Midt i urtehavens blomsterflor indånder vi de af sommerens sparsomme stunder, som er os tildelt i år. Så når temperaturerne og solen indbyder til det, gælder det om at udnytte det. Og hvor har vi vel havens sanseoplevelser koncentreret mere end netop her mellem duftende krydderurter, roser, pelargonier og katteurt?
Inde i halvskyggen klarer rosen Tommelise sig fint - placeret i sin smedejernsurne, hvorved den løftes lidt op over bunddækket.
På turen rundt mellem de grønne vækster nyder vi dagenes vekslende lys.
Rosen Bonica er utrolig rigtblomstrende.
Den formklippede taks må jævnligt strammes op med saksen.
Rosen Lykkefund præger haverummet medens den blomstrer.
Rosen Raubritter er bare utrolig lige nu.
I forsommeren rettede jeg kronen på vores kejsertræ til, og fjernede et par store grene, fordi det trak sig skæv efter lyset. Efterfølgende har det åbenbart følt sig truet, og har sat et stor nyt skud på stammen. På samme måde klipper jeg lige nu frøstandene af vores storkenæb, hvorved de provokeres til at begynde en ny blomstring.
Egentlig er det vel en slags `planternes intelligens`?