Sidst i september.

Det kom sig af, at Inger blev inviteret til damefrokost i det sønderjyske og da vi gennem flere år gerne har villet derned af for at se "sort sol", indlogerede vi os på Hotel Tønder for en enkelt nat.


Tønder er en af de byer der lokker med sine mange historiske bygninger og på kunstmuseet så vi en separatudstilling af maleren Kenneth Nielsen - en af de "unge vilde", der nu som ældre er blevet tæmmet. Hans billeder er egentlig smukke og flere af de mindre lærreder er farvemæssigt, nærmest poetiske. Vi så et par stykker, som vi godt kunne få plads til derhjemme i stuen.

På vejen ud til marsken holdt vi ind ved Møgeltønder og gik op og ned af hovedgaden. Vi er meget betaget af de gamle bygninger med deres meget smukke døre. Det er fint snedkerarbejde i mange forskellige stilarter og smukke farvesammensætninger.

Det var nu så som så med "sort sol", vi så nogle mindre stæreflokke, der lettede en gang imellem. På turistbureauet i Tønder havde de fortalt os, at de store stæreflokke havde flyttet sig et langt stykke ned i den tyske marsk. Men vi oplevede da at se store flokke af grågæs, der gik og snadrede og så en smuk solnedgang ud over Vadehavet.

Næste dag, lørdag, satte jeg Inger af i Branderup ved middagstid og havde således eftermiddagen til egen dispotion. Hvad gør en mand så, når han skal ud på egen boldgade? - Jo, han tager naturligvis ud og ser på haver.

Tilfældigvis fandt jeg i Haveselskabets fortegnelse over åbne haver på nettet en have hos en dame, der hedder  Marianne Munk og bor i noget der hedder Troldkær, Koldingvej 33, 6630 Rødding. Da jeg kontaktede hende pr. telefon syntes hun ikke rigtig at haven var i orden til at vise frem, men jeg kunne jo altid få en fornemmelse af havens ide´, og hvis jeg ville tage til takke  med den, som den nu så ud, var jeg da velkommen.

"Nå, er det dig!" - sagde hun, da jeg ankom. Det viste sig, at Marianne havde hørt et af mine foredrag i Røde Kro Havekreds sidste vinter.

Det blev en dejlig oplevelse i det lune septembervejr. Marianne tog sig tid til at vise rundt i den 2000 kvm. store have og fortalte glad og levende og med stor indsigt om sine planter. Haven må nærmest betegnes som en lidt vild, romantisk have med mange roser og hyggelige kroge.

Marianne passer selv sin store have, der løbende bliver ændret og forbedret. Mange ideer og inspiration har hun hentet på haverejser til England og Holland.

Grunden, der er omgivet af store træer, hække og levende hegn giver læ, og haven er i øvrigt opdelt i to haver, adskilt af en gårdhave, og over alt er der roser.

Nordhaven er mest en skovhave med ca. 70 forskellige rhododendron og azalea , hosta, bregner og primula, flere sjældne træer, en masse forårsløg og en samling historiske roser, rosenpergola, drivhus og kompostanlæg. I denne "store skov" bliver børnebørnene advaret om ikke at fare vild, fortæller Marianne. De har heldigvis altid fundet tilbage.

Sydhaven er primært en rosenhave med såvel bedroser som en pergola med slyngroser.

 Sydhaven rummer også mange klematis, stauder, liljer, hortensia og dahlia.

Ialt rummer haven over 350 forskellige rosensorter, hovedsagelig Austinroser og historiske roser. Sidste efterår  blev der nyplantet  ca. 50 moderne engelske og franske roser.

De afblomstrede violfrøstjerner står nu med deres lette, dekorative slør.

I gårdhaven fandtes nogle smukke røde plantesammensætninger, der sammen med husets røde mur danner en flot symfoni. 

På udhusets mur, der er kalket med en kalk, der er tilsat jernvitriol, opnås en smuk gul farve, som sammen med de italienskrøde døre kan give en nærmest toscansk stemning - i øvrigt et af de steder, hvor Marianne også har været og hentet haveinspirarion.

Marianne har også sans for de små detaljer.

Også til næste år holder Marianne åben have. Hold øje med datoerne i Haveselskabets fortegnelse over festival-haverne i juni 2012, hvor roserne vil være i fuld blomst.

Efter besøget i Mariannes have fortsatte jeg mod Ribe. Byen virker på mig som en magnet. Den rummer jo alt det som skønhedssøgende mennesker kan ønske sig - alle de gamle historiske bygninger med en masse spændende detaljer og stemningen i de brolagte gader.

På Kunstmuseet var der kun tre kvarter til lukketid, men da vi har besøgt museet flere gange var det nok til et gensyn med deres permanente samling.

Uden for Vikingemuseet sad jeg på den lave mur ud mod fortovet og spiste min medbragte mad. Et par små teenages-piger stoppede op og spurgte, om jeg ville hjælpe dem. Med hvad dog? - spurgte jeg. Jo, vi vil gerne have dig til at købe nogle cigaretter til os her ovre på Banegården, for vi må ikke selv købe dem. Jamen sådan et par kønne, unge, piger ryger da vel ikke - udbrød jeg. Jow, sagde den ene lidt brødebetynget. Vi er kun festrygere beroligede den anden mig, ja men der er da ikke fest nu, indvendte jeg - nej, men i avten æ der. Jeg foreslog dem at finde en anden til opgaven, da jeg jo sad midt i maden.

Under min slentring  rundt i byen kom jeg gennem Sortebrødregade, og ud for nr. 7 var et skilt med  teksten "åben have" sat frem. Det viste sig at være haven, som jeg i det tidlige forår fortalte om i et indlæg, hvor vi i forbindelse med mit foredrag i Ribe Havekreds blev inviteret af Lisa Salling hen for at se hendes have.

Nu var der betydelig mere frodighed.

Haven har en helt vidunderlig beliggenhed med til Ribe Å. Det er helt utroligt at man kan gå fra gaden, gennem gården og ind i en så fredfyldt gammel  have, blot 300 meter fra Domkirken.

Jeg fik en hyggelig snak med Lisa og hendes mand, der et øjeblik før min ankomst var vendt hjem fra en ferie   i Bosnien.

Det er hyggeligt at gå rundt i den kun 700 kvm. have, den har sin helt egen atmosfære, der sammen med de gamle bygninger, hvor dele af dem i middelalderen indgik i en bondegård her midt i byen, emmer af romantik, ro, skønhed og ælde.

Og et glimt af gården på vejen ud.

Herefter var jeg en tur inde i Sct. Katharinæ Kirke og Klostergård, der sammen med Domkirken er de eneste prægtige komplekser, der er levnet af Ribes middelalderlige kirker, klostre, kapeller og hospitaler.

Til slut endte jeg sent på eftermiddagen dødtræt på en bænk ved Ribe Havn, herefter jeg fandt bilen og kørte tilbage til Branderup efter Inger.