Naturen i fantasiens have.

En haves natur er vel en illusion. Naturlighed er ikke det samme som natur, men er kun noget der ligner. En have er det hegnede, begrænsede areal (jordstykke), hvor vi går og dyrker planter - eller hvor vi bruger planterne til at skabe det vi kalder en have.

Haven er kultur, og er skabt og styret af menneskehænder ud fra fantasi, kreativitet og skabertrang eller noget så elementært som nyttebegrebet - altså at dyrke jorden for at opnå et udbytte. Og det er vel knap nok at naturen findes uden for vore haver. 

Uden for byerne ligger kulturlandskabet, marker, enge og skove.

Alt er reguleret, afvandet og nyttegjort. Store grusgrave vidner om værdifulde ressourcer til byggeri af huse og motorveje. Først når vi når ud til vore kyster, oplever vi en strimmel af land, hvor det foregår på naturens præmisser.

Vores have består af stier og bede, opbygget gennem mange år, hvor vi helt bevidst har tilstræbt et hvis æstetisk udtryk. Vi har samlet planter og sten, der i et samspil gerne skulle virke naturligt og harmonisk - men det er og bliver kun en illusion om natur.

 I slutningen af 1700-tallet opstår ønsket om landskabshaven ved de store herresæder. Man nedlægger de gamle renæssance- og barokhaver til fordel for den mere `naturlige` landskabshave, hvilket var helt i pagt med tidens romantiske strømninger. 

Allerede Rousseau gjorde i  sin tese i midten af århundredet gældende, at mennesket er godt fra naturens hånd, det der ødelægger det er civilisationen, hvorfor mennesket bør vende tilbage til naturen.

Tidens havemode resulterede også herhjemme i pragtfulde landskabshaver som Frederiksberg Have, haven ved Gisselfeld, haven ved Serridslevgaard ved Horsens, haven ved Liselund på Møn og en del andre. Og man gjorde det så grundigt, at der ikke mere fandtes nogle af de gamle klippede haver.

Omkring 1990érne begyndte man at rekonstruere flere af de nedlagte haver efter de gamle tegninger. Og man kan i disse år se dem genopstå, den ene efter den anden, i deres oprindelige form. Sådan skifter holdning, smag, og historisk orientering.

Hvis jeg skal karakterisere vores lille pacelhushave er den en delvis flirt med landskabshaven, men vi har også været opmærksom på at låne klippede elementer fra renæssance- og barokhaven. Idet vi finder at kontrasten mellem det klippede og det fritvoksende giver et godt og harmonisk samspil mellem havens former - en holdning som man også spillede helt bevidst på i de gamle klippede haver.

Den klippede figur virker her som et fokuspunkt,  en kontrast, der fanger øjet, før det vandrer videre rundt i staudebedet.

Et kig ned i bunden til små naturlige detaljer.

Haven er grostedet, begrebets simple urform, det hegnede sted, som ordet betyder på alle sprog. (C. Th. Sørensen, `Europas Havekunst`).

Haven er et resultat af menneskets dybe trang til at gøre alt bedre, en evig stræben mod en uopnåelig fuldkommenhed, som er det egentlige, menneskelige princip. (C. Th. S.) 

Fantasiens have kan handle om den fantasi, som udvises i haven under dens udformning og vedligeholdelse, men netop i disse dage med hårdt vintervejr, kan det vel også handle om de behov vi har for at drømme og fantasere om haven derude - om alt det, som skal ske, når vi får forår og frosten går af jorden. Lige nu er det tid at drømme, at samle inspiration og planlægge.

Billederne i dette indlæg stammer fra dias som jeg har scannet, hvorved de er blevet lidt slørede og kan virke lidt mere `drømmeagtige`.

Jeg føler, at det at skrive indlæg, i denne tid kompenserer lidt for den manglende aktivitet i haven. Det luner at tænke på det, som snart skal ske i haven og at se billeder derude fra.

  

Havens frodighed er det altafgørende. En haves stil er da vigtig, men planternes struttende vækst, der slører og bløder havens tegning op, giver naturlighed. Derfor skal man ikke være bange for rette linjer i haven, planterne skal nok løse problemet.