Sider

lørdag den 31. august 2013

Sensommertur.


Ind imellem må vi en tur hjemmefra for at tage på oplevelse og finde ny inspiration. Således også forleden, da vi valgte at tage en tur til Sjælland, Lolland og Falster. Vi tog færgen fra Aarhus til Sjællandsodde og besøgte Malergården, der er beliggende ned mod Lammefjorden: Malergården var den faste ramme om  kunstnerfamilien Swane.



Havemæssigt var vi lige sent nok på færde, det meste var afblomstret. Men mod den lidt vildsomme staudehave var der nogle flotte klippede strukturer i buksbom. Stedet rummer et museum for malerfamilien, hvor bygningerne og rummene står, som om familien lige havde forladt dem.






















Sigurd Swane var en af de betydeligste danske kunstnere i det 20. århundrede. Han var med til at introducere modernismen i dansk kunst i årene omkring 1910, men fandt hurtig sin egen maleriske  stil baseret på den personlige oplevelse af landskabet og på en indlevende portrætskildring.









Efter Malergården kørte vi ned over det smukke Midtsjælland - skønne landskaber omkring susåen og inden vi rigtig vidste af det var vi i Haslev og fortsatte til Gisselfeld, hvor vi besøgte Paradehuset.



Her er fyldt med mange havefristelser, og vi fik da også handlet lidt med Stig Lauritsen, som meget levende og begejstret fortalte om tingene omkring ham.


































Haven ved Gisselfeld er en romantisk landskabshave med slyngede stier.



Helt i pagt med tidens mode byggede man stengrotter og opførte små lysthuse rundt i haven.



Vi besøgte Galleri Emmaus, der har til huse i den bygning som tidligere rummede Haslev Højskole.
Ude i byen fandt vi mulighed for overnatning på et Bed and Breakfast.


Veludhvilede  fortsatte vi næste morgen sydover til Vordingborg, hvor vi genså Historisk Botanisk Have, som ligger lige ved Gåsetårnet.



Haven er en kopi af renæssancehaven og skabtes af havearkitekt G.N. Brandt i 1921 og viser tidens krydder- og lægeurter.














Vi besluttede at tage en afstikker til Møn.



I Keldby Kirke genså vi Elmelundemesterens kalkmalerier. Han fortalte bibelhistorie gennem sine billeder, så menigheden havde noget at forholde sig til under gudstjenesten, der før reformationen foregik på latin.










Yderst ude i Klinteskoven genså vi det fine lille lystslot Liselund. Slottet blev i slutningen af 1700-tallet opført for Antoine de la Calmette som en kærlighedsgave til hans hustru Lisa, og er et af de fineste eksempler på romantisk dansk havekunst.



Vi fortsatte turen ned over Bogø til Falster, hvor vi fandt frem til Fuglsang Kunstmuseum. Museet har valgt, at gæsterne ikke må fotografere værkerne og det er derfor ikke muligt at vise eksempler fra deres fine samling. Vi så også en specialudstilling med Olaf Rude`s akvareller.



Jeg kan dog vise udsigten til landskabet uden for vinduet.



Vi overnattede på Hotel Bandholm ved Guldborgsund, hvorfra jeg fotograferede udsigten fra vores ferielejlighed, som jeg fandt charmerende og lidt romantisk med klatrehortensiaen der breder sig ind på det forfaldne tag.



På det vestligste af Lolland besøgte vi Købelev Haven i Købelev. Det er en 8000 kvm. stor have, der blev anlagt af sine ejere for ca. 40 år siden. Den er nu vokset op til en dejlig skovagtig have med mange spændende tæer, og med lysninger, hvor roser og forskellige stauder dukker frem i et naturligt sammenhæng i det levende miljø.












Haven rummer også et japansk afsnit med mange smukke sten og klippede træer og buske.























Fra haven var der ikke langt til overfarten med Langelandsfærgen Tårs-Spodsbjerg. Efter 45 minutters sejlads var vi på Langeland, hvorfra vi kørte op over det skønne Sydfyn og gjorde holdt i Fåborg.



Fåborg har bevaret en del af sine gamle bygninger, hvilket er medvirkende til, at noget af den hyggelige købstadstemning er bevaret.









Vi nåede også en tur på Fåborg Museum hvor vi genså nogle af de fynske malere. Her et værk af Poul S. Christiansen.



Selvportræt af Fritz Syberg.



Johannes Larsen



Karl Larsen