Poesiens have - havens poesi.

Det kan være havens små detaljer, der fanger opmærksomheden.

Enkle, umiddelbare virkemidler, der et eller andet sted bunder i tilfældigheder - eller er det nu også det? Haven er jo bevidst opbygget og styret, detalje efter detalje, hvor tingene måske spiller sammen og danner helheder, men hvor effekter som lys og skygge og alt det flygtige, det sarte og forgængelige, der opstår, og ikke lader sig styre, men bringer os hen mod det mærkelige udefinerbare, som vi kan kalde poesi.

Når man bevæger sig ud i haven og manøvrerer rundt blandt dens grønne vækster, fortæller den om menneskelig omsorg. Selvom man sidder mutters-alene herude, er det ikke den hudløse ensomhed som ude i den vilde natur - overalt har menneskehænder lagt tingene til rette.

Træernes kroner giver haven et loft og skaber rum. Øjet skal kunne bevæge sig rundt efter linjer og flader, der gør haven ligeværdig set fra alle punkter.

De grønne farvetoner danner rammen om det gode liv i det mentale rum, haven, hvor det er vigtigt at lære at acceptere, at der er ting, der ingen plan har, som lever sit helt eget liv, og ikke lader sig styre.

Lad ikke haven stresse dig. De ting, der skal gøres, skal du gøre for din egen skyld og i dit eget tempo. Lad hækkeklipning blive af meditativ karakter. Nyd det kreative element, når du beskærer en rose eller former et træ. Hvis du hader at slå græs, så afskaf græsplænen og plant noget, der er sjovere. Skab et vildnis i et hjørne og glæd dig over naturens kræfter. Haven er som sjælen - noget skal tæmmes og trimmes, og andet skal have lov til at vokse frit.

Det er i havens mangfoldighed at fornemmelsen af poesi kan opstå.

At skabe partier, som var det naturen selv der havde skabt dem, kan være et mål for havens udtryk.

At anslå en stemning gennem anvendelse af enkle, naturlige virkemidler, kan berige haven med et poetisk formsprog.

Det er ofte indendøre i vinterhalvåret, at de visionære ideer omkring havens udformning opstår.