Blot slentre gennem haven.

På slentreturen gennem haven kan man "føle man er til", som det hedder i den efterhånden gamle sang, hvor det dog handler om at slentre gennem regn. Men tænk på en sommerdag og gerne med en let regn - at bevæge sig rundt i sin have mellem de mange bede, og rundt til de mange detaljer som man kender så godt, men virker så forandret fra dag til dag. For vi befinder os jo lige midt i foranderligheden her i det levende, havens natur, der aldrig er ens. 

For også lyset forandrer sig hen over dagen, hvor skyerne går og kommer. Lyset er jo fantastisk stemningsskabende og gør havebilledet rigt og foranderligt. Og selvfølgelig er der også underlægningsmusik, for lytter man rigtig efter fyldes haven af  solsortens sang.

Turen rundt illustreres af fotos fra forskellige somre og ligeledes fra mine dias-billeder, som nu er digitaliseret.

På en måde repræsenterer sådanne billeder drømme fra for længe siden og er fyldt med erindringer - nej, hvor er det brogetbladede hønsebenstræ lille på billedet her, og den røde acer ved siden af, var den vi mistede på grund af svampeangreb.

Nogle billeder kan være velkomponerede og andre kan virke mere rodede - eller er det haven der er rodet på dette sted? Skulle man mon ikke lige huske at få ryddet lidt op her og plantet om til foråret?

Eller er rodet i virkeligheden blot naturlighed - noget af det vi i virkeligheden bør tilstræbe for at gøre haven smuk?

Åh ja, den sommer dukkede der netop her en talerkensmækker, Tropaeolum op, og det var ganske uventet. Dens frø må være kommet ud sammen med komposten om foråret, men vi gik med på ideen og glædede os over den sommeren igennem.

Hostabladene lige her bliver enorme i løbet af sommeren og på et tidspunkt er de ved at lukke stien, hvorfor jeg må plukke en del af den, så der stadig er passage.

Den sommer havde vi en rød Dahlia i krukke og kunne derved flytte den rundt til forskellige omgivelser. Det er en utrolig effekt den kan have midt i alt det grønne. Den røde farve virker endnu rødere på baggrund af alt det grønne og det grønne får en endnu friskere grøn farve i sammenhæng med den røde.

Billederne her kommer i en helt vilkårlig rækkefølge. Jeg har nogen gange overvejet, om jeg kunne (turde)

 gøre det samme i et af mine foredrag. Altså helt uplanlagt lade billed følge billed og så bare snakke løs efterhånden som det skrider frem. Jeg skulle naturligvis ikke kende rækkefølgen af billeder, eller vide hvilke havebilleder, der i det hele taget kunne dukke op. Det kunne være Inger, der havde sammensat billederne hjemmefra. Måske kunne det give foredraget en hvis spontanitet og friskhed, frem for det sikre og planlagte som jeg har gentaget igen og igen.

Igen røde klatter mellem mange grønne nuancer, vel nærmest lidt skovbundsagtigt surbund. Den røde er Primula japonca, som jeg holder meget af. Hvert år efter afblomstringen og frøene er modnet indsamler jeg nogle håndfulde, som jeg sår ude omkring januar-februar og de er så klar til at blive priklet ud i april.

Gruppen af søljetaks, Taxus baccata "Fastigiata" er her ret unge og nyplantede. Vi har gennem årene glædet os over virkningen af deres karakteristiske, opadstræbende vækstform. Nu er de så høje, at jeg er begynd at studse den i toppen for ikke at få dem højere.

For år tilbage plantede jeg en Solhat, Rudbeckia nitida på netop dette sted, hvor den kunne stå og lyse op.

Den klarede også opgaven en del år, men der blev mindre og mindre af den år for år, den står nok lige på kanten til at få tilstrækkelig lys. Til slut forsvandt den helt, men sidste år plantede jeg en ny på stedet, efter jeg via det gamle foto blev mindet om min idé med den gule klat.

Bronzefennikel er en prægtig, flerårig plante, der på grund af sit lette og dekorative udseende er velegnet både i urtehaven, staudebedet eller hvor den nu dukker op. For den sår sig villigt, men bliver aldrig til noget besværligt ukrudt. Den ses her sammen med kongelys og i forgrunden en Pieris floribunda.

Violfrøstjerne, Thalictrum delavayi kan også så sig og kommer ofte op på de mest uventede steder. Jeg synes, at den med sin lette ynde glider smukt ind i de fleste sammenhænge. Her svæver den over en klippet taks.

Her er også et billede med nogle år på bagen. Umiddelbart kan det virke lidt skovbundsagtigt med de selvsåede Fingerbøl, Digitalis purpurea og de ligeledes selvsåede røde Sporebaldrian. Når jeg fornemmer lidt skovstemning skyldes det jo det helt specielle lysindfald den pågældende eftermiddag, hvor jeg tog billedet.

