søndag den 13. oktober 2013

Efterår i HAVEN VED HEGNET.


Her i midten af oktober er efterårsfarverne for alvor ved præge haven.Efteråret er ikke som foråret - længe ventet, og savnet. Man kan dog ikke sige, at det kommer bag på én at efteråret banker på. Det overrasker os derimod ofte, hvor hurtig vinteren kan komme med den første sne og frost. Derfor er det tid for vinterklargøring af haven, så vi ikke lader os overraske.

Brændet til brændeovnen ligger stablet i skuret og vi håber, at det forslår. Krukkeplanterne er taget op og plantet ud i jorden, så vi er forberedt på det værste. Visse af de mest skrøbelige krukker plejer at overvintre inde i udhuset. Det samme gælder den opstammede oliven, den kommer derind i sin krukke, med isolerende materiale omkring krukken og placeret lige under tagvinduet, så den får tilstrækkeligt med lys.



Hosta`erne i krukker plejer at klare vinteren fint. De stilles beskyttende ind mod husmuren, og lige nu er de meget smukke med deres gule farver. Den opstammede rosmarinpil vil jeg også plante ud i jorden. Den er oprindelig flettet af tre planter, men de er nu vokset total sammen til en stamme, så man ikke mere kan ane fletmønsteret.







Vores hjertetræ med hængende grene, Cercidphyllum, japonicum `Pendulum`er rigtig smuk i disse dage, her lige før den taber bladene. I foråret fik vi lagt et net af forzinket jern hen over tagrenden, så jeg nu kan nøjes med at feje bladene ned, uden de kan stoppe nedløbsrøret.



Det lille nyplantede skæbnetræ, Clerodendrum får mere let gullige og lidt gennemskinnelig blade.



Den lille benved, Euonymus alatus i baggrunden slutter af med en knaldrød effekt.









Zinkvandkanderne skal tømmes og i hus før frosten sætter ind.



Som dagene går bliver laget af nedfaldne blade tykkere og tykkere.
Det rasler hyggeligt, når man går rundt på stierne, samtidig med at man mærker en krydret duft brede sig.

Eftersom vi ikke har græs i haven betragter vi ikke bladene som et problem. De får lov til at ligge indtil en efterårsstorm hvirvler dem ind i bede og busketter, hvor de kan lune for planternes rødder, samtidig med at regnormene tager fat og omdanner dem til værdifuld humus.



Endnu kan man visse dage finde en solstribe og sætte sig og nyde havens efterårsstemning.
















































På onsdag den 23. oktober kl. 19,30 er jeg i Gråsten og Omegns Havekreds med mit foredrag `Formklipning i haven`. Det foregår i Alhmannsparken, Ahlefeldvej 4, 6300 Gråsten. Foredraget om den klippede have handler om glæden ved at være skabende og kreativ - at skabe noget smukt med sine hænder, og at opleve resultatet af sin indsats, er vel den egentlige mening med en have.






4 kommentarer:

  1. Hvor er jeres have smuk klædt i efterårsdragt.Ikke mindst er stien belagt med blade meget smuk.

    SvarSlet
  2. Hej Lise
    Tak. En have kan jo harve en charme på alle årstider og hos os nyder vi også efteråret.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  3. Dejlige efterårsnuancer I har i haven lige nu. I disse dage går det virkelig hurtigt med nedfaldet af blade og det er en ordentlig dynge du har på det ene billede:)

    SvarSlet
  4. Hej Lisbeth
    Ja, lørdag formiddag havde vi lidt blæst og da gik det hurtigt med nedfaldne blade.
    Kh. Jørn

    SvarSlet