En haves natur er vel en illusion. Naturlighed er ikke det samme som natur, men er kun noget der ligner. En have er det hegnede, begrænsede areal (jordstykke), hvor vi går og dyrker planter - eller hvor vi bruger planterne til at skabe det vi kalder en have.
Haven er kultur, og er skabt og styret af menneskehænder ud fra fantasi, kreativitet og skabertrang eller noget så elementært som nyttebegrebet - altså at dyrke jorden for at opnå et udbytte. Og det er vel knap nok at naturen findes uden for vore haver.
Uden for byerne ligger kulturlandskabet, marker, enge og skove.
Alt er reguleret, afvandet og nyttegjort. Store grusgrave vidner om værdifulde ressourcer til byggeri af huse og motorveje. Først når vi når ud til vore kyster, oplever vi en strimmel af land, hvor det foregår på naturens præmisser.
Vores have består af stier og bede, opbygget gennem mange år, hvor vi helt bevidst har tilstræbt et hvis æstetisk udtryk. Vi har samlet planter og sten, der i et samspil gerne skulle virke naturligt og harmonisk - men det er og bliver kun en illusion om natur.
I slutningen af 1700-tallet opstår ønsket om landskabshaven ved de store herresæder. Man nedlægger de gamle renæssance- og barokhaver til fordel for den mere `naturlige` landskabshave, hvilket var helt i pagt med tidens romantiske strømninger.
Allerede Rousseau gjorde i sin tese i midten af århundredet gældende, at mennesket er godt fra naturens hånd, det der ødelægger det er civilisationen, hvorfor mennesket bør vende tilbage til naturen.
Tidens havemode resulterede også herhjemme i pragtfulde landskabshaver som Frederiksberg Have, haven ved Gisselfeld, haven ved Serridslevgaard ved Horsens, haven ved Liselund på Møn og en del andre. Og man gjorde det så grundigt, at der ikke mere fandtes nogle af de gamle klippede haver.
Omkring 1990érne begyndte man at rekonstruere flere af de nedlagte haver efter de gamle tegninger. Og man kan i disse år se dem genopstå, den ene efter den anden, i deres oprindelige form. Sådan skifter holdning, smag, og historisk orientering.
Hvis jeg skal karakterisere vores lille pacelhushave er den en delvis flirt med landskabshaven, men vi har også været opmærksom på at låne klippede elementer fra renæssance- og barokhaven. Idet vi finder at kontrasten mellem det klippede og det fritvoksende giver et godt og harmonisk samspil mellem havens former - en holdning som man også spillede helt bevidst på i de gamle klippede haver.
Den klippede figur virker her som et fokuspunkt, en kontrast, der fanger øjet, før det vandrer videre rundt i staudebedet.
Et kig ned i bunden til små naturlige detaljer.
Haven er grostedet, begrebets simple urform, det hegnede sted, som ordet betyder på alle sprog. (C. Th. Sørensen, `Europas Havekunst`).
Haven er et resultat af menneskets dybe trang til at gøre alt bedre, en evig stræben mod en uopnåelig fuldkommenhed, som er det egentlige, menneskelige princip. (C. Th. S.)
Fantasiens have kan handle om den fantasi, som udvises i haven under dens udformning og vedligeholdelse, men netop i disse dage med hårdt vintervejr, kan det vel også handle om de behov vi har for at drømme og fantasere om haven derude - om alt det, som skal ske, når vi får forår og frosten går af jorden. Lige nu er det tid at drømme, at samle inspiration og planlægge.
Billederne i dette indlæg stammer fra dias som jeg har scannet, hvorved de er blevet lidt slørede og kan virke lidt mere `drømmeagtige`.
Jeg føler, at det at skrive indlæg, i denne tid kompenserer lidt for den manglende aktivitet i haven. Det luner at tænke på det, som snart skal ske i haven og at se billeder derude fra.
Havens frodighed er det altafgørende. En haves stil er da vigtig, men planternes struttende vækst, der slører og bløder havens tegning op, giver naturlighed. Derfor skal man ikke være bange for rette linjer i haven, planterne skal nok løse problemet.
Skønne billeder igen. Jeg lagde især mærke til de fine billeder af din bronzefennikel, jeg havde også billede med forleden dag af den. De er meget fotogene og smukke.
SvarSletDu har ret i, at det at lave indlæg hjælper lidt på havetrangen, derfor laver jeg et hver dag.
Her sner det og er helt hvidt, heldigvis er vinden løjet lidt af.
Kh
Lisbeth
Hej Lisbeth
SvarSletJa, bronzefennikel er en dejlig plante, der kan dukke op forskellige steder i haven. Vi må skrive os ud af havetrangen, forhåbentlig bliver det snart forår. Sneen kom i nat også til Silkeborg, men heldigvis ikke i de mængder, som var forudsagt
Kh Jørn
Hej Jørn, Jeg leder efter et træ som skal bruges som bonsai. Det skal væres til indendøres i en lejlighed, arten af træet er ikke så vigtig, dog til indendøres.
SvarSletJeg vil høre om du ved hvor man kan opfange noget lignende.
Du må meget gerne kontakte mig på 53379413
Hilsen Daniel Clausen
Hej Daniel
SletJeg har ikke så megen erfaring med indendørs bonsai, men jeg har dog haft megen glæde af stuebirk, Figus benjamina`Wiandii`,ligesom pengetræ, Crassula arborenscens er velegnet. En plante som myrte, Myrtus communis vil på grund af sine små blade også være velegnet. Der vil være langt flere, der kan bruges. En tur i for eksempel Plantorama vil kunne give dig flere ideer. God fornøjelse, bonsia er en dejlig interesse, og en spændende verden at begive sig ind i.
Venlig hilsen
Jørn
Hej Jørn.
SvarSletDet er mig, der har sagt til min lillebror, Daniel herover, at du måske ved hvor henne han kan købe det bonsai træ han drømmer om, og evt. hvad han skal gå efter. Håber du kan hjælpe.
Det at du blander forskellige tiders mode og strømninger, på din helt egen måde, med alle kontrakterne, gør netop, at din have får sin helt egen personlighed, som bare er så flot.
Ja, vi længes efter rigtig forår og solskinsvejr. Det hjælper lidt at blogge, men jeg synes efterhånden vintervejret føles lidt som en spændetrøje. Jeg håber ikke det kan vare meget længere mere!
Venlig hilsen Malene
Hej Malene.
SletJeg håber, at jeg har kunnet hjælpe din bror lidt på vej.
Ja, det er egentlig spændende at dykke ned i havehistorien og låne lidt hist og pist, for derefter at flette det sammen med sine egne ideer og udføre det i sit eget temperament.
Kh. Jørn
Hej Jørn.
SletJa, jeg tror det var en god hjælp. Så må han en tur til Plantorama, (måske han vil ta' mig med, det ville jo ikke være dårligt, vel). Tusind tak, fordi du gav dig tid til at hjælpe ham lidt på vej. Det ville jo være herligt, hvis det kunne være starten på en ny hobby, han lyder i hvert fald til at være meget opsat på det.
Ja, det er mægtigt spændende. Og haver med stor personlighed er altid de mest interessante at se på, også for andre. Jeg har også tænkt mange forskellige ting med ind i mine haveplaner, som jeg så forsøger at tolke på min helt egen måde. Også i mine fremtidige planer har jeg kombineret forskellige indtryk til en sammenhængende plan. Jeg har netop et indlæg om mine haveplaner på min blog i disse dage, og indlæg om flere planer følger.
Venlig hilsen Malene