November hængt til tørre.

November lukker sommerhaven ned - endnu er det muligt på sine daglige ture rundt at opleve den stille poesi som haven stadig rummer, her før sneen kommer og lægger sit beskyttende lag over herlighederne.

Et klogt havemenneske har engang sagt: "Vil du være lykkelig i din have, må du have forsonet dig med tanken om alt levendes uundgåelige og bestandige forandring - også at det visner og dør.

Heldigvis findes alle de stedsegrønne til at stå imod vinteren med, fuglene kan bruge dem til at finde læ i og nogle af dem er klippede som strukturer, der kan være med til at gøre haven spændende for menneskene at se på i vinterhalvåret.

Flintesten med hul helt igennem er velegnede til at plante i.

Også en stump af en frønnet bjælke kan anvendes. Her er det en lille røn, der har fundet sig til rette.

                        Endnu en udgave af en bjælkestump. 

Egentlig er det vel kun fantasien, der sætter grænser. Det vigtigste er, at det materialemæssigt falder naturligt ind i havens helhed.

Trærødder og stubbe er selvskrevet til formålet.

Den lave efterårssol finder pletvis ind i haven og skaber lidt liv og stemning.

Den gamle kloakrist der i sin tid fik et tryk`seksten ved en tilfældighed, og derved blev til en haveskulptur, står nu og ruster og bliver smukkere og smukkere som årene går. Det var vel Robert Jacobsen der lærte os, at se skønheden i rusten jern, og i det hele taget skønheden, der kan ligge i forfaldet, som vi oplever det i haven lige nu.

    Den klippede sydbøg er ved at antage sit vinterlook.

Hængelærken træder smukt frem på den mørke baggrund.  Det er i det hele taget mørket, der langsomt er ved at indtage haven.

Parasolblad er skønhed i forfald eller er det forfald i skønhed?

Også ærtetræet fremtræder med sit skulpturelle vinterskelet.

Paradisæblerne er modne og smukke, snart ligger de (delte) i et glas overhældt med vodka, for at blive til en velsmagende dram, der kan nydes og lune i den mørke vintertid.