Sider

lørdag den 6. april 2013

Nu går våren gennem Nyhavn og omegn.



Undtagelsesvis skriver jeg denne gang om andet end haven.



Der var forårsstemning i Nyhavn - eller noget der lignede - herovre på solsiden havde `solen gule unger i hver lille regnvejrspyt`, som Sigfred Pedersen skrev i sin glade vise.

Da vi alligevel ikke kunne komme i haven og skulle til København i anden anledning, valgte vi at bruge et par dage ekstra i byen.



Der er altid en egen stemning i Nyhavn. Folk strømmer dertil når solen skinner, og der var allerede mange turister som os selv.



H. C. Andersen vandrede rundt og fortalte eventyr, til hvem der ville høre.



Bierne summede




- og der var et mylder af liv.



Vi er altid omkring blomsterkunstneren Tage Andersen`s forretning i Ny Adelgade, når vi er i København.



Det er ikke tilladt at fotografere i butikken, men gennem vinduerne får man et fint kalejdoskopisk indtryk ind i hans eventyrverden.



Vi har fulgt Tage Andersen gennem mange år både her og i Sverige, og har blandt andet set hans udstillinger rundt på kunstmuseer, hvor han har været udstillet i samspil med mange maleres værker - men altid med Tage Andersen i centrum.




På Strøget stod to drenge og sang fædrelandssange. De sang meget smukt, og vi gættede på at de var medlemmer af et drengekor, og da de nu ikke kunne komme i skole på grund af lærernes lock out, kunne de lige så godt brug tiden på at tjene lidt håndører.



Da Inger på et tidspunkt havde læst Maria Helleberg`s roman om Bertel Thorvaldsen, ville hun gerne ind for at se hans museum.
Nu tror én og anden, som ikke har været der selvfølgelig, at det handler om støvede gipsfigurer - og det gør det også.



Hebe er en græsk gudinde, der her er anbragt på sin piedestal. Jeg kender nu bedst navnet fra de dejlige planter til haven.



Vægfarverne derinde er smukke jordfarver og farveholdningen er påvirket af Pompei, der på Thorvaldsens tid lige var fundet og man var påbegyndt udgravningerne, hvorfor det optog både kunsten og håndværket rigtig meget, og dermed også det ophøjede, klassiske kunstsyn, der gennemsyrer hans skulpturer.






Der er også en dejlig klassisk ro over de kongelige og de af hans samtids højere borgerskab, der lod sig forevige i marmor.



Mange skolebørn lå rundt i lokalerne og var travlt optaget af at tegne gulvmønsteret af. Deres svømmelærer var lockoutet, fortalte de, og nu blev disse ledige mellemtimer fyldt ud med museumsbesøg, hvor pædagoger førte tilsyn med dem.



Thorvaldsen samlede på sin samtids billedkunst, for eksempel de danske guldaldermalere og her er billeder af blomstermaleren J.L. Jensen.






Ud over Thorvaldsen`s store malerisamling er der også de antikke samlinger, hvor man kan se en del af alle de græske, romerske og egyptiske ting han fik samlet. Man kan faktisk bruge flere dage på museet.
I museets kælderetage kan man i øjeblikket se en udstilling af nogle af billedhuggeren Mogens Bøgil´s værker.




Ved de kongelige stalde på Christiansborg fik hestene deres daglige tur rundt og rundt på pladsen.






Hver gang jeg passerer Kongens Nytorv skeler jeg til Harsdoff`s Palæ, der vel er den ypperste 1700-tals arkitektur i København.





I Nikolaj Kirke var der en kunstudstilling.



Meget af det var installationskunst, der ikke optager os helt så meget.












Vi brugte en aften på rockmusicallen Hair på Østre Gasværk. Det blev en forrygende oplevelse af et nostalgitrip, fra da vi var unge.
Fyldt med liv, farve, bevægelse, dans, akrobatik, musik og sange som vi huskede det, udført af Sanne Salomonsen og en flok unge aktører, der gav den hele armen. Man måtte ikke fotografere fra forestillingen. 




På turen hjemover mod overfarten Odden-Ebeltoft kørte vi omkring og genså Tveje Merløse Kirke, der har et interessant udseende med sine tvillingtårne og bygget i en blanding af kalksten og granit.



Kirken er bygget ca. 1150 formentlig af et medlem af Hvide-slægten. Blev restaureret 1892-1895, hvor kirken blev renset for alle de senere århundredes tilbygninger og ændringer og genskabt i det oprindelige romanske kirkehus.



Kirkens ældste kalkmalerier er i apsis.



Vi kørte videre til Holbæk, hvor vi spiste sen frokost på en fortovsrestaurant på hovedgaden.



Under måltidet blev vi underholdt af demonstrerende lærere, der ønskede at blive `locket ind`.



Det var en lang række af demonstranter og det foregik festligt med slogans, sang og musik.


6 kommentarer:

  1. Skønne billeder, hvor er det et dejligt land vi har når bare solen skinner.

    SvarSlet
  2. Hej Pernille
    Det er så sandt, som det er sagt.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  3. Hej Jørn.Sikke en dejlig tur i har haft her i hovedsteden.Der er rigtig meger at se,og i har da nået en masse.Nyhavn er altid fyldt med folk,lise så snart solen viser sig.
    Rigtig god weekend Jette

    SvarSlet
  4. Hej Jette
    Ja, det var en dejlig tur. København er fyldt med oplevelser og kulturtilbud for enhver smag. Når vi så er hjemme igen i fred og ro, er det jo også rart.
    God weekend
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  5. Der er meget spændende at se på i København, men man skal ikke være der for længe. Det er rigtigt dejligt at komme hjem igen i fred og ro. Det kan vi nu bedst lide, os som ikke er Københavnere :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisbeth
      Ja, København er simpelthen dejlig i passende doser - et par dage af gangen, så er vi mættet for en tid. Så går der måske et par år igen, før vi vender tilbage - og da er byen igen ny og dejlig.
      Kh. Jørn

      Slet