Ind i bedene.

Bedenes sammensætning er som bekendt ikke eviggyldige løsninger, men kan være af meget flygtig substans. Visse planter oplever man som værende meget robuste i kampen om pladsen i bedene - de klarer sig altså fint i det plantesamfund, hvor de er blevet placeret, og dukker op år efter år. For andre kan det være et kort bekendtskab, måske et par år, eller bukker under efter en enkelt sæson.

På den måde kan planter virke helt menneskelige: `Om de kan tilpasse sig` og være ´omstillingsparate` i det omgivende samfund.

Mistrives planter kan det skyldes forkert placering. Planter har jo som mennesker forskellige behov, nogle er til sol, andre til skygge. Kræver den enkelte plante surbund-, kalkholdig- eller neutral jord? Hvad med gødning? Er den til tør eller fugtig bund?

Dernæst kommer æstetikken ind i billedet - farve, struktur, miljø.

Virker det naturligt at sætte de pågældende planter sammen?  Tilstræber man det naturlige, eller er man mere til det stramme og konstruktive?

Søger man at kombinere det stramme med det fritvoksende og naturlige?

Spørgsmålene kan være mange, ligesom løsningerne er mangfoldige, og der er vi jo ved sagens kerne - der er heldigvis ingen regler for, hvordan en have skal udformes. Derfor vil emnet til alle tider være aktuel og levende, fordi det først og fremmest beror på den enkeltes smag, men også af påvirkninger gennem mode og miljømæssige holdninger.

Samvittigheds spørgsmålet til haveejeren kan være: Om haven er det sted man dyrker planter? - Altså  om man er plantesamler.  Hvor man lægger stor vægt på at have sjældne planter, og hvor det spiller en rolle, hvor mange planter man har af hver art.

- Eller om planterne er det materiale, hvormed man skaber sin  have? - Altså æstetikeren, for hvem havens opbygning, dens arkitektur er væsentlig.

Ret beset er de fleste haveejere vel en blanding af begge holdninger.

Fotos er gode til støtte af erindringen. Jeg havde helt glemt den brogetbladede kærmindesøster som vi hjembragte fra Holland sidste sommer. Nu håber jeg, at det er indledningen til et langvarigt bekendtskab.

Her ses den brogetbladede kærmindesøster i de omgivelser den har fået. Jeg håber, at den vil trives godt og blive stor og kraftig i den kommende sommer, så den kan markere sig lidt mere.

Vores stjernemagnolia, Magnolia stellata står lige nu med store knopper.

Stierne er en del af havens struktur og man kan jo sige, at de forhindrer, at haven bliver et stort sammenhængende bed.

Et kig ind i et bed, der dybest set passer sig selv. Den store bregne er en kongebregne, som hen på sommeren bliver lidt for omfangsrig, hvorfor den bliver begrænset med saksen. Det samme gælder selvfølgelig buksbomkuglen, der bliver holdt i form. Men så er det også sagt. Det lille træ til venstre er en dværgform af vandgran, som vokser meget langsomt. Hostaerne kommer og går alt efter årstiden og helt i bunden er det hasselurt, der lukker af, og breder sig hele vejen ind, hvor der er dyb skygge, og den er stedsegrøn, hvilket gør den til en af havens mest værdifulde bunddækkeplanter.

Igen et udsnit af stiforløbet, der fører rundt til forskellige beplantninger. Jeg kan godt lide denne kombination af sten og plante og det lidt vilde look som græsser, storkenæb og andet bidrager med.

I urtehaven er de opstammede roser ved at være trængte af salaten, der har fået lov til at vokse sig stor.

Rosen `Tommelise`og i bunden storkenæb, Geranium endressii `Rose Clair`.

Et par af skovbundens indvånere, brogetbladet skvalderkål 

(i krukke) og ramsløg.

Jeg kan godt lide ind imellem at have nogle store grønne blokke. Det skaber en hvis ro i haven. Tidligere var det bambus, der udgjorde disse blokke, men da de blomstrede og måtte fjernes, blev de udskiftet med Thuja, der jo også egner sig til at blive klippet i form. Den nærmeste blok består af fire planter, der hurtig er vokset sammen til en helhed.