Skønhed i forfald eller forfald i skønhed.

Det er med et vist vemod man i disse dage går sin tur rundt i haven. Jeg havde lige siddet og sorteret i billederne, jeg skal bruge onsdag den 23. til mit foredrag i Gråsten, og havde derfor havens sommerbilleder liggende helt fremme på nethinden, da jeg for et øjeblik siden gik rundt derude og tog et par billeder. De Hosta`er, der for et par dage siden stod ranke og flotte med deres gule blade, er nu næsten klasket helt sammen. Sådan forløber efteråret hvert eneste år - havens planter er simpelt hen programmeret til det. Disse urteagtige planter er tilsyneladende ikke til det evige liv - og dog ved vi jo, at selv når jorden er bundet af frosten til vinter, findes der et spirende liv dernede. Og når foråret kommer, dukker de frem som fornyede, og begynder forfra på et nyt liv.

Der er stadig masser af skønhed at glæde sig over - her bladene på den røde parykbusk med regndråber.

Jeg har lige plukket ind af de røde paradisæbler, delt dem og overhældt dem med vodka. I løbet af en måneds tid har vi en velsmagende kryddersnaps, der kan lune på kolde vinteraftener.

Vores lille madonna kigger lidt mismodig ud over haven som ville hun sige - ak, er vi nu nået dertil igen.

Vi købte liljeløgene i England i juli, og plantede dem straks ved hjemkomsten. Jeg var lige ved at tro, at de kunne nå at springe ud, men mere end det her, når de nok ikke i år. De er med helt grønne blomster og det var det der gjorde, at vi faldt for dem.