Igen - igen.

Det bliver let til gentagelser, når jeg skriver om haven og viser billeder derfra - og det er efterhånden stået på gennem seks år. Alligevel har jeg mange følgere - dagligt mellem 300 - 500 fra hele verden, der kigger med på bloggen. Gamle følgere er faldet fra undervejs, og nye er kommet til. Og det giver mig stadig en stor glæde og tilfredsstillelse både at skrive og fotografere, så jeg fortsætter nok nogle år endnu.

Vores have har mange små detaljer - opstillinger, hvor materialerne gerne skulle harmonere og spille op til planterne i bedet, og derved skabe spænding, variation og gøre turen gennem haven mere afvekslende

.

Forleden klippede jeg vores storkenæb lidt ned, især Geranium `Rose Clair` var blevet lang og ranglet. Det resulterer i, at de forskellige storkenæb giver en ny blomstring, når vi vender tilbage efter ferien. Medens det stod på, gik jeg og tænkte, at planter jo egentlig er udstyret med en slags 'intelligens' - den bekymrer sig om slægtens fortsættelse, og skaber en ny blomstring med efterfølgende frøsætning.

Vi er glade for vore lave hække - her en takshæk, der er med til at skabe rum og  give struktur i haven, samtidig med at den er en god støtte for stauderne.

Hver sommer har vi glæde af midterrabatten i vores indkørsel, der er beplantet med tørketålende planter som timian, origanum, romersk kamille, blågræsser o.m.a.. 

Hen over sommeren er der gang i saksen - der er altid noget, som  trænger til at blive klippet, så formen strammes op. Og egentlig er det et dejligt afslappende arbejde - næsten meditativt - man sidder midt i alt det grønne, og er til.

Netop nu blomstrer hortensiaen Annabella med sine gulgrønne skærme. 

En have er en drøm, der er gjort til virkelighed.