En have så grøn.

Jeg ved hvor der findes en have så grøn -

I dag nåede vi så frem til årets første forårsmåned, og det er som om vejret har forstået, at det forpligter. Solen skinner fra en skyfri himmel, og den lokker Inger og mig ud for at tage fat på oprydningen efter en lang vinter. Det der  især falder i øjnene er de visne græsser, der vinteren igennem har været dekorative - især med rimfrost på, men nu har vintervejret slidt på dem og de ligger og flyder rundt derude.

Snart vil de urteagtige vækster skyde op og gøre havens bund grøn. De mange pude- og tæppedannende planter vil brede sig i bedene - ja helt ud i gangene, bløde op mellem stenene og skabe den store, sammenhængende og grønne organisme, haven. 

Grøn er håbets farve og derfor higer vi vinteren igennem efter de mange grønne farver, der giver liv, fylde og frodighed til haven.

Nu findes der jo mange andre farver end grønt, vil én og anden måske indvende, og det er da rigtigt. Efter en lang gråbrun- og hvid vinter tørster vi simpelt hen efter farver, og man kan ligefrem mærke, hvordan man trænger til dem - som et vitamintilskud, der kan peppe os op og giver fornyet energi og livsmod.

Vi opnår de første stærke farver med vore rhododendron, når de  blomstrer. Efter afblomstringen er det de grønne nuancer, der dominerer.

I sommerhalvåret går jeg dagligt flere ture rundt med kameraet - vekslende belysninger og nye vinkler byder sig hele tiden til.

Vi holder af at finde småtræer til haven. Forrest i billedet står et lille hjertetræ, Cercidiphyllum japonicum `Pendulum` med sine hængende grene og en støttestok, der venter på, at træet kan holde sig selv. Midt i billedet ses et tempeltræ, Ginkgo biloba `Pendula` også med hængende grene. Det er en stikling fra et andet eksemplar i haven. Nu er det så stort at man er begyndt at betragte det som ´et rigtigt træ`. Øverst i billedet ses lidt af løvet på vores pilebladede pære, Pyrus salicifolia `Pendula`.

Jeg bliver aldrig færdig med at mene, at havens grønne, klippede strukturer giver liv og skønhed til haven. På en tur til Holland omkring 1986 så jeg klippede figurer i haver, og blev inspireret til selv at begynde at lege med de dele. Og jeg synes, at netop disse klippede strukturer har givet vores have en særværdi, som jeg sætter meget højt. Et eller andet sted har man vel behov for at sætte sit aftryk på omgivelserne.

Det handler jo dybest set om at være skabende - og rumme en følelse, som trænger ind som noget af det kosteligste i ens liv, der hvor man er allermest sårbar og følsom, dette ubegribelige sted, hvor man kan rammes af en inspiration, der også udvikler sig til en passion.

Der er noget renfærdig over klippede strukturer i haven, men de kan ikke stå alene. Det er i samspil med alt det uklippede, at de har deres berettigelse.

Vores pilebladede pære, Pyrus salicifolia `Pendula`er podet på en høj stamme, da den vil komme til at hænge langt ned med grenene.

Hortensia, Hydrangea arborenscens `Annabelle` begynder med sarte lysegrønne skærme, hvor efter de bliver mere og mere hvide.

Jeg er meget opmærksom på det fine, sarte lys, der kan ligge over de klippede former, som nænsomt accentuerer formen.

Skærmliljens blå farve harmonerer med de grønne toner.

Det at opholde sig i havens grønne rum kan hurtigt udvikle sig til noget essentielt i tilværelsen. Det fredfyldte og afslappende ved at opholde sig derude føles som et naturligt behov.