Gamle fotos på nyt indlæg..

Med disse billeder er jeg for en dels vedkommende dykket ned i billeder, som stammer fra dias, jeg har skandet. Det er billeder, der for nogles vedkommende rækker mange år tilbage. Det er efterhånden 25 år siden at jeg for alvor begyndte at tage billeder fra vores have.

Selve skandingsteknikken har rent teknisk nok ikke været den bedste, idet billederne er blevet en anelse mere sløret i forhold til det orginale dia. Imidlertid er det som om, at netop det lidt slørede look på en måde understreger billedernes `ælde` - optagelser fra for længe siden.

Det giver en hvis kontinuitet at have billeder af sin have, der rækker så mange år tilbage. Masser af billeder af lykkelige havedage - at  gense træer og buske, man plantede som helt små og som nu er blevet store eller måske er fjernet igen, i den proces man kan kalde `den foranderlige have`.

Her er en gruppe buksbomkugler, som blev plantet ind i `skovtykningen`, men hvor det viste sig, at de måtte flyttes, fordi de ikke fik lys nok. Sådan kan man gennem årene eksperimentere og gøre sig sine erfaringer.

Det ser jo ganske pænt ud med de små valmuesøstre, der havde forvildet sig ind i bedet, og skabte lidt liv mellem alt det grønne  

- det kunne man godt tilskynde den til igen.

Hvor står de dejlig stramt i formen, de klippede cotoneaster i baggrunden. I dag er de større og mere upræcise i formen, og er nærmest ved at gro sammen i en sammenhængende kuglestruktur.

Den store kermesbær til højre dukkede op af sig selv - en fugl har formodentlig smidt en klat, hvori der var et frø. og den voksede op, stor og mægtig med sine dekorative frugter, og vi glædede os over den gennem flere år. Men for et par år siden mistede den ævred og blev borte - sådan er meget kun til låns.

Inger i skudlinjen under optagelser fra vores have i 2002.

Den lille Cotoneaster voksede igennem en sten. På et tidspunkt blev den for tyk i stammen. Vi har stadig stenen indeholdende en stump af stammen.

En rødtjørn bagerst til venstre og granerne til højre blev fjernet for år tilbage. Rødtjørnen fik en svampesygdom og visnede, og granerne væltede i en vinterstorm. - Og sådan griber naturen ind i en haves forløb, og det er bare vilkårene.

Opstilling i grågrønt på en møllesten.

Den spiralformede buksbom blev flyttet rundt som blikfang. Et år fik vi en hård vinter, som den ikke klarede.

Dild er en smuk skærmplante. Den vil helst selv bestemme, hvor den skal gro. Hvert forår strør vi frøene lidt hist og pist i urtehaven, så kan den selv finde ud af, hvor den vil komme op.

Da planterne var mindre, var stenene mere markante.

Jeg har en forkærlighed til de grågrønne.

Utehaven i højbedene er nok det mest foranderlige sted i haven. Vi kalder den en `portage`efter engelsk forbillede. Det er her vi dyrker krydderurter, lidt grøntsaget og blomster - visse af blomsterne sår sig selv, så som morgenfruer, kongelys, valmuesøster o.a.. Der kan således let opstå et lidt rodet indtryk, men vi har valgt at kalde det `poetisk rod` og i virkeligheden er det stedet i haven, der mest taler til alle sanser på én gang.

Vi har gennem årene slæbt mange sten hjem i haven, og nogle af dem brugte vi til at kante bedene med. Her i en kombination med `klyner`(tørveblokke), der begge dele er fremragende, hvis man ønsker at bygge et bed op i højden.

Det er rart at kombinere sten og planter - jeg kan godt lide kontrasten mellem de bløde planter og de hårde sten.

En række af sommerdage.

Længslen efter sommerdage kan ligge latent, men dukker alligevel regelmæssigt op fra - ja, hvorfra egentlig - hvor ligger det gemt? I sindet måske, eller i sjælen,  et eller andet sted i hjernen, hvor erindringen gemmer sig -  drømmene og følelsen gør, at vinteren er til at holde ud, det luner at tænke på milde sommerdage.

Lige nu  kan man kompensere og nære drømmene lidt ved at studere de frøkataloger, som i disse dage dumper ned i brevkassen, og en god havebog med masser af inspiration er vel heller ikke at foragte - eller hvad med at gå til haveforedrag i Haveselskabets kredse og møde andre havehungrende mennesker. 

