Varme farver til vinterfrosne sjæle.

Jeg synes, at Lise Blåbjergs billede udstråler varme, optimisme og koncentreret energi med sine glade farver. Her i den sol- og farvefattige vinter virker det på os som en `vitaminpille`, der kan peppe os lidt op.

Vi har haft billedet hængende gennem en del år, og bliver gladere og gladere for det. Lise Blåbjerg har malet sit billede i Provence, hvorfra hun har indfanget stemningen, lyset og sommervarmen og det er alt det, som nu strømmer ud i vores stue.

Og lige nu har vi enormt brug for den kraft som billedet kan give os.  Det er egentlig fantastisk, at kunst i den grad  kan formidle energi - at det ikke bare er pynt på væggen?

Billedet minder mig om en spadseretur gennem en blomsterhave, fyldt med varme, poesi og glade farver, og giver associationer til sommerdage herude i vores egen have.

Farverne har deres betydning, og griber ind og påvirker sindet, psyken og man taler ligefrem om begrebet farvepsykologi - altså farvens indvirkning på det menneskelige sind.

Når vi tænker på blomster og flagrende sommerfugle, slapper vi af og har det rart - for vi har nogle værdifulde oplevelser, måske helt tilbage fra barndommen, om det ubekymrede og enkle, om en verden fuld af skønhed og glæde i mormors have, der har sat sig som et uudsletteligt indtyk, man bærer med sig livet igennem.

Og det må vel siges, at være en værdifuld ballast, man kan have at stå imod med, og som måske ligefrem kan resultere i en fremtidig haveglæde.

Samtidig må jeg da erkende, at når jeg kigger mine havebilleder af sommerhaven igennem, er farverne modereret. Nu er det alle de grønne, der dominerer.

Det er nok et spørgsmål om temperament, men jeg kan ikke konstant have mange forskellige farver for øje. Og jeg har det på samme måde med musik, jeg kan simpelt hen ikke have musik i en lind strøm, som dagen igennem, bliver hældt ud over én. Jeg må have det i små mængder, hvor jeg kan nå at ´konsumere og fordøje`og samtidig nyde det, og altså når det passer mig. 

Farve er en stimulans og det samme gælder musikken, og hvis man overfodres giver det kvalme, og man bliver træt i hovedet, som af alle mulige andre stimulanser.

Derimod kan jeg sagtens have mange grønne farver. Det fine kammerspil, der her kan opstå mellem grønne toner i havens bede, er balsam for sjælen.

Det er godt at dykke ned i havebundens grønne verden og fornemme den ro man finder i frodigheden.

Milde og pastelagtige farver udstråler en ro, der harmonerer med havens sfæriske lethed. Som med et penselstrøg - ved lysets magiske kraft - finder de deres naturlige leje.

Det enkle og strukturelle giver ro i havens mylder af vækster.

Et kig ind i bedets virvar - er det mon rod, eller udtryk for mangfoldig naturlighed?

Jeg lavede plantestativet for år tilbage efter anvisning fra en tegning i ALT OM HAVEN. Nu skalder malingen og vind og vejr har fået det til at se lidt slidt ud - så dermed er målet nået. Det er måske det vi tilstræber, at tingene i haven får en hvis patina, og ikke skal se for nye og pæne ud.

Der er noget magisk over når den store grønne organisme, haven, breder sig ud, og forsøger på at sløre havens elementer.

Det bringer liv og spænding, når gul og rødorange spiller op til havens grønhed.

Vi fandt billedet af maleren Kjeld Hansen i en kunsthandel i Svaneke. Som helt ung menneske i 50`ernes Randers oplevede jeg hans billeder på udstillinger, og i en artikel i tidsskriftet Kunst kaldte man ham dengang for `Skovens maler`. Jeg var meget optaget af hans behandling af de grønne toner, og når han så samtidig byggede sit billede af skoven op som et konstruktivistisk billede, faldt det helt i hak med mit kunstsyn på den tid, hvor jeg var ung og søgende.  Derfor var det som at genfinde noget af sin ungdom, og når vi samtidig kunne købe det til en rimelig pris, måtte vi have det med til Silkeborg, hvor det hænger i vores stue og udtrykker skovens ro og harmoni.

Lidt af den samme harmoni har jeg nok søgt at tilføre vore have.

Husløgene og den grå granit klæder hinanden.

Ikke alt skal forklares, noget må tale for sig selv.

At gå ad tyste havestier kan give mindelser om romantikens tale om skovensomhed, hvor man søgte efter poesiens blå blomst.

Det overdådige, plantevækst i flere etager.

Regnvejrsmelankoli - sten og planter i drivvåd tilstand

- et øjeblik senere kigger solen lidt frem og letter stemningen.

Et dybt kig ind i en verden af grønt. For nogen er vores have nok lidt for kedelig og monoton, hvor der sker for lidt - for andre, det fredfyldte paradis, hvor det at vandre ad stien, ind i billedet, er en nydelse.

Man kan undertiden forville sig ind i en butik, hvor der er fuld tryk på højtalerne, musikken vælder ud, som var man kommet ind på et diskotek. Ofte er vi lige så stille listet ud, og fundet et roligere sted at handle. 

Det kan være forfriskende at komme til en storby på et kortere besøg - opleve dens liv og puls, hvor man tager larmen og den forurenede luft med i købet. Hvor ofte har vi ikke siddet på en fortovsrestaurant i Rom eller Paris og følt, at det var en naturlig del af oplevelsen?

Når vi derefter vendte hjem til vores grønne have med dens fred og ro, var det en lise for sjælen.