Billeder af en sommer.

Det er nu, hvor haven ligger stivfrossen hen, at drømmene om sommerdage trænger sig på. Det at finde billeder frem af sommer i haven, kan lige nu varme langt ind i sjælen - eller hvor det nu er, at det varmer.


Kald mig bare en drømmer, for det tror jeg vi er, alle vi, der lige nu går og tænker på den kommende havesæson. Uden drømme, heller ingen visioner om alt det herlige, der skal ske, når solen igen for alvor får magt.


Jeg tager i denne tid rundt i flere af Haveselskabets kredse og fortæller om haver. Det er foredrag, der netop her i vintertiden har god grobund, føler jeg, for man kan ligefrem fornemme, hvordan folk trænger til at beskæftige sig med noget om haver. Jeg tror, at det  kan give inspiration, at folk bliver tændte og åbner op for haveglæden og drømmene om alle sommerdagene i haven, der venter.

Billedet er taget fra bænken i vores løvhytte, der er lavet af vedbend og dermed stedsegrøn. Og det man sidder derinde i skyggen og kigger ud på, er et grønt motiv sammensat af helt almindelige haveplanter, og det føles fredfyldt med alle de grønne nuancer, de formklippede kugler, en ellers markant sten er ved at være dækket i al frodigheden. På bænken her kan man sidde og vegetere - føle sig som et med omgivelserne - finde ro og afslappelse.

Her er stien, der fører frem til løvhytten og bænken. Lige nu er det oplyst af morgensolen, men snart ligger det i skygge. Det er jo netop lysets vandring gennem haven, det vekslende lysindfald hen over sommerdagen, der skaber magien og poesien.

Lyset skaber jo forunderlig skønhed, når det som her modellerer formen frem i en Hosta, helt ned i de mindste detaljer, sart og fint.

En gruppe olivenoliekrukker indgår som en natur morte, der bryder lidt med havens grønhed. Krukkerne er souvenirs fra rejser.

Urtehaven med sine vækster rummer også en hvis poesi og det er ikke kun til nytte, men i høj grad også til skønhed, haveglæde og den stemning, der opstår.

Jeg kan mærke, at jeg har noget på hjerte, når jeg set et billede som dette af de stenbelagte stier. De fyldte virkelig meget i mit haveliv i det par år, hvor det stod på med at anlægge dem - alle de mange sten, der blev slæbt hjem og al den jord der hobede sig op, og derefter blev til hævede bede. Det var en tid med stor kreativitet og skaberglæde og som jeg hver dag siden har haft stor glæde af.

Stierne har hver dag siden indbudt til ture rundt i haven, der er anlagt sådan, at haven ikke kan overskues fra et sted, men at man tvinges - eller endnu bedre, får lyst til at vandre rundt på stierne, for at opleve de daglige indtryk.

Et sted er det den tæppedannende pileurt, Polygonum affine, der har bredt sig ud på stien.

I forhaven har jeg gravet en beholder ned på 40x 40 cm. og 40 cm. i dybden. Og her er plads til en lille nøkkerose, lidt zebrasiv, der er omkranset af trædebregne, og så bor der en stor frø. Jeg tror, at det er den samme, der dukker op år efter år.

I juni blomstrer den røde rhododendron "Morgenrot", der er en Yakushimanum-hybrid og i bunden ses den krybende læbeløs, Ajuga reptans.

Kontrasten mellem et par kantede sten og en blød uldpil, Salix lanata, er vel anledning nok til et sådant arrangement, i bunden den mosagtige Sedum lydium.