En haves udtryk.

  

At have noget på hjerte er jo den første betingelse, dernæst at udtrykke det på én eller anden måde. Det er vist Paulus, der siger: "Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med". Og hvis det virkelig er noget, der trænger sig på, kan det være vanskeligt at holde det tilbage, og hvorfor skulle man i øvrigt også det? 

En måde at udtrykke sig på kan være at udforme og dyrke sin have. Ja, jeg vil i ramme alvor påstå, at en have kan være en udtryksform,   - en manifestation, som den jo er, af skabertrang, livsglæde, fantasi, energi, og æstetik, der undervejs kommer til udtryk.

Vores have er primært et poetisk projekt, der giver dybde og indhold i tilværelsen. Jeg synes, at det som haven kan give, på én eller anden måde er beslægtet med arkitektur, billedkunst, skulptur, musik og digterkunst - det er de samme følelser og fornemmelser, der kommer til udtryk.

En forsommerdag sidste år var der så dejligt i haven. Solen skinnede behageligt fra en letskyet himmel. Roserne blomstrede, sommerfuglene flagrede, bierne summede, og hver fugl sang med sit næb, medens jeg gik i forhaven og hyggede mig. På et tidspunkt sad jeg på min skammel og klippede en busbomkugle i form - alt åndede således fred og idyl - og medens jeg klipper, sidder jeg og tænker på alting og ingenting - nærmest en meditativ tilstand, der er godt for sjælen. Og sådanne dage kan man opleve man mange af hen over sommeren - år efter år.

En lidt undselig detalje - et par græsser op imod en række sten, vel ikke det store budskab, men rummer et lille udsnit af det man kan kalde for haves mikrokosmos, et stilleben uden de store dikkedarer tilsyneladende, og rummer så alligevel et helt univers af liv og sammenhæng. 

Om dagen når solen skinner, optager stenene varmen, som de hen under aften og natten genererer til de nærmest stående planter, hvis rødder søger ind under stenene, hvor de hygger og luner sig. På samme måde opstår der ved luftens kølighed kondensvand på stenene, som løber ned og kommer planterne til gode.

Det at vandre rundt på stierne er om sommeren en daglig foreteelse - frem og tilbage går det, med trillebøre eller bare en spand til det ukrudt , der trods alt kommer op. Egentlig synes jeg ikke, at der dukker meget ukrudt op, den tætte beplantning hæmmer ukrudtet´s   vækst. Men arbejdet med at luge det som tros alt kommer op, føles som et meningsfyldt arbejde.

Midt i billedet ses en småbladet syren, Syringa microphylla som jeg lavede som stikling for en del år siden, og stammede den undervejs op til `næsehøjde`, så duften i blomstringstiden kan nydes, når man går forbi. Den øvrige del af sommeren står den som en grøn form. En af fordelene ved den er, at den står på egne stamme, så man undgår de irriterende vildskud, der kommer på podede eksemplarer.