Havens vildskab.

Midt i urtehavens `vildskab` kan det være velgørende med en stram klippet form som kontrast. Formen giver en hvis ro 

til bedet, samtidig med at den sender et signal om, at der trods vildskaben og `det poetiske rod` er én og anden, der har styr på det.

At tilstræbe lidt vildskab handler jo ikke om at lade stå til og tillade, at haven gror sammen. Det handler tvært imod om en bevidst styring og en fornemmelse for havens væsen og muligheder.

Her hvor de pude- og tæppedannende planter breder sig ud  mellem stenene i stierne, kan det virke som om haven har fået frie tøjler. Egentlig synes jeg, at det er smukt og giver en fornemmelse af `havens natur`, hvor planterne bløder kanterne op og er ved at udviske grænsen mellem bede og stier.

Al jorden dækket - ganske som i naturen.

Græssernes lette tekstur er som et gardin, der slører udsynet.

Mange taksplanter er kommet ind i haven via fuglene, hvor et bær er spiret og vokset frem. Efter mange års tålmod er de vokset op og formet til de figurer de er i dag. Taks har mange gode egenskaber - én af dem er, at den kan gro der, hvor de fleste andre nåletræer får for lidt lys.

Indrømmet, dette virker vel ikke særlig `vildt`: - En smal stenbelagt sti snor sig gennem en beplantning præget af lave stauder, græsser og især klippede buske. Men buskenes asymmetriske placering medvirker til at gøre kompositionen mere naturlig og levende. Måske er udtrykket `tæmmet vildskab`mere rigtigt.

Her er udtrykket `bugnende frodighed` måske dækkende.

Her er tilstræbt en naturlig vegetation dog stadig med klippede kugler som en markant kontrast.