Den første sne.

Forleden fik vi vinterens første sne. Det lyste vældig op i den lidt vintertunge have og jeg måtte naturligvis en tur rundt med kameraet.
Men det blev kun et flygtigt strejf af vinter, allerede til aften var sneen smeltet bort. 


Nu er det store spørgsmål jo så, om vi får en hvid jul i år? Eller er vi vendt tilbage til en række milde vintre, som vi tidligere har oplevet dem, og som vi haveejere vel dybest set godt kan lide, havens sarte vækster in `mente. Men et godt lag sne derude er jo heller ikke at foragte, hvis vi skulle få hård frost, samtidig med at det pynter på hele haven.

Havens vinterbilleder kan rumme en egen stemning. Et svagt solstrejf kan bringe liv og poesi til et billede.

Med sneen tegner der sig et nyt og mere forenklet billede af haven. Det der nu træder frem kan man kalde for havens vinterskelet. Det kan være formklippede, stedsegrønne træer og buske, der er klippet som lave hække og geometriske figurer som kugler, kegler, firkanter eller spiraler kan være med til at tydeliggøre og i mere forenklet form fortælle om en haves design og idé.

Den smalbladede elefantgræs "Miscanthus sin. Gracillimus" opnår en egen skønhed med vinterens rimfrost.






Havemennesker må jo som alle andre forsøge at komme bedst muligt gennem vinteren.


Når man om sommeren sidder i sin have og kommer til at tænke på den lange vinter, der ligger forude, kan den synes helt umulig at komme igennem. Vinterens mangel på lys og farve derude kan stemme sindet i mol.
Og det gør da ikke problemet mindre, at moden inden for farvesætning i boligen i flere år har foreskrevet det farveløse, det vil sige de samme gråtoner, hvidt og sort til vægfarver og boligtekstiler, som findes i havens vinterdragt.

Derved bliver der langt mellem de livgivende farveoplevelser. Det er jo ellers en velkendt sag, at farver påvirker den menneskelige psyke og dermed har betydning for vort velbefindende. Farver er som en stimulans, som i de rette doser kan være det "vitamintilskud", der giver os et løft gennem de lange vintermåneder.

Med forår og sommer ved vi at havens farver vender tilbage, men lige nu, i midten af december, føles tiden lang til at det sker. Med vore fornuft kan vi prøve at forsone os med tilstanden og erkende, at lige nu er haven i dvale, men samtidig trøste os med vores erfaring om, at der under den sorte og tilsyneladende døde jord gemmer sig nyt liv, der kun venter på tilstrækkelig lys og varme for at spire og gro.

Jeg har lyst til at fortælle om et lille bøgetræ som vi anskaffede for tre år siden. Vi fandet det i en planteskole, hvor det åbenbart havde stået og trukket sig efter lyset og havde derved udviklet sig til det jeg vil kalde "et skævt individ". Sådanne skæve træer har en særlig tiltrækning på mig, for jeg synes, at de ofte har en så spændende og helt anderledes arkitektur, der udfordrer mig til at klippe og forme dem.

Da "træet" står i sin krukke er det jo let at flytte rundt på den, og det har da også haft forskellige placeringer i sommerens løb.

Som alle andre planter er det jo dejligt at følge det lille træ hen over sommeren og glæde sig over dets form og løvets farve. På billedet her er det ved at antage sin efterårsfarve. Den blev studset en enkelt gang i sommerens løb for at bevare dens bonsai-agtige udseende.

Her har løvet fået lidt mere lød. Lyset og stemningen fortæller om tidlig efterår, vel medio oktober. Jeg kan mærke, hvordan lyset i disse billeder stemmer sindet lysere i forhold til de efterfølgende billeder af den mørke vinterhave.

Bøgetræet blev sammen med en lille ahorn stillet om på terrassen, for at vi kunne sidde inde og have glæde af efterårsfarverne.

Den lille ahorn har forlængst tabt løvet, til gengæld har den så nogle smukke røde grene.

Vi indtager vore måltider lige inden for terrassedøren med udsigt til vores bøgetræ, der således er i fokus flere gange om dagen. Man kan sidde og falder i staver over den, vurderer formen, rejser sig og går ud og drejer den en anelse, klipper måske lidt i den og den må således føle, at den er verdens midtpunkt. Bagerst ses klippede cotoneaster-kugler.

Stedsegrønne nåletræer er medvirkende til at vi stadig har grønne områder i vinterhaven. Almindelig timian, Thymus vulgaris (i forgrunden) klare vinteren fint takket være et godt dræn.

Grå, tunge og fugtige dage lægger sig som en dyne af fuldkommen stilhed hen over haven. Når man træder ind i den indre stilhed møder man et mønster af ren energi. I dette indre rum reflekterer man, husker ting, der har været glemt i lang tid.

Stilhed er adgangen til den kreativitet, der bor dybt i sjælen og er livets oprindelige puls og mening.

I en decemberdags dæmpede lys skelnes stenenes hårde konturer mod småtræers bløde silhuetter. En enkelt krukke antyder sit tyste postulatet: Ene, men stærk.

Den delvis vintergrønne, brogetbladede mor og barn, Tolmiea menziesii lyser op i bedets bund.

Også brogetbladet porcelænsblomst, Saxifraga umbrosa er en smuk bunddækkeplante, der fortjener en større udbredelse.

Her den oprindelige mor og barn, der under en beskyttende busk holder sig grøn vinteren igennem.

Det er rart at komme ind fra haven og finde varme og hygge. Det er jo tid for indendørssysler. Inger strikker og læser en masse, jeg har god tid til sortering af fotos, scanning af dias, lave indlæg til bloggen, forberede foredrag til det nye år og en del tid går med at kigge ud på haven.

Almindelig kristtorn, Ilex aquifolium "Angustifolia" er selvsået i haven. De første mange år blomstrede den ikke og fik dermed selvfølgelig heller ingen bær. På et tidspunkt plantede jeg en han-plante sammen med den - de smyger sig nu mod hinanden og danner par, og hver år ved denne tid klipper vi  af deres afkom til julepynt.

Den store kasse med julepynt er netop hentet ned fra loftet, så i løbet af den kommende uge vil julen brede sig i det lille hjem.