Forår igen.

Hvad er det mon, der forår efter forår sætter havemennesker i gang? Egentlig er det, der skal ske jo blot en gentagelse af de foregående års havearbejde. Men her er vi måske netop ved sagens kerne, for det er formodentlig den vanemæssige gentagelse, som tiltaler os, for den giver kontinuiteten, der får havelivet til at hænge sammen, som gør os trygge, forventningsfulde og giver os roen til fordybelse, skønhed og glæde. Og det handler vel især om længselen efter al det, som skal spire og gro i havens natur. Vi er jo selv natur og fornemmer derfor urkraften her midt i havens magi.

Primula betyder de første. Og denne dobbelte Primula "Dawn Ansell" er da også noget af det allerførste, der spirer frem og blomstrer i vores have.

Kompostbunkerne er tøet op, så indholdet nu kan spredes rundt i bedene. Det er en rar fornemmelse at tilføre bedene det værdifulde koncentrat af sidste sommers plantevækst, der røg på komposten. Det skal nu være med til at give nyt liv og kraft til den kommende sommers plantevækst.

Noget af komposten er kun halvt omsat, men det er kun en fordel. Plantedelene er med til at give næring til havens regnorme og mikroorganismer som svampe og bakterier, som alt sammen er med til at sikre et sundt og værdifuldt muldlag.

Der tilføres vel hvert forår cirka fem centimeters nyt lag af kompost, hvilket gennem årene får bedene til at vokse i forhold til de stenbelagte stier. Et af de små fænomener, som vi tager imod med kyshånd, idet det medvirker til at give stierne karakteren af "hulvej" på turen gennem haven.

Den store, runde thuja er blevet klippet gennem mange år for at begrænse væksten. Men denne vinter har det stået mig klart, at den var blevet for stor på det pågældende sted - så nu var tiden inde til at gøre noget ved det. Jeg fornemmede, at det nok ville blive for bart, hvis den helt blev fjernet, hvorfor jeg i første omgang ville prøve at stamme den op.

Og sådan ser det så ud. Fordelen er vel den, at toppen er bibeholdt - at det ikke ser så bart ud, som  hvis jeg helt havde fældet den og der nu er mere lys og luft til bunden. Ulempen er vel nok, at der er blevet lidt åbent med udsigt til genboens hus, men det er jo vilkårerne, når man bor i et villakvarter.

Ved samme lejlighed blev en række fyrrertræer ved siden af stammet op, så jeg lettere kan klippe den underliggende hæk af kranstop. Det har alt sammen givet udkig til vejen, som vi lige skal vænne os til.

Det frigjorte areal gav nu mulighed for at lege med et nyt bed, der er blevet til en sammensætning af sten og små buksbomkugler. Jeg har tilstræbt noget af det, jeg synes er så spændende og virker mere naturligt, nemlig at få bedet til at flyde sammen med den stenbelagte sti, så man undgår en markant adskillelse.

Bunden af zinkkrukken var i løbet af vinteren faldet af, hvorfor den forsøgsvis har fået en placering i det nye bed. Jeg har planer om at plante hasselurt og Hosta som bunddække længere inde i skyggen.

Et udvalg af noget af det, der allerede blomstrer, eller som lige nu spirer op gennem muldlaget og giver næring til vores længsel efter havens farver og frodighed.

Efter en lang, mørk og farveløs vinter kan man godt mærke, hvordan man ligefrem kan tørste efter farver - lade øjet mættes og ligefrem lade det virke helt ind i sjælen eller sindet eller hvor det nu er, at det gør godt. Man taler om begrebet farvepsykologi - altså farvens indvirkning på det menneskelige sind. Med den blå farve er vi ovre i det kølige, der er vidde og afstand.

Den blå farve siges at åbne op til det spirituelle. Hvis man skulle farvesætte et tempel indvendig, ville den blå farve derfor være selvskrevet som noget, der viser vej til det evige, til meditation og bøn. Et menneskeliv er et lille glimt af tid mellem to evigheder.

Den grønne farve vil vel altid være den dominerende i haven. Der findes et væld af grønne nuancer, der alle harmonerer med hinanden. Og det er jo heldigt, for den grønne farve virker beroligende. Nyere forskning viser, at den grønne farve virker lægende på stress, udbrændthed og depression. Man er derfor begyndt at oprette grønne terapihaver som en del af behandlingen af disse lidelser.

