søndag den 1. december 2013

Tæt på vinter.


Lysets engel har stadig sin plads i haven, trods den forestående vinter - eller måske netop derfor, hvor vi nu for alvor går den mørke tid i møde. Vinteren har antydet sin snarlige komme et par gange med nattefrost og rim på tage og planter, og vi har da også fyldt brænderummet op og skiftet til vinterdæk på bilen. Vi skal også omkring sommerhuset og tage vores forholdsregler der. Men lige nu har vi igen mildt vejr med  8-10 grader om dagen.



Der er dage med gråvejr, men ind imellem skinner solen og skaber lidt liv og fortæller, at det stadig er muligt at finde poesi i haven. På denne tid af året bliver vi nok lidt nøjsomme, hvad det angår, og er derfor særlig opmærksomme, når det forekommer.



De visne græsser bevæger sig i vinden og besidder lige nu en egen  skønhed i sit forfald.



Netop solens indfald skaber liv i alt det grå. Stenene ligger som de blev lagt - et forsøg på at illudere en virkelighed, som efter den sidste istid, hvor stenene blev droppet hid og did i landskabet. En naturimitation, der måske kan give haven et skær af en oprindelig natur.






Endnu er det muligt, at finde nedvisnende Hosta med den smukke gule farve, hver sort har åbenbart sin rytme.









Nogle af havens virkelig bastande elementer er granitten. Det er en fantastisk mulighed, at kunne bruge dette dejlige materiale på så mange måder derude.



Der har været rimfrost på kæmpestenbræk, Bergenia cordifolia, men den klarer sig, og er vintergrøn helt frem til foråret.



Der har været is på de små hulsten, men lige nu er der igen `åbent vand`.

















 Livet i haven, kan i al sin enkelthed stadig rumme noget smukt - lyset, forfaldet og det stedsegrønne, der vil markere sig vinteren igennem.





































6 kommentarer:

  1. Dejligt, og netop i jeres have som er så tæt beplantet, kan jeg fornemme, at det giver en særlig stemning når solstrålerne titter "igennem".

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sussi

      Ja, vi nyder netop stemningen, når lyset bevæger sig hen over dagen og strålerne titter igennem som store og små pletter.
      kh. Jørn

      Slet
  2. Kære Jørn,
    Hvor er det utroligt, så frodig og grøn jeres have endnu er. Vi skriver alligevel den tredje december og det hele strutter endnu!
    Det gør selvfølgelig heller ikke hele sceneriet mindre skønt, at du tager nogle drønflotte billeder. Smukt!
    Mange lune (snart)julehilsner,
    Mathias

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mathias
      Tak - det glæder mig at du synes om mine billeder. Ja, haven er endnu rimelig grøn i forhold til årstiden, men vi har ikke haft så voldsomt frostvejr endnu.
      Kh. Jørn

      Slet