Midsommer-frodighed.

Det er nu, at det markerer sig, alt det vi i foråret planlagde at så og plante. Nu står det her som et flot manifest og fylder enormt med sine farver, former og dufte. Det taler stærkt til sanserne og kan give sindet et løft.

Bare sidde midt i det hele og betragte haven - omgivet af alle de mange krydderurter, der dufter og kan spises. Stauder og sommerblomster står og stråler i al deres farvepragt, men det er trods alt de mange grønne farvenuancer, der præger de fleste områder i haven, hvor de danner den fredfyldte ramme om sommerens haveliv.

Sådanne billeder af fra uretehaven og staudebedet virker vel ikke særlig struktureret. Men jeg synes ikke at man kan frakende dem en naturlighed der netop minder om naturens måde at gebærde sig på. Jeg plejer at kalde det for havens "poetiske rod" og kan godt lide at salathovederne ikke står på en lang lige række.

Og selv om vi har lånt elementer fra de gamle renæssance- og barokhaver, har vi valgt at placere planterne asymmetrisk og ikke i  den stive symmetriske stil.

Ved et kig ind i de skyggefulde skovbundsbede vil man kunne konstatere, at al jorden er dækket af forskellige blade fra Hosta, bregner og andet.

Inger i færd med at rense en af de aller sidste rhododendron og det sker udelukkende af æstetiske grunde.

Den franske filosof ser mere og mere betænkelig ud efterhånden som han er ved at drukne i plantevækst.

Rosmarinpil, Salix "rosmarinifolia" egner sig til at blive klippet, hvorved den bliver ret tæt og kompakt.

Sten og planter langs sydgavlen.

Zebrasiv, Scirpus tatem "Zebrinus" står let og yndefuld i sin vandbeholder og svejer for vinden.

Også en klippet pil som jeg desværre ikke kan huske navnet på.

Klippede og uklippede planter i skøn forening.

 Stier fører rundt til havens frodighed.

Den smukke stenurt vokser ud over stenene og er jo tydelig i familie med Sct. Hansurt.

Hver dag går turen rundt og rundt på gangene.

Og lige nu fingerbøl, Digitalis purpurea.

Russisk mandstro, Eryngium planum er dekorativ, opadstræbende og kan sende tankerne hen i retning af gotisk arkitektur.

Jeg glæder mig hver dag i denne tid over midterrabatten i vores indkørsel. Inspirationen kom fra de tørre områder, som vi oplevede på rejser til Middelhavslandene.

Jeg håber at jeg mange år endnu skal have glæde af at klippe planter i form og ad den vej lege med havens arkitektur.

Rosens navn er Heidelberg.

Den lille fine elfenbensklokke er begyndt at blomstre.

- det samme er morgenfruerne.

På ærtetræet hænger nu de små frøstande, "ærterne".

Jeg kan godt lide en sådan "kuglesamling" af buksbom, der giver bedet noget pompøst, der skaber ro.

Og igen lidt mere stramt - en vertikal og horisontal bevægelse.

Langs stierne bløder plantevæksten stenkanten lidt op.

Kransliljen, Martagon "Claude Shride" er nu fuldt udsprunget.

Rosa, "New Dawn" på huses sydgavl er nu i fuld flor.

Vi brugte en del år på at slæbe sten med hjem i haven og det har i ordets egentlige betydning vist sig at være en varig glæde. Der går nok ikke en dag uden at jeg glæder mig over det samspil, der opstår mellem sten og planter.

Og her flere sten sammen med andre virkemidler. Haven er et sted, der rummer drømme og nye ideer vil komme til. Det handler om kontinuitet og på den måde vil haven leve videre år efter år.