Det er en dejlig mulighed at stå med sin have og have mulighed for at bruge den som legeplads. For mange år siden var det børnenes, men nu er det vores - det er der, vi bruger en masse tid, selvfølgelig mest i sommerhalvåret, men lige indtil frosten går i jorden er der mulighed for at føre idéer ud i virkeligheden og derigennem opleve at være sin egen designer.
Lige nu kan det være tid til at tage ud og finde spændende granitsten, placere dem i havens bede og kombinere dem med egnede planter. Prøv at placere stenene i `tilfældig orden` som naturen selv gjorde det ved sidste istid. Grav dem lidt ned, som om det er lidt af grundfjeldet, der stikker op.
Der findes næsten ikke større tilfredsstillelse i haven end at føje idé til idé, se dem udvikle sig, og skabe sammenhængende helheder.
Et kig ind i det tilsyneladende uendeligt grønne haverum.
Et kig ud til forhavens markante kvadratiske bede.
Med enkle midler kan der skabes en lille have i haven.
Der findes mange virkemidler, som kan anvendes når man vil `opbygge` sin have. Den kan bygges i flere etager, med de store træers kroner for oven, der danner `loft`, og derved er med til, at vi kan opfatte haven som rum. Herefter kommer lavere træer og buske, som er med til at møblere rummene, og helt nede ved de lave bunddækkeplanter dannes havens gulv. Lave hække kan opdele haven i flere rum, hvor højere hække, plankeværker o.a. giver havens begrænsende vægge. De klippede elementers skulpturelle strukturer giver en god kontrast til de fritvoksende planter. Græsser af forskellig højde og karakter kan give en let virkning - en tekstur, der er velgørende i havens mangfoldighed af liv.
Forskellige virkemidler i havens mikrokosmos - matte hårde sten mod runde bløde blade af hasselurt, der ydermere virker med sin silkeglans. En strittende græs af en helt anden karakter, hvor trædebregnen har en tæppedandende virkning mod en buskagtig Cryptomeria japonica. Stenene optager i løbet af dagen varme fra solen, som afgives igen hen under aften til planternes rødder. I kølige nætter kan der opstå kondensvand på stenene, der løber ned, og kommer de nærmeststående planter til gode.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar