Den dybere mening.

Hvordan går det til, at haven kommer til at fylde så meget som den gør i vores tilfælde? Haveinteresse og havearbejde betragtes jo som en ret harmløs foreteelse, hvilket det jo også er. Det skaber ikke ligefrem omvæltninger eller revolutioner - tværtimod handler det om noget så jordnært som kreative gøremål og det at udtrykke sig gennem brugen af levende vækster, om ro til omtanke, harmoni og trivsel.

Hvad det enkelte menneske opfatter som den dybere mening i tilværelsen, er selvfølgelig individuelt, det vigtigste er, at man finder frem til det.

Det er jo for længst erkendt, at mennesker får det godt ved at opholde sig i grønne haverum. Og der kan skabes haver, som udelukkende spiller på de mange grønne nuancer, der findes i planteverdenen. En sådan farveholdning vil de fleste finde rolig,  harmonisk, uden at virke kedelig - kan nok sammenlignes med et stille stykke kammermusik med milde klange. 

Men det er jo også velgørende med lidt farvemæssig kontrast som her, hvor en opstammet diamantazalea blander sig i koret, og skaber lidt mere spænding.

Lysten til at klippe og forme visse af havens vækster er tydelig, når man vandrer gennem vores have, og må vist ses som eksempel på den ro, som haven kan give én - alt medens tankerne kan svæve hid og did, og saksen gør sit.

Det er spændende at lege med havens design, at sammensætte planter med forskellig karakter mod kantede, hårde sten af en hel tredje karakter. Krybende vækster mod opadstræbende og strittende græsser mod bløde, runde buksbomkugler o.s.v.. 

Det giver liv og variation i haven, når man bevidst arbejder med lys- og skyggevirkninger, og man samtidig finder det rette miljø til den enkelte plante. 

Gæster i haven giver anledning til megen hyggelig havesnak.