I haven kan man skynde sig langsomt.

I haven kan man næsten glemme tiden, fordi man er optaget af mange forskellige gøremål. Tiden går jo ikke i stå, men det er som om den går langsommere og glider lidt i baggrunden, fordi man måske er  i gang med nogle jordnære ting derude i den levende organisme, haven. Det at plante, luge, vande, forme, formere, komponere, vurdere, være fordybet, forundret, begejstret og beriget i den kreative og givtige leg derude.

I Kristelig Dagblad kunne man i går læse en artikel under Idé og Tanke: 'Vi er bange for at mærke tiden gå'. Døden melder sig hos det vestlige menneske, når intet sker, siger den tyske filosof Rüdiger Safranski i sin seneste udgivelse. En time hver dag sidder Rüdiger Safranski på en café. Her tager den tyske filosof sig god tid, kigger på mennesker og lytter også gerne til, hvad de taler om.

På den måde trækker han tempoet ud af tiden. "Langsomgørelse" af tiden kalder han det, og han har flere andre ritualer til langsomgørelse, for eksempel en daglig spadseretur. De faste mønstre hjælper ham til at blive herre over tiden. Og hans seneste bog, "Tid", stiller netop spørgsmålet: Er vi herre over tiden, eller er den herre over os? "Tiden har altid været mere herre over os, end vi har været herre over tiden. Men den er blevet det endnu mere på grund af vores måde at organisere tiden på i det moderne samfund. Vi er kommet under et større tidspres," siger forfatteren.