Vi har passeret efterårsjævndøgn og kan pludselig mærke, at det er en anden luft, der omgiver os, når vi kommer ud i haven. Vi har haft en del dage med regndis og gråvejr og et lys, der er neddæmpet, men alligevel er godt fotolys - for ud af det grålige dis kan havens poetiske stemninger sagtens opstå.
I staudebedet er det her sølvlys en blå floks, der spiller fint sammen.
Ligegyldigt hvor i haven vi placerer de små olivenoliekander, synes vi, at de falder fint ind i omgivelserne. Vi har fundet dem rundt i middelhavslandene, hvor de åbenbart havde deres plads i køkkenet, men hos os synes vi, at deres rustikke udseende harmonerer med de grønne planter. Vi tager dem ind om vinteren.
Det er helt utroligt hvor godt den lille potteplante Husfred klarer sig ude. Den er tæppedannende og smuk med sin friske grønne farve. Den visner om vinteren, men dukker op igen til foråret.
Vinget benved, Euonymus Alatus bliver smukkere og smukkere dag for dag med en dybere glød i de karmoisinrøde blade.
Et begyndende vemod kan dukke op, når de første Hosta får den gule efterårsfarve, for nu er det helt tydelig hvilken vej det går. Men samtidig ved vi, at vi går en tid i møde med et væld af smukke efterårsfarver.