Den 'unyttige' have.

Jeg har oplevet haver, hvis eneste kvalitet var den, at der ikke fandtes ukrudt - alt var renskuret og ordentligt. Andre haver har været knapt så disciplineret, men har så til gengæld virket mere naturlig, charmerende og med poetiske indslag på turen rundt. Dybest set må vi jo erkende, at der ikke findes regler for, hvordan en have skal se ud - og heldigvis for det - at det er helt op til den enkeltes opfattelse af æstetik, temperament, kulturel orientering o.s.v..

Ikke alt man foretager sig i haven skal vel kunne begrundes ud fra nyttebegreber. Jeg mener helt afgjort, at der skal være plads til det irrelevante - det unyttige, der ikke skal bruges til noget.

 Haven er jo som bekendt ikke natur, men kultur. Den ved det bare ikke, og når haven når en hvis alder, vil den opføre sig som var den natur.

Når vi formklipper planter (her sydbøg) er det vel en reminiscens af barokken eller renæssancen  og dermed kultur.

Her er stenene forsøgt placeret på en 'naturlig måde' - som havde naturen selv drysset dem ud efter seneste istid. 

Det visuelle som farve og form er vægtige sanseoplevelser og dertil kommer dufte, summen at insekter, fuglenes sang, det at føle og smage på havens produkter skaber stemning, der gør at vi lever og ånder, og fornemmer havens natur.

Vi bør have mange siddepladser, hvor vi skal huske at sidde og vegetere, blive et med haven, og opleve den fra forskellige vinkler. Sidde eller gå rundt uden mål og med i en slags lediggang og bare nyde haven. 

Kierkegaard siger i et af sine skrifter: "Lediggang som saadan er ingenlunde roden til alt ondt - tværtimod det er en sand guddommelig tilstand - når man ikke keder sig."