Dette motiv har jeg fotograferet igen og igen på forskellige årstider og i mange forskellige belysninger. Det ligger lige op til terrassen og vi har udsigt til det fra vores terrasevindue, inden for hvilken, vi indtager alle vore måltider, så faktisk er det hele tiden i fokus. 

Også dette billed er gammelt og viser en portal, som jeg skabte af Troldrobinie, Robinia pseudoacacia "Tortousa". Et træ fra hver side på de to stolper. Jeg syntes, at det gav lidt romantisk fornemmelse på turen rundt, men de klarede sig ikke i det lange løb - fik åbenbart for lidt lys det pågældende sted.

Den lysegrønne formklippede er en benved, Eounymus fortunei, som er velegnet til at klippe i form.

Her kan portalen opleves fra den modsatte side.

Et kig ud over urtehavens "poetiske rod".

Samspillet mellem sten og planter, synes jeg, giver en fornemmelse af en natur, der giver ro og harmoni.

Der er sket mange ændringer gennem årene i forhavens små bede med formklippede planter. Nogle planter blev for store og måtte skiftes ud - andre gik selv, men en del er der stadig og holdes i ave med saksen, så der stadig er plads til dem. På den måde er haven som en levende organisme under stadig forandring.

Vi spiller på kontrasten mellem det lette og det mere bastande, hvilket kan give variation og en rigdom af oplevelser.

Busken med de hængende grene er en enebær, Juniperus communis "Horstmann". Jeg klipper den af og til for stadig at have plads til den. Den runde med de opadstræbende grene er en rosmarinpil, Salix repens, rosmarinifolia, der også får en tur med saksen for at holde den i den runde form.

Vi har mange hævede bede, der giver rig lejlighed til at pusle med spændende miljøer omkring sten og planter.

Morgenlyset søger nænsomt ind og giver form til havens vækster.

Lysets magi kan tryllebinde og skabe stemning.

Vi har samlet mange sten gennem årene - store som små, men de mest karakterfulde er dem, der har kanter.

Kombinationen mellem store og små blade på de bunddækkende planter fuldender haven.

Jeg holder meget af de varieret beplantede bede. Den gulgrønne ahorn, Acer shirasawanum "Aureum" liver op    med sin farvemæssige udstråling.

Igen et motiv, der går igen mange gange. De klippede cotoneaster-kugler er blevet et slags vartegn for vores have.

Og lyset tryller igen - her rammer det en Aks-Brandbæger, Ligularia przewalskii med de gule aks og de karakteristiske indskårne blade.

Fra skyggen og ud i lyset.

Planterne er undertiden ved at dække stenene og så må der reguleres.

Her rammer lyset valmuesøster, Meconopsis betonicifolia og bringer den i fokus.

En blomstrende rhododendron "Cunningham´s White" og i bunden bronzeblad, Rodgersia podophylla, der begge giver dejlig frodighed til haven.

Hævet bed med stor frodighed, hvor de møjsommeligt indsamlede sten først kommer til syne i efteråret.

Sten og planter fortsætter op i et hævet bed, hvorved der opstår et mikrokosmos af opvarmede sten der kommer planterne til gode hen under aften.

Stierne fører beskueren rundt i havens forskellige rum til klippede og fritvoksende vækster, hvor detaljer og helheder veksler, og hele tiden åbner op for nye sammensætninger af stedsegrønne og urteagtige planter. Det er det vi har valgt, skulle være vores udfordring i haven gennem de mange år.

Illusionen af et gammelt sammensunken stendige kan være stedet, hvor  forskellige planter får lov til at lege natur.

Det rustrøde er en kærkommen farve mellem alle de grønne nuancer.

Den brogetbladede skvalderkål bryder smukt i den grønne bund, men der er klogt at holde den i en krukke.

Jeg nyder den samklang og alligevel kontrast, der opstår når det klippede og uklippede mødes.

Og kontrasten mellem det klippede og fritvoksende fortsætter haven rundt.

Det hed sig engang, at blåt og grønt kunne man ikke sætte sammen. Set med nutidige øjne er det jo en smuk farvesammensætning - at den gule lærkespore så blander sig lidt i selskabet, skyldes det vi må kalde "havens natur", men det går jo egentlig også meget godt med gult.

Rosen Bonica er rigtblomstrende sommeren igennem, og lige nu (6. januar) står den med de sidste udsprungne blomster.

Min slutreplik skal lyde: Hold ud! Nu går det mod lysere tider, dagene længes, og enkelte dage her i januar titter solen frem, og da får vi en lille forsmag på, hvad vi har i vente. Med solens lys lettes sindet, og snart kan vi gå på jagt derude efter de først forårsbebudere.