Forårsdage.

Vores terrasse var rigelig stor, derfor fjernede jeg for nogle år siden en del af betonfliserne og lavede et bed. Og da jeg havde en del brosten, brugte jeg dem som kant i endnu et bed i det første, så man kan tale om bedet i bedet på terrassen.


Jeg har ikke nogen logisk forklaring på, at jeg valgte denne løsning, og det er vel heller ikke nødvendig. Formodentlig er det "legebarnet", der er kommet op i mig. Og når jeg tænker mig om, må jeg nok erkende, at jeg har foretaget mig mange sære ting i forbindelse med havens udformning.


Det handler vel om noget irrationelt, på samme måde som man får lyst til at male et abstrakt billede, udføre en skulptur, skriver et digt, eller et stykke musik - noget lyrisk eller poetisk - skabt ud af de forhåndenværende materialer her og nu, og uden at tænke så meget over det. Det foregår nok skiftevis ret spontant, hvor der ikke er så langt fra indskydelse til handling, men kan også være mere konstruktivt, hvor det er noget mere stramt i forbindelse med havens arkitektur og dermed en mere bevidst æstetik, det handler om.
Haven som projekt, tror jeg, handler nok for mange mennesker om drømme og følelser.

Det er dejligt at sætte blade af forskellig størrelse, form og farve sammen i bedene. De er smukke på hver sin måde og klær´ hinanden trods deres forskellighed. Når de kan virke harmoniske i sammensætningen skyldes det vel den grønne farve, der går igen i dem alle og ikke mindst kontrasten mellem lyst og mørkt og mat og blank overflade.

Et af forårets oplevelser i haven er når vores paradisæble, Malus sargentii "Rosea" blomstrer. Den blev kraftigt opstammet for år tilbage, hvilket gav lys og luft til alle de mange forskellige bunddækkende planter.

En flækket sten blev til en hamburger med løg. Vi fandt stenen i en grusgrav, flækket og klar til brug. Den har stået og passet sig selv gennem mange år, jeg kan næsten ikke komme i tanker om noget nemmere i haven.

Jeg har sikkert tidligere vist billedet af de tre portugisiske krukker. De har også haft deres faste plads gennem mange år, men kommer under tag om vinteren.

Den klippede buksbom i sin balje er stationær, den er simpelt hen for tung at flytte rundt på i haven. Jeg drejer den regelmæssigt efter lyset. De store dejlige blade til højre er skjoldblad, Darmera peltata.

              Hvid Løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis "Alba" - som perler på snor.

Den spiralklippede buksbom kan virke som et fikspunkt, der fanger øjet og giver ro, før det vandrer videre rundt i det urolige staudebed.

Det grønne look. Klippede og fritvoksende træer og buske, stauder og græsser i skøn forening er det, der danner vores have.

I stentrugene opstår små landskaber, der udgør havens mikrokosmos. Her er mulighed for at lege i lille format.

Kongelys er en statelig plante, der i lighed med fingerbøl og andre kan dukke op de mest utrolige steder i haven. Og ofte vælger vi at lade dem stå, lader naturen råde.

Hjulkrone er en af de planter, der sår sig ukontrollabelt. Så mange bliver fjernet, men de, der får lov til at vokse op bliver meget smukke. Set her i modlys, er det jo ren poesi.

At opleve sin have i tåget vejr kan være som et drømmesyn, der taler til sanserne om noget uendelig blidt og diffust.

Der er ingen forklaring til denne "installation". Det handler i al sin enkelthed om en møllesten, hvor der var et hul i midten - stort nok til at plante en buksbomkugle - en rundbuet sten, samt mere kantede sten blev sat op imod - i bunden blev planter tornnød, der kryber ind mellem stenene og bløder det hele lidt op.

Valmuesøster, Meconopsis cambrica trives overalt og sår sig over alt. Den er fin i en lys skovbund og imellem buske.

En lav vortemælk dukker trofast op mellem stenene, hvert år i april og bebuder, at det nu er forår.

Fra det tørre stenbed, der er opstået i midterrabatten af vores indkørsel. Her er timian af forskellige art, blågræs, romersk kamille, salvie o.a..

Jeg længes efter, at haven genvinder sin frodighed. Turen rundt på gangene er en tilstand af glæde over et miljø, som jeg  kender så godt - for jeg har plantet hver en plante og lagt hver eneste sten og alligevel overrasker haven mig den ene gang efter den anden. Den udvikler sig ikke altid som jeg havde tænkt mig, men går ofte sine egne veje, som et selvstændigt væsen. Og det er vel det der fascinerer og er udfordringen.

I forsøget på at tilføre haven lidt romantik, har vi blandt andet placeret nogle beplantede jernurner forskellige steder, hvor vi syntes, at de kunne falde naturligt ind. Der er vel ikke noget i vejen med romantik - kun når den bliver forloren. Man kan vel sig, at en have uden romantik er som en ret mad uden krydderi.