Der findes mange lidelsesfæller kan jeg se, som længes efter forår, når jeg kigger ind til mine følgere på bloggen eller mine venner på Facebook, kan jeg se, at det fylder meget. De fleste af dem har også vinter nu, og deres haver ligger stivfrossen ligesom min. Dybt inde i Rusland, hvor det for alvor er vinter, har de vel særlig grund til at have deres drømme om sommer. Jeg ser deres sommerbilleder og erfarer, at nogle russere har smukke haver og nogle af dem er fine rosenhaver. Jeg havde ellers opfattelsen af, at der var mere goldt derovre. 

Mine drømme handler i al sin enkelthed om at gå og kigge på  planterne - bare en stille glæde. Regulere lidt, hvis nogle breder sig lidt rigeligt på andres bekostning - plantesamfundet kan undertiden minde om menneskesamfundet.

Men ellers vil jeg bare gå her og nyde nuet, og glæde mig over, at jeg er til. Jeg vil dykke ned i detaljerne og se det store i det små.

Jeg kan glæde mig over synet af en klippet plante og her er det Cotonaster dammeri, som jeg har klippet gennem mange år ( her skulle nok ha` været fejet). Forneden vokser lidt vildsomt mor og barn planten, en løvefod og en blålig Hosta og kigger man lidt længere frem er der en plamage af trædebregnen Cotula squalida. De bunddækkene planter er ikke kun statister, synes jeg, de spiller en vigtig rolle i en have.

Haven gør mig på en eller anden måde glad, og det er vel en vigtig egenskab for en have. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det hænger sammen, men det er en følelse af noget rart. Når jeg i mine billeder af haven finder et parti, der rent kompositionelt er i orden, hvor harmoni mellem forskellig elementer er til stede, og der er balance i tingene, opstår netop den følelse af noget evigtgyldigt. Første gang jeg oplevede det, var i min pureste ungdom, hvor jeg stiftede bekendtskab med guldaldermalerne, hvor man lærte at se skønheden i landskaber.

Som 14-årig var jeg på en cykeltur sammen med tre kammerater over nogle dage, og boede på vandrehjem, hvor vi kom frem. Vi kom til Viborg og kom ind på Skovgaard Museet, hvor vi så værker af blandt andet P.C. Skovgaard, og da var jeg solgt. Vi kiggede også i montrene og så skitsebøger af de gamle malere og jeg syntes, at det var noget af det dejligste, jeg havde set. -Tænk, at man på en skitseblok med en blyant kunne lave så dejlige tegninger.

Jeg lærte også at sætte pris på modernister som Giersing, Lundstrøm, Rude og senere de abstrakte, hvor jeg også fandt skønhed og udtryk, men på en anden måde.

Ganske som maleriet er en udtryksform, mener jeg, at haven kan være en form for udtryk, hvorigennem det enkelte menneske viser sine følelser, der afspejler drømme.

Det fantastiske er, at der ikke findes regler for, hvordan en have skal udformes. Det er op til den enkeltes opfattelse af smag, idé og fantasi.

En have består jo ikke som her af små udsnit, men skal opleves i sin helhed. Derfor handler det om til sommer at komme rundt i landet til de åbne haver, og fornemme deres liv, atmosfære og stemning.

Haven er det sanselige med duft, farve og fylde.

Forår - forhåbning - forventning - forfinelse - forbavselse

Der er noget universelt over disse enkle, geometriske former - en krystallinsk renhed som de står her, i deres stringente klipning og danner kontrast mod ámorfe bede -  som at sejle i mælkevejens uendelighed.

Ved midsommertide er fordigheden total. Jeg kan lide når planterne trænges i bedene - klippede, fritvoksende, hængende - store og små blade mod hinanden. Længe leve mangfoldigheden!

Fra denne vinkel kan forhaven virke, som er den uden struktur, men træder man nærmere og bevæger sig ind i den, virker den anderledes ´velordnet`.

Havens mange granitsten som vi har fundet i landskaberne omkring Silkeborg, ført hertil, som de jo er, af isbræen ved den sidste istid, har forskellige gråtoner. Det kommer sig af, at én måske kommer fra området omkring Oslofjorden, en anden fra Väteren i Sverige og en tredie helt fra Finland, og nu er de samlet i haven, hvor stenene indbyrdes klær´ hinanden, samtidig med at de udgør en fin harmoni med planterne.

Inger kærtegnes af græsset, hver gang hun går forbi.

Vi forsøger at undgå, at haven kommer til at virke alt for velfriseret. Det er med at finde balancen i den slags ting. For megen orden kan virke dræbende - det er vel ingen kvalitet i sig selv, at der ikke findes ukrudt - eller der er revet eller kultiveret mellem alle planterne. Jeg bryder mig ikke om bar jord i bedene, det virker unaturligt. Derfor er jeg glad for et billede som dette, hvor man ikke umiddelbart fornemmer en overordnet plan - selv om den findes - men kan opleve illusionen at noget naturligt.