Forskud på forår

Nu er det jo ikke til at holde ud længere. Haven ligger stadig isfrossen hen. Jeg må ty til billeder fra tidligere forår. Og her gik vi og mente, at vi i forbindelse med klimaproblematikken  var blevet stillet i udsigt, at vi gik mod et mildere klima, og det vi så oplever, mere ligner begyndelsen på en ny istid.

Jeg savner liv og fylde i bedene og jeg er da heller ikke i tvivl om, at det kommer. Det har det jo gjort hvert år endnu, men der går jo alt for lang tid før vi for alvor kan komme i gang derude. Noget af det  jeg plejer at have klaret på denne tid, er spredningen af kompostbunkerne. Alt det grønne affald fra sidste sommer ligger og er delvis formuldet, og venter på at indgå som en vigtig faktor i den kommende sommers frodighed, men er som sagt stivfrossen.

Vintergæk kom naturligvis på den tid den plejer.

Det samme gælder Cyklamen coum, der er en af de meget tidlige forårsbebudere.

Også dorothealilje, melder sin ankomst når den tid er, og vil stå med sine fine hvide lampeskærme. Så hvad de første angår, er det sket forholdsvis planmæssig. Så jeg sætter min lid til, at resten også vil komme, blot lidt senere end normalt.

Hvert forår når bregnerne skyder op og ruller sig ud som små bispestave, er det som al tings begyndelse.

Det er jo dette, jeg i den grad trænger til at se, at havens bund begynder at grønnes med forskellige bregner, saxifraga, lærkespore og hvad der ellers dukker frem.

 Vi har jo lov til at drømme os frem til mere lys og fylde i havens  bede.

Primla er blandt de første.

Ligeså er lungeurt en forårsblomst. Her er det Pulmonnaria officinalis `Sissinghurst White`, der lyser op i  skovbunden.

Lige nu står de små krukker beskyttet ind mod muren.

Jeg glæder mig til, at de små træer i skåle kan stilles frem i lyset. 

Der står også en og anden buksbom eller taks, som jeg glæder mig til at klippe videre i.

Lige nu er der masser af visne blade og nedfaldne grene der skal fjernes før det kan se ud som på billedet. De grå kugleflintesten skal illudere en rindende kilde.

Den lille lærk i sit hjemmestøbte trug en en almindelig europæisk lærk, Larix decidua, som i sin tid blev stammet op og klippet i skyer.

Sidste forår blomstrede vores pilebladede pære for første gang. Den var som et brus af hvidgrå lethed mod havens mere tunge bund.

Lyse, lette og purpuragtige blomster i vores Magolia liliiflora `Nigra`.

Når bronzeblad, Rodgersia podophylla skyder op og breder sine smukke blade ud, bliver der frodighed i skovbunden.

Den opstammede hængegran er særlig smuk, når den står med sine lyse skud.

Den lille yndefulde torskemund har det med at dukke op de mest utolige steder i haven, og alle stederne virker den yderst velplaceret.

Den hvide lærkespore har også fundet sig til rette.

En Acer, der i sit udspring er lys og let. Det er jo overvejende det lyse og lette, der bærer foråret frem.

Et billede, der går igen og igen, fordi ét af havens grundtemaer er det med at klippe i form.

På grund af de mange stedsegrønne plantet har vores have fra starten en del volumen.

I det tidlige forår er stenene særlig tydelige.

Anemonerne fulgte med, da vi for mange år siden tog i skoven for at hente bladmuld.

De dekorative blade af italiensk ingefær er tidlig på færde.

Brogetbladet skvalderkål befinder sig i sin skål - og kun der!

Vores stjernemagnolie, Magnolia stellata blomstrer overdådigt hver forår. Den står i et surbundsbed og er opstammet, så der bliver plads til forskellige rhodendron under den.

Denne skulptur er en del af et lærketræ som jeg fældede og gravede op for mange år siden.

Denne fint designede regnmåler fik jeg i fødselsdagsgave for et par år siden - jeg håber, at få lejlighed til at tømme den rigtig mange gange i det kommende forår.

Den lille gule koreagran, Abies koreana `Lemon` er selvskrevet blandt havens sten.

Den gule forårsvortemælk, Euphorbia polychroma gør sig bemærket i  udkanten af staudebedet.

Rød og rust udgør et fint tone i tone farvespil.

Rhododendron x praecox er vores tidligst blomstrende Rhododendron.

Foråret så sagte kommer - men det kommer.

                                                                                         Kaj Munk