Sider

fredag den 30. september 2011

Havens foranderlighed.


Haven vil hen over årene forandres. En af årsagerne til forandring kan være den, at træer og buske bliver for store på det sted, hvor de har stået og må erstattes af mindre. Og sådan er det også gået i nogle af de små kvadratiske bede i forhaven, som jeg anlagde for 23 år siden, dengang jeg ændrede haven til dens nuværende form.


Bedets grundform med indhold har stort set været den samme gennem årene, nemlig nogle markante sten og tre buksbomkugler placeret i et kvadratisk bed. Det, der har været forandringen er de små træer, som jeg har brugt som overstandere i bedet, der efterhånden som de blev for store det pågældende sted er blevet erstattet af nogle mindre, men af en helt anden sort.




Jeg tror, at jeg var lidt japansk inspireret, da bedet blev etableret. I al sin enkelthed handler opbygningen om kontrasten mellem de bløde buksbomkugler og de hårde, kantede sten. Det lave grønne og mosagtige i bunden er en Sedum lydium. Men det jeg vil fortælle om er som sagt overstanderen, der er en Juniperus procumbens "Nana", som er hjemmehørende i Japan. Det er oprindelig en lav dværgformet busk, hvis skudspidset vender nedad, men denne er podet på en stamme, så den bliver et lille træ. Og sådan stod det på sin plads med sine stedsegrønne nåle vinter og sommer gennem mange år.

Det eneste jeg foretog mig, var at studse de hængende spidser en gang imellem for at den ikke skulle blive for stor. Men efter ca. 10 år måtte jeg erkende, at den var for stor - harmonien mellem bedets elementer var ikke længere til stede og så var tiden jo inde til at prøve noget nyt. Det gamle "træ" blev flyttet til et sted i havens udkant, hvor det trives fint.


            Bagerst i billedet ses Juniperus procumbens nu væsentlig større og i sine nye omgivelser.



Det nye blev en lille Himaleyaceder, Cedrus deodora "Horizontalis" - altså en lidt vandretvoksende, åben og hængende vækst. Den blev dog ret hurtig noget større end jeg havde forestillet mig og gennem nogle år tyndede jeg ud i grenene og kortede dem noget af. Det grønne bunddække er nu erstattet af ral, idet der efterhånden var for lidt lys til at det kunne klare sig.


Igen måtte jeg erkende, at et træ var blevet for stor i det lille bed og også dette blev nu plantet i havens yderkant, hvor det nu blot kan voks som det vil og blive til et stort, smukt og harmonisk træ. Buksbomkuglerne er af og til blevet byttet med nogle mindre, når også de blev for store.



Forleden blev der så plantet et nyt lille træ. Denne gang blev der valgt en spændende hængegran, Picea abies "Inversa", der er langsomtvoksende og formodentlig kan passe ind i bedet i mange år. Den bliver ikke ret meget højere, men nok lidt bredere, hvilket nok kan modvirkes ved at studse den lidt i grenene. Når jeg skal være ærlig, kan jeg faktisk godt lide at regulere småtræer med saksen og derved give dem deres eget udtryk.

Fra naturens hånd har de jo også fået forskellige karakterer og udtryk. Jeg synes for eksempel, at Himaleyacederen virker helt menneskelig og ligner en person, der er åben og favner hele verden samtidig med at den er modtagelig for nye tanker og påvirkninger, hvorimod hængegranen ser mere tænksom og lukket ud som en filosof, der er dybt koncentreret omkring sine egne tanker. Jeg ser Fritz Jürgensen´s karikatur af Søren Kierkegaard for mig, hvor han går gennem Københavns gader med paraplyen under armen, lidt sammensunken og verdensfjern.



Haven er jo den store grønne organisme, der år efter år gentager sit skuespil og altid i sin helt egen rytme. Og med årene vokser planterne, buskene og træerne sig større og større, hvorfor der er god mening i løbende at tage billeder af haven, for at følge udviklingen   - ganske som man tager billeder af sine børn og børnebørn.









Naturen kan være den inspirationskilde, der virker ind på skabertrangen ved udformningen af havens bede, hvor en vekslen mellem høje og lave stauder og et skift mellem stor- og småbladede planter kan skabe variation og undertiden adskildelse - små pauser mellem blomsternes farver. Høje og lave græsser kan give lethed og blød op på en sammensætning, der ellers kan virke for kompakt.



I nogle områder af haven tillader vi en hvis vildskab, igen kan man spille på kontrasten mellem noget vildt og noget mere plejet. Alene det, at de formklippede vækster står stramt klippede antyder, at man har styr på det, og falder øjet herefter på noget mere vildsomt, fremhæver tingenes forskellighed hinanden.












Der er noget fascinerende ved at opholde sig inde i noget skyggefuldt og kigge ud mod lyset. Det vekslende lysindfald hen over dagen skaber stemning.






Vi lader os omslutte af havens mikrokosmos, dette lille fredfyldte paradis, der som princip kan antyde noget om kosmisk energi 
- kunne det være den inderste kerne af det, der er selve livets mening?





















.



7 kommentarer:

  1. Tak for endnu en dejlig tur i det grønne.

    SvarSlet
  2. Roligt att följa dina trädbyten. Och visst måste man byta när träd eller buskar blir för stora, det hör till.
    Jättefina bilder!
    Hälsningar
    Katarina

    SvarSlet
  3. Hej Sussi.
    Det var en fornøjelse at vise dig rundt. Du skal altid være velkommen til at kigge ind - også live.
    Kh Jørn

    SvarSlet
  4. Hej Katarina
    Ja, det er vigtigt at se på sin have med kritiske øjne og få plantet om i tide. Undertiden er det nyttigt at rejse ud og komme hjem og se haven med nye øjne, så man ikke bliver "hjemmeblind".
    Kh Jørn

    SvarSlet
  5. naturens virke og kraft er det største vidunder her i verden, tak for kikket...

    SvarSlet
  6. Hej,
    Jag har provat att skicka en kommentar tidigare, vet inte om det fungerar nu heller så jag skriver bara ett kort inlägg.
    Du har en fantastisk blog med verkligt fantastiska bilder. En sån dejlig inspiration. Supertack!
    /Anita

    SvarSlet
  7. Hej Anita.

    Tak for din kommentar. Jo, det fungerer fint med at komme igennem. Jeg bliver så glad når jeg erfarer, at andre har glæde af min blog og finder inspiration ved den. Det er jo medvirkende til at man har lyst til at fortsætte.

    Kh. Jørn

    SvarSlet