Ikke alle steder i haven er der så godt et kig til septembers blå himmel. Den del af træerne, der danner havens `loft` lukker visse steder noget af for udsigten opad - som nu denne bævreasp, der er havens højeste træ. Den var allerede stor, da vi for 30 år siden begyndte at lave have på den bare mark. Træet indgik oprindelig i et markskel - et levende hegn og derfra navnet på vores vej, der hedder Ved Hegnet.
Bævreaspens blade rasler hyggeligt, så snart en let sommervind tager i træet. Bladene sidder som bevægelige prikker og kan minde om neoimpressionisternes pointillisme, der virkede ved at kunstnerne malede med små prikker.
De mørke, tætte plamager er en vedbend, der kravler op i træet, den er så kraftigt voksende at den af og til er ved at bemægtige træet, og man må da op og begrænse væksten.
Vedbenden er som sagt utrolig frodig og hurtigvoksende. Helt nede i havens bund ved træets fod indgår dens lange ranker i en løvhytte, der flettes og klippes, så den danner rum. Herinde kan man finde skygge på hede sommerdage.
Endnu står haven grøn og relativt frisk med sine mange grønne nuancer og klippede former. Den 17. september har en gruppe på 20 personer fra "De grå pantere" i Silkeborg meldt deres ankomst i haven - det må da vist være sommerens sidste gæster.
Den hvide kranslilje var så smuk,
da den blomstrede i sommer. Nu står dens frøstand i en vase og ser skulpturel ud.
Hos Stig Lauridsen i Gisselfeld`s Paradehus fandt vi disse hvidgrå sukkulenter , der passer fint til jernkurven.
Èn gang om året må det lille `træ`studses, så man stadig kan få et kig ind til stammen og grenene.
Det samme gælder denne Juniperus procumbens.
Jeg har været gennem de klippede former for sidste gang i år. Nu er de klar til at gå vinteren i møde, hvor de spiller hovedrollerne.
Det lille fyrretræ fik nevet sine skud til halv størrelse i begyndelsen af juni.
Vi bruger megen tid på at nyde haven her i sensommeren.
Onsdag den 16. oktober kl. 19,30 kommer jeg til Gråsten og Omegns Havekreds med mit foredrag om `Den klippede have`.
Det foregår i Ahlmannsparken, Ahlefeldvej 4, 6300 Gråsten.
Det er hver gang en dejlig udfordring at møde interesserede havefolk, og jeg håber, at der kommer rigtig mange.
Vi havde forleden besøg af formanden for Esbjerg Havekreds, hvorfra de ønsker at komme i vores have til næste års udflugt, ligesom de ønsker et foredrag i september næste år.
De klippede strukturer indgår som væsentlige elementer i havens arkitektur.
Septemberhaven rummer en egen ro.
Septembers himmel spejler sig i fuglebadet.
Fine billeder som altid - vi har endnu til gode at se septembers blå himmel, men det kommer nok til weekenden.
SvarSletRart med alle de gæster som vil besøge jeres have.
Kh Lisbeth
Hej Lisbeth
SletTak. Du har ret - septembers blå himmel har vi til gode. Ja, vi glæder os over gæsterne.
Kh Jørn