Alt har sin tid.

For en del år siden tog jeg en stikling af den lille krybende pil, Salix x simulatrix, som jeg stammede op over nogle år, så den på den måde blev `løftet op´ i højden.

Også i sin vinterdragt havde den gennem årene en fin skulpturel virkning.

Den blev klippet i paraplyform, trolig har jeg klippet og holdt den i form gennem årene, og på et tidspunkt begyndte den at hælde ud over stien, så den måtte have en støttestok. Selv om jeg klippede den, blev den større og større med årene, og jeg havde for længst erkendt, at den var blevet for stor til sine omgivelser. I dag tog jeg konsekvensen af det, og gravede den op. Det skar mig lidt i hjertet, for man får et speciel forhold til en plante, man har kendt siden den var stikling.

Stiforløbet med bedet før jeg gik i gang. Nederst den opstammede pil, der forsvandt, hvilket gav anledning til at den lille busk med det gulbrune efterårsløv i midten af billedet holdt flyttedag, og rykkede ned på pilens plads.

Den lille busk, der indtog pladsen er en dværgbøg, Fagus s. Cristata, som jeg ellers har klippet lidt hårdt, fordi den stod for tæt på en dværgfyr. Nu har den fået mere `albuerum`.

Opgravningen og flytningen involverede også nogle af stenene. Jeg synes stadig at der er noget `dramatisk`over det at placere rå granitsten i samklang med de bløde planter. Hver gang det sker, er der noget kompositionelt, der skal falde på plads, uden at det må komme til at virke for arrangeret.

Haven er stadig smuk i sin efterårsdragt, den bliver mere og mere gennemsigtig i takt med løvfaldet.

Den franske kurv i jern som vi købte i orangeriet på Gisselfeldt, bliver smukkere og smukkere jo mere den ruster.

En nabokat på besøg - kom i kun i små fugle.