Det enkle liv.

Jeg lader mig let fange ind af sætninger og budskaber som "the simple living", det autentiske, uforfalskede liv med økologi og bæredygtighed - og så ordet slowfood og en sætning som "tilbage til naturen", et budskab som allerede Rousseau bragte på banen, giver mig visioner om det store pastorale landskab,"havens langsomhed", behovet for stilhed og refleksion derude i den store fri, romantiske natur. Jeg ser guldalderlandskaber for mig af Eckersberg, Lundbye, Købke, P.C. Skovgaard og oplevelsen af at gå rundt i haven ved Liselund helt yderst ude i Klinteskoven på Møn med det lille fine lystslot, hvor tidens digtere gik i skoven og søgte efter "poesiens blå blomst".

Jeg ved da godt, at den slags sætninger ofte blot er modefænomener, smarte ord, der har en begrænset gyldighed. Men alligevel spidser jeg ører - det tænder håb. Der findes altså stadig mennesker, idealister måske, der beriger verden med nye tanker og ideer.
Rousseau`s tanker var medvirkende til at man i løbet af 1700-tallet opgav de klippede haver til fordel for landskabshaven. Blot et enkelt bevis på, at nye tanker kan vinde indpas og ændre tidens opfattelse.

Nu er den klippede have igen på mode. Som det så ofte går, bliver bøtten vendt, så det, som på et tidspunkt var håbløst umoderne, igen bliver interessant og kommer på mode.


Rundt om i de store, gamle haver ved slotte og herregårde rydder man nu de gamle sammengroede landskabshaver og finder de gamle haveplaner frem, for at genskabe de klippede renæssance- og barokhaver.
Når jeg er ude i havekredsene med mine foredrag fornemmer jeg tydeligt, at interessen blandt haveinteresserede for at klippe i træer og buske er voksende. 

Vor egen have er jo i høj grad præget af klippede former. Vi har rejst meget rundt for at opleve de gamle klippede haver, men er aldrig faldet for fristelsen til at skabe en symmetrisk opbygget barokhave, hvilket nok også ville virke underligt i forbindelse med et parcelhus, men vi har lånt mange af de klippede elementer fra disse haver og anvendt dem i asymmetriske placeringer, hvilket vi synes, giver en mere levende rytme i en nutidig have.

På det seneste har havemennesker  stillet spørgsmål om vores markstensbelagte stier rundt i haven. Det er folk, som selv vil i gang med at lave stier i haven, og forhører sig om fremgangsmåden.

Stierne snor sig gennem haven. At anlægge dem var et stor arbejde, der strakte sig over et par år. Og vi har glædet os over dem i alle årene siden.

Det jeg rent teknisk kan fortælle er, at jeg gravede græsplænen op, der hvor stien skulle forløbe. Græstørvene blev lagt med græssiden nedad, og de hobede sig op, så der opstod volde langs siderne, for der blev yderligere gravet  jord op. Jeg gik 20 cm i dybden og det blev erstattet af bakkesand, der er velegnet til at lægge stenene i.

Sandet blev vandet godt igennem og stampet, hvorefter det nu var klar til at lægge stenene i. Sten ved sten blev nu lagt meter efter meter og mindst 120 cm i bredden så man altid kan komme omkring med trillebøren.

På nogle steder gjorde jeg stien bredere for at skabe lidt variation og gøre der mere levende. Når der var lagt et stykke strøede jeg sand ned imellem og vandede det godt igennem så der blev fyldt ud mellem stenene. Jeg brugte en stolpe som brolæggerjomfru så belægningen blev rimelig plan, herefter var sten klar til at gå på.

Stierne betyder, at vi altid kan komme tørskoet gennem haven. Voldene, der opstod langs stierne blev til hævede bede af forskellig art.

De hævede bede gav os en have med variation og et mere spændende perspektiv. Stierne kræver naturligvis pasning. Lige nu skal jeg i gang med at skrabe mellem stenene, hvorefter jeg fejer med en stiv kost. Det er et arbejde som jeg gentager hvert forår.

Jeg glæder mig daglig over stierne og det liv der opstår mellem sten og planter, der blandt andet kan varieres ved hjælp af krukker, som kan placeres undervejs.

Planterne bløder kanterne op mellem bedene og stien, hvilket giver et mere naturligt og "malerisk" havebillede.

Jeg er vidende om, at der et sted i landet er en pige ved navn Mai, der i disse dage er i gang med at anlægge stenstier gennem sin skovhave. Jeg ser hende for mig, liggende på knæene og lægger marksten ved marksten og meter efter meter snor stien sig gennem denne skovhave - det er et meget poetisk billede, der tegner sig for mit øje.