Det lille glimt.

At spire

at være grøn og ny

at være nær ved jorden uden at miste kontakten med lyset

at blomstre i en eksplosion af farver

at fatte fast om roden når det blæser 

at sætte frø

vide 

visne

Et lille frø skal nå at spire og udvikle sig hen over en enkelt sommer, som er dets livsforløb.

Forfatteren Thomas Carlyle udtrykker i al sin enkelthed menneskets livsforløb således: "Et liv - et lille glimt af tid - mellem to evigheder". Det kan lyde lidt højstemt og filosofisk, men tænker man efter, er det jo en svimlende tanke, og et utroligt held at være blandt de, som har fået lov til at være i glimtet. 

Livet er altså lige nu, og det gælder i den grad om at være til stede i sit glimt af tid, før man igen glider over i evigheden.

 Havemennesker, der følger deres instinkter og intuition og undertiden bruger tid på at reflektere over tingene, samtidig med deres gøremål i haven som  planlægning, designe, formere, beskære, luge, klippe, fælde, så, plante og så videre, oplever deres forehavende som noget meningsfyldt, gennem det at skabe deres helt eget lille paradis. -  Det lyder stadig højstemt og måske lidt naivt. Piet Hein sagde i et af sine Gruk: "Det er naivt at tro, at dette liv kan leves, hvis man ikke er naiv".

Hvornår er målet med haven så nået?  Det haster nok ikke med at nå til vejs ende, for netop ved det at nå målet, slukkes glimtet.

Lyset er en afgørende del af dette glimt, og er betingelsen for at se og sanse alt det som haven vil berige os med.

Skønheden forbinder haven med ånd og holdning. Æstetikken er en væsentlig bestanddel af en haves udtryk. Jeg mødte det for alvor i Sissinghursts  hvide  have syd for London, som har den kvalitet, der er afgørende for, at en have har sjæl, og samtidig er romantisk. 

Romantikken kender vi, når vi møder den, og dens modsætning er realismen. Vi kender den blandt andet fra guldalderens malere, der gennem deres billeder fra1800-tallets midte lærte os at se på de smukke landskaber, der omgiver os. På samme måde handler romantiske haver vel om at indeholde elementer, som vi opfatter som idyl. Faren kan ligge i, at det kammer over, og bliver en forloren romantik. Men hvis man formår, at si det værste fra, som templer og kunstige ruiner, og holder sig til planternes sammensætning i et romantiske udtryk, er det afgjort en berigelse for haven.

Som i et glimt rammer sollyset en valmuesøster, der med en magisk kraft reflekterer energien ud i havens mikrokosmos.

I urtehavens mylder skyder et kongelys op med stor majestætisk potens - omgivet af mimoseagtige fennikel, der fniser.

Lys og skygge er ofte kampen mellem to hårde kontraster, her bilægges den af græsset, der venligt, men bestemt lægger sig imellem.

Blide, bløde buler blandt bundækkets betagende blade.

Vanddråberne på løvefodens blade er i et flygtigt øjeblik som tindrende diamanter.

I vedbendens masse opstod en hule, hvor solstegte havemennesker søger skyggens svalhed.

Skønne svigefulde skvalderkål, som skyndsomt sonderer surbundens svale skygge - Satans skammelige, smukke søster.

Valmuens varsomme væsen vederkvæger visse vildsomme vækster.

Sødskærm sår sig sommesteder.

Græssernes ynde og lethed er ren poesi, når de undertiden hvisker i vinden.

De omkringstående vækster spejler sig forfængeligt.

Kæmpestenbræk med det smukke navn Bergenia cordifolia strækker hals - ikke fordi den er nysgerrig - men den føler med rette, at den bør holde sig orienteret.

En beskyttende hæk, der kan værne og lette livet for sarte indvånere.

Den gamle zinkvandkande er gedigen håndværk, som har tjent i mange haver, før den kom til os. Vi fik den af gode venner, der mente, at den hos os kunne komme på pension. Vi værner om den, og stiller den ind i udhuset om vinteren.

Variation - eller bare rod? Det er jo afgjort ingen klar komposition. På den anden side udtrykker det vel bare mangfoldighed og haveglæde, og så min hang til at plante tingene tæt sammen. Når jeg anskaffer nyt, kræver det virkelig overvejelse, hvor skal det placeres, hvad skal det nye eventuelt erstatte? 

Haven bidrager til sindets ligevægt. Det at omgive sig med grønne farver er godt for sjælen eller sindet, eller hvor det nu er, at den grønne kraft sætter ind.

Haven skal naturligvis også indeholde alle de andre farver, men i mindre mængder. Hos os vil det grønne altid dominerer. Hvor farver står og kæmper mod hinanden skabes der uro og disharmoni, men en lille rød klat midt i det grønne gør netop den grønne farve mere saftig grøn, samtidig med at den røde bliver mere mættet og dybrød. De gule og blå farver er beslægtet med grønt og kan derfor indgå i fine, rolige harmonier med det grønne. Violet og blåviolet er uudgrundelige og dybe - i et bestemt forhold mellem grøn og blåviolet synes jeg at høre musik på cello.