Havefolk har vel altid fornemmet, at de fik det godt ved at opholde sig i havens grønne rum. Egentlig må vi nok erkende, at vi får rigtig meget forærende af både fysisk og psykisk art gennem vores arbejde i haven.

Glæden ved haven handler vel også om det enkle liv, om muligheden for at være skabende - at sammenstille ting man finder dekorative og opleve, hvordan en ting i sammensætningen med andre ting lever sit eget liv - den stille poesi, der bare kan handle om sten, planter, trærødder og hvad man ellers finder på at stille sammen i havens univers.

Lyset, atmosfæren, mangfoldigheden, frodigheden, kontrasterne, det klippede og det fritvoksende udgør havens stemning og univers.

Også i urtehavens uorganiserede rod findes den frodige skønhed, der fører hen mod drømmene om det vilde,  utæmmede og romantiske - om selve moder jord i al sin vælde.

Men også det enkle billede af lys på en plante er velgørende. Det er vel i virkeligheden denne vekslen mellem mangfoldigheden og enkeltheden der gør turen gennem haven til en oplevelse.

Det er en rar fornemmelse at se plantevæksten brede sig ind over stierne og derved bløde virkningen op og gøre den naturlig.

Klatrehortensia, Hydrangea anomale ssp. petiolaris kan naturligvis også vokse vandret ind i bedet og der indgå med sine store skærmagtige stande.

Hvide og røde azalea i selskab med en gammel tyrkisk krukke kan give associationer mod det antikke.

Urtehaven i højbede blev etableret for snart tyve år siden. Det saltimprægnerede træ har gennem årene fået en tiltalende grågrøn algebegroning, der harmonerer fint med de grønne planter.

                  Purpursolhat står stolt og strunk. Den sætter pris på varm jord, godt dræn og fuld sol.

Det bliver dejligt at følge stien frem til løvhytten og søge derind for at finde kølighed i skyggen - for så er det sommer.

Et kig ud i den grønne frodighed, der veksler mellem kugler, græsser, vandrette og lodrette bevægelser og så igen et kig helt op i den mørke trækrone, der afslutter som havens loft.

Kongelys er en af havens vilde indvårnere, den sår sig stort set som det passer den. Her er den i selskab med bronzefennikel.

Sten og planter klær´ hinanden. Kontrasten mellem bløde og hårde former og kigget ind i beplantningen, hvor opbygningen mellem lave græsser og en krybende Sedum lydium, en vandret voksende gran samt en høj formklippet pil skaber forskelle, men også sammenhænge.

Igen et forsøg med at lade stenene i bedet fortsætte ud i gangene for herved at opnå et naturligt sammenhæng.

Inger har fundet puder, der skal harmonere med den grønne bænk og de omkringstående grønne planter.

Et parti med stentrug bryder lidt på havens strukturer. Ad åre vil de få en hvis patina, hvorved de vil falde bedre ind i helheden.

Den høje græs Miscanthus sinensis giver tekstur, lethed og variation til havebilledet. Og stien fortsætter sten ved sten. I bunden har trædebregne Cotula squalida bredt sig mellem stenene.

Stien fortsætter her ind i ret dyb skygge. I udkanten er der lige lys nok til at buksbomkuglerne kan klare sig. Bagerst ses takskugler, der bedre kan klare skyggen.

Igen et samspil mellem sti og bed. Bedet er bygget op af sten og planter og bevidst anbragt således, at det skjuler stiens videre forløb for den besøgende, som gerne må blive nysgerrig efter at se, hvad der sker videre fremme.

Stiforløb i morgensol, hvor der igen er arbejdet bevidst med en naturlig sammenhæng mellem sti og bed.

Et skovbundsagtigt bunddække bestående af biskophat i forgrunden, herefter en brogetbladet Hosta, akelejefrøstjerne og bagerst bregner.

Tulipanerne er på vej op. Nu må vi væbne os lidt med tålmodighed for det hele ligger lige omkring hjørnet - alt det vi havefolk går og glæder os til - forår, sommer, grøde og skønhed.