lørdag den 24. marts 2012

Rundt ad havens stier



Vores haves idé bygger stort set på dens stier og de hævede bede, der opstod, da stierne for mange år siden blev til. Oprindelig bestod haven stort set af græsplæne på alle fire sider af huset, og efter at have slået græs gennem mange år, stod det mig en dag klart, at det var et frygteligt ineffektivt arbejde.


Jeg mente, at haven kunne få en mere spændende udformning, hvorfor jeg begyndte at grave græsplænen op og anlagde et net af markstensbelagte stier rundt på den 1000 kvm. grund. Og alle græstørvene og al jorden, der blev gravet op og erstattet med grus, blev til hævede bede. Disse kom i høj grad til at præge haven og gav den en mere spændende karakter.






                  
Netop højbedene der hævede sig op på begge sider af stierne, gav flere steder stierne karakter af en gammel hulvej. Og da beplantningen voksede til, kunne man ikke overse haven fra et sted, men måtte rundt ad stierne for at opleve den.



Det at anlægge stierne strakte sig over et par somre, og var et dejligt regulært arbejde, hvor man virkelig kunne se et resultat af sine anstrengelser, og mange var turene ud til landmændenes stenbunker  rundt i omegnen af Silkeborg - selvfølgelig efter aftale med de pågældende landmænd.



.              



Vore bambusplanter blomstrede og visnede for år tilbage, hvorefter jeg gravede dem op og erstattede dem med thuja, der blev klippet i blokke og skærme.



    Her er en skærm, som har til formål at give læ og skærme mod indkig, når vi sidder på terrassen.




I løbet af vinteren klippede jeg et kighul i skærmen, mest for sjov, men også for at bryde lidt af det monotone i thujahækken.



Det lille projekt udviklede sig, så der også skulle være en "vinduesplade", hvorpå der kan stå en lille blomst - ak ja. I løbet af sommeren er det meningen, at vinduet skal klippes mere skarpt og præcist.




   På dette sted er bedenes kanter lavet med klyner, disse firkantede tørveblokke, der er fremragende til surbundsbede, hvor man ønsker at bygge lidt op i højden. Kanterne er imidlertid helt dækket af plantevækst, hvilket jeg synes, giver et dejligt naturligt resultat - som om at naturen har taget over.


                       



Havens udseende er blevet til via drømme, visioner, inspiration fra billeder og tekst i bøger og tidsskrifter  og besøg i haver i både ind- og udland. Det har været, og er til stadighed en spændende rejse rundt i alt haverelateret, hvor vi har glædet os over alt det smukke og iderige vi har mødt og har suget til os, når der var noget, der særlig talte til os. I år glæder vi os særligt til rejsen med Randers Havekreds til Floriaden i Holland. Vi var der også for ti år siden, og ved, at udsstillingen indeholder alt hvad hjertet kan begære udi havedrømme.




Sådan så et af vore bede ud for cirka ti år siden. Men haven er til stadighed under forandring og bedet ser helt anderledes ud i dag. Hvor er det dejligt, at man kan fastholde en situation via sine fotos, og her flere år senere glæde sig over det - lade sig inspirere på ny - eller hvad man nu gør.



Det er det samme stiforløb i dag, hvor bedenes indhold jo har fået en lidt anden karakter.




De slyngede stier blødes op af plantevæksten, der ændrer udseende over år, men også inden for en enkelt sæson sker der stor forandring.



Også i år vil mange gæster vandrer rundt på gangene til vore åben have arrangementer. Jeg kunne godt forstille mig, at vi får mange gæster via den artikel, der kommer i Ældre Sagens blad "NU" til april. Vi har også fået henvendelse fra bladet "Hendes Verden", der gerne vil komme i maj og lave en artikel om haven.





























































Vi er i år lidt tidligere ved det, med at få haven gjort i orden, end vi plejer. Det skyldes, at vi allerede næste weekend har besøg af en busfuld haveinteresserede fra Struer Havekreds, som kommer her omkring efter et besøg på Fulden Blomsterstudie ved Beder. Det er første gang vi tager mod gæster i haven så tidligt på året.
Aftalen med besøget kom i stand da jeg i efteråret var oppe og holde foredrag i havekredsen.









11 kommentarer:

  1. Som altid spændende billeder. Hvor er det en skøn idé med et "vindue" i thujaen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Nina.
      Tak for din kommentar omkring mine billeder og det lille "vindue" - der selvfølgelig er noget pjank, men det er jo sjovt at lave det.
      Kh. Jørn

      Slet
  2. Tak for endnu en dejlig tur rundt i jeres stemningsfulde have.
    Jeg er også helt vild med dit thuja-vindue med karm og blomst og det hele. Det er et herligt indslag :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Hanne. Tak for kommentaren. Det lader til, at det lille thuja-vindue er noget at folk bemærker.
      Kh. Jørn

      Slet
    2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
  3. Skønne stier, jeg håber at kunne betræde dem i maj..... men det kan være at det bliver i gåsegang, hvis der kommer mange besøgende :-) Sød ide med det lille vindue i hækken. Og husk lige at sige til når artiklen kommer i Hendes Verden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sussi.
      Jeg håber, at du kommer og betræder vores stier. Jeg skal nok huske det om Hendes Verden.
      Kh. Jørn

      Slet
  4. Dejligt at der er sådan en interesse for din skønne have. Der er så mange spændende ting i den, for ikke at tale om alle de fine stier.
    Det er godt, at det er tidligt forår, så I kan få gjort klar til Struer Havekreds.
    Kh
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisbeth.
      Tak for din kommentar. Ja, vi er da også beæret over den interesse, der er for at fortælle om vores have. Det er dejligt at gå og gøre haven klar i det fine forårsvejr.
      Kh. Jørn

      Slet
  5. Jeg elsker også dine naturlige stier men har ikke selv haft mod på at begynde på arbejdet med at anlægge lignende. Mest frygter jeg nok vedligeholdelsen af dem, er det et stort arbejde at holde dem og hvordan griber du det an. Er det håndluge metoden eller hvad gør du.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Vibe.
      I foråret er der en del lugning i stierne. Men en hastig skrabning med et hakkejern gør underværker. Senere hen slides ukrudtet, mår man går på stierne. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg i sin tid anlagde stierne, men glæder mig næsten dagligt over dem.
      Kh. Jørn

      Slet