Drømme om en sommerdag.

Når jeg i vintermånederne holder foredrag rundt om i Haveselskabets kredse, føles det som en meget taknemmelig opgave. Netop da er det som om havemennesker trænger til at se billeder af sommerhaver - billeder, der kan lune helt ind i sjælen og spænde forventningerne til den kommende havesæson.

Haven er anlagt således, at den ikke kan overskues  fra ét sted, men at man tvinges - eller endnu bedre, får lyst til at gå sig en tur rundt på gangene. Egentlig er det vist noget man har lært fra japan, at en have skal åbenbares lidt efter lidt.


Vi har ikke tilstræbt at vores haven skal virke japansk, jeg har nok et lidt ambivalent forhold til japansk inspirerede haver. 
 På den anden side vil man nok finde detaljer, der ser japanske ud - det er vanskelig, ikke at lade sig påvirke af den ro, harmoni og skønhed man finder i japanske haver. På samme måde som vi har ladet os påvirke og lånt elementer fra renæssance- og barokhaver
 uden at anlægge sådanne.

Her kan det nok se lidt japansk ud, men handler i al sin enkelthed om kontrasten mellem de bløde buksbomkugler og de skarpe, hårde sten.

- Og videre går det ad stierne.

Undertiden er frodigheden ved at lukke stierne.

Storbladede stauder som skjoldblad og sølvlys giver stor frodighed.



En haves stil er vigtig, men endnu vigtigere er dog dens frodighed.

Stenene bruges som kant til mange af vore hævede bede.




I højsommeren står jeg nogen gange op klokken fem for at opleve dagen helt fra begyndelsen. Haven ser helt ny, frisk og anderledes ud og det, der gør den anderledes er lyset. På nordsiden af huset ses planterne nu i lyset af den opgående sol og det er uvant at se så meget lys her og selve det at se haven i dagens første modlys kan næsten give religiøse oplevelser.

Det er køligt så tidligt på dagen og det kræver en trøje for at holde varmen. Jeg vælger at holde mig i solen og følger den hele formiddagen rundt i haven. Det første jeg tager fat på er i udkanten af et stenbed, hvor trædebregnen Cotula squalida, som ellers var udset til at skulle vokse mellem stenene i gangene, her forvildet sig ind i bedet og har indladt sig med en saxifrage, som den er ved at kvæle med sine lange udløbere. De opgravede trædebregner bliver flyttet tilbage til deres oprindelige voksested.

Meconopsis cambrica.

I de forskellige bede som jeg denne morgen og formiddag kommer igennem, støder jeg ofte på to forskellige planter, som undertiden også er kommet på afveje. Den ene er gul valmuesøster, Meconopsis cambrica, som jeg plantede her i haven for en del år tilbage, og i alle årene herefter har jeg prøvet at begrænse dens udbredelse. Problemet er, at den sår sig alt for villigt og stortrives tilsyneladende i samtlige bede - hvis jeg blot huskede at indsamle dens frøstande, inden den når at sprede frøene i løbet af sommeren, var problemet jo stort set løst. Den anden er gul lærkespore, Corydalis lutea, som vi for mange år siden købte i Lille Malunds Have. Vi havde set den lille charmerende blomst dukke op på mange forskellige steder i haven dernede og spurgte efter den i deres plantesalg. Stine, der solgte os den, så lidt forundret på os - næsten som hun tænkte, om vi nu også vidste, hvad vi købte. For sandheden er, at den sår sig over al måde, men hvor valmuesøsteren  

har en lidt besværlig pælerod, er lærkesporen uhyre let at fjerne. Men egentlig ville vi nok ikke undvære nogen af dem, når det kommer til stykket. De er begge  meget smukke og når de blomstrer hen over sommeren, giver de haven lidt af den vildskab, som vi på en måde også tilstræber.

Det blev til mange læs sten før stierne blev færdige.

Sten ved sten hen over et par somre, men det var et dejligt regulært arbejde, hvor man kunne se, hvor langt man var kommet.

Stierne bugter sig gennem haven, hvad gemme sig mon bag næste hjørne?

Et samvittighedsspørgsmål til haveejeren er dette: Om haven er det sted man dyrker planter - eller planterne er det materiale, hvormed man skaber sin have? I det først tilfælde er der nok tale om plantesamleren og i det næste om æstetikeren. Det er vel sjældent at man er rendyrket det ene eller det andet. De fleste befinder sig et sted på en skala mellem de to yderpunkter.

Vi betragter os ikke som egentlig plantesamlere, men er optaget af ret almindelige haveplanter. Kriteriet er det, at de skal være smukke med vekslende bladstørrelse og form.

Vi har bestræbt os på en varieret beplantning og holder meget af de rolige, fredfyldte og grønne rum.

Saksen er et vigtigt værktøj i vores have. Det kan være svært at styre planteglæden, derfor gik vi ret tidlig igang med processen med at klippe og formgive for på den måde at holde væksten lidt i ave. Samtidig opstammer vi en del af havens træer og buske for at give lys
og plads til alle de mange bunddækkende planter.

Stierne fører også gennem noget mere skygget og skovbundsagtigt.

Nogle fanges ind af havens magi, andre tilsyneladende aldrig.
Der er stor forskel på, hvornår i tilværelsen man fanges ind - eller om man overhovedet bliver det.
En del mennesker bliver det tilsyneladende aldrig. De er åbenbart helt umodtagelig for havens trolddom. Men hos de andre, de modtagelige, kan det langsomt komme snigende og pludselig en dag må man erkende, at man er til haver. Og da kan man lige så godt "komme ud af skabet" og ind i haven. Der findes helt unge mennesker, der således tidligt erkender det, men oftest sker det for mennesker i 30´erne og typisk skal man hen i mere moden alder omkring de 40, før man når frem til erkendelsen af at være et havemenneske og herefter slipper det dem sjældent igen.

Hvordan ytrer det sig så? Ja, symptomerne er mange, men ofte lider de af en kronisk plantemangel. De inficerede kan ofte ses rundt i planteskoler og på plantemarkeder, hvor de køber ind med en glubende appetit:
"Den må jeg há" og "den der har jeg heller ikke" - lyder det fra dem. De kender navnene på planterne, ofte også de latinske og sætter sig hurtig ind i jordbundsforhold og andre krav til placering som den enkelte plante stiller.

På terrassen kan der hurtigt "ommøbleres".

Stierne slår af og til et slag ind mod huset.