Den vilde have er en gave.

Udsigt fra husets balkon mod Kattegat.

I virkeligheden har vi to haver, nemlig den derhjemme i Silkeborg og så den herude på Djursland - helt så
langt ud man kan komme ved Kattegats kyst over for øen Hjelm, ligger den. Det er to meget forskellige haver, hvor den i Silkeborg er en "kulturhave" medens den herude på Mols er en "naturhave", der næsten er vild. Området er inkluderet i Nationalpark Mols Bjerge på grund af en særegen og spændende strand med en sjælden vegetation.

Herude lever vi næsten halvdelen af vores liv. Efter en tid hjemme i Silkeborg opbygges behovet for at komme ud og se vand - "det store vand" vel at mærke. Derhjemme er det Silkeborg-søerne, som må tilfredsstille os, men længselen efter at se havets vidtstrakte flader ligger som et latent behov, der må tilfredsstilles.

Også her pynter det med lidt rimfrost.

Det nærmeste man kommer en nem have er nok den naturprægede have, som vi har den her. Men en helt vedligeholdelsesfri have er nok en utopi. Vi har her i efteråret fælled en del store fyrre- og grantræer, dels fordi de var udvoksede og ikke mere så kønne og dels for stadig at have udsigten til vandet. Men ellers er alt hvad naturen kan finde på velkomment. I sommertiden glæder vi os over alle græsserne, her kender vi ikke begrebet ukrudt. Selv padderokker og gederams er her på sin plads. Stauder som knopurt, bakkenellike, engelskgræs, strandkål, røllike, slangehoved, cikorie, vild kørvel, storkenæb, harekløver, krybende potentil, sankt hansurt og valmue er blot et udpluk af de blomster, der dukker op i løbet af sommeren.

Knopurt er en stor og dekorativ staude.

En pæn bunke træknuder venter på at blive flækket.

   

Den omsætning af organiske stoffer, som foregår i naturen, er også forbilledet for vores naturprægede have. I bunden af busketterne får grene, kviste og blade fra træerne lov til at blive liggende, så svampe og bakterier efterhånden kan nedbryde og forandre det til værdifuld humus, der indgår i den naturlige skovbund.


Som overstandere i den "vilde have" har vi valgt ud fra hvad der er naturligt for området. Meget er naturligt kommet af sig selv. Det drejer sig for eksempel om gyvel, hyld, eg, røn, birk, klitrose, rynket rose, kaprifolie og brombær, der gennem årene er dukket op på den 2500 kvadratmeter store grund, der grænser helt ned til Kattegats kyst. på det område, hvor vi har fældet store træer er nu plantet sandtorn og vilde roser. Der er opnået stor frodighed gennem tætte krat af slåen, brombær og vilde roser, som er hjemsted for et rigt fugleliv.

                                                              
Den vilde haves righoldige vegetation bidrager til nogle af vores store passioner, nemlig at tegne og male, tilberedning af urtebrændevin, hvor særlige favoritter er røllike, klitrose, havtorn, slåen, røn, hyld, perikon og strand malurt. Der syltes hyben og brombær og plukkes mange blomster til kranse og buketter i sommerens løb, ligesom Inger samler urter til farvning af garn, som hun bruger i sin vævning. Herved kommer nogle af naturens farver indendørs og indgår i boligen sammen med små fragmenter af tømmer fra forliste skibe, flinteredskaber og sten, der er spændende nok til at blive slæbt op i huset.

Her er den naturfarvede garn (birkeblade) vævet til sofapuder.

              

         
                    
En narurhave er som sagt ikke arbejdsfri, men næsten. Arbejdet består stort set af at slå en græssti fra huset og ned til stranden og så en gang imellem at fælde, tynde ud for på den måde at regulere, for at bevare udsigten til vandet og over til Hjelm. Året igennem er havet det centrale - altid afspejlende vejret - lyset, luften  og atmosfæren. -"Hvordan er vejret i dag, kan vi se Hjelm"? - lyder det evindelige spørgsmål.

Der er dage, hvor havet står som en blygrå og lidt død flade, måske brudt af hvidt skum på bølgerne. Andre dage viser det tænder og undertiden så voldsomt at man kan føle sig hensat til Vesterhavet. Havet kan også være diset og sløret og farverne bliver diffuse og dæmpede og husets beboere mister Hjelm af sigte. Men så er der heldigvis også dage med liv, hvor vandet fremviser lysets evige skiften, fra det neddæmpede til tindrende sol med lysglimt, der næsten gør ondt i øjnene og kan bringe Willumsens billede af badende børn i erindring.

Få kilometer fra os har vi Ebeltoft, der med sine gamle og historiske bygninger er til stor glæde. Hele tiden finder vi nye detaljer i de gamle gaders idyl. Og i den nærliggende skov lytter vi  på sommeraftener til nattergalens sang.

En mis kom forbi og indtog fodderbrædtet.