Begyndelsen af oktober.

Det er da ikke uden et hvis vemod, man erkender, at havesæsonen  går mod sin slutning. Men heldigvis kan der endnu komme lune dage, hvor man kan sætte sig derude i en solstribe og lade sig gennemvarme. Og endnu er der da heldigvis en masse, der skal gøres, før haven er vinterklar. 

Men vinteren kan komme over os før vi aner. Sidste efterår kom den alt for tidlig og overraskede på den måde mange havemennesker. Men lige nu skal vi jo bare nyde den efterårsstemning, der langsomt breder sig over haven.

I mit forrige indlæg viste jeg denne gran, der er en nyerhvervelse til erstatning af en himaleyaceder. Granen er en hængegran, Picea abies "Inversa". Jeg ved da ikke rigtig, hvor begejstret jeg er for hængetræer - på kirkegårde taler man om sørgetræer, fordi de står og hænger og ser sørgmodige ud på gravstederne. Som børn sagde vi, hvis en kammerat stod og hængte over én: "Jeg kan godt lide træer, men ikke hængetræer!"

I dag greb jeg så saksen og lettede den lidt for neden. Det synes jeg egentlig at den blev bedre af. Nu kan man se stammen og stenene træder også tydligere frem. Det lille træ har på den måde fået en anden og mere let karakter. Skulle jeg komme til at fortryde indgrebet, kan jeg altid lade den udvikle sig som hængetræ igen.  Man taler om et træs arkitektur, og det synes jeg er spændende at arbejde med. Derfor er saksen nok blevet mit vigtigste haveredskab.

Et sted i haven har vi en rosmarinpil, Salix rosmarinifolie, der bliver klippet i kugle og den fik også en klipning i dag. Den var blevet lidt lang i skudene, så det pyntede på den, da den stod med en mere præcis form.

En del af det jeg klippede af brugte jeg som stiklinger. Det er jo dejlig let at få rod på pil.

Jeg stak dem i en blanding af sand og almindelig næringsberiget spagnum og vandede det godt i gennem. Jeg plejer at overdække stiklinger med hvidt plastfolie, men det er der næsten ingen grund til på denne årstid.

Jeg fletter undertiden tre stiklinger sammen, når de har slået rod, hvorved man hurtigt får et lille træ. Efter få år vokser de tre planter sammen til én stamme.

Rosmarinpil har fået sit navn ved, at dens blade ligner rosmarinplantens. Her en rosmarin til sammenligning.

Også i efteråret er der mange gøremål i haven. Ganske vist er det den lille vandkande Inger har gang i, for der er ikke det store behov for vanding lige nu, men hun vander her med gødning i vandet, idet de afrikanske skærmliljer har behov for næring, for at knopperne til næste års blomstring kan dannes nu.

                              Træernes blade drysser nu ned i den lille madonnaens vandskål.

                         Den japanske guldlærk har rigtig fået efterårs-guldfarve, nu lige før nålene drysser.

Noget af det første, der får efterårsfarver er Hostabladene. Her i begyndelsen af oktober sker det, at al den frodighed som disse blade sommeren igennem har givet haven, pludselig antager en meget smuk gul farve, hvorefter de klasker sammen og siger tak for i år.

                             Ingefær viser deres flotte røde frugter, der liver op i bedene.

Endnu findes smukke karakterfulde blade. Disse dybt indskårne blade stammer fra stauden Aks-Brandbæger, der er af slægten Ligularia.

Inger plantede denne Campanula i en krukke for år tilbage. Den har det med at blomstre sommeren igennem helt frem til nu, og helt ude af takt  med sine artsfæller ude i bedene.

                             Rønnetræerne drysser dekorativt sine bær ud over gangene.

                             Kermesbær, Phytolacca står lige nu med sine flotte sortviolette frugter.

Katteurt, Nepeta blomstrer stadig i urtehaven og den har fyldt vældig meget i et par klynger, det blev klippet ned efter den første blomstring, hvilket har bevirket, at den nu er med, lige til frosten sætter ind.