Den vintergrønne have.

Det milde vintervejr  lokker mig dagligt ud på flere ture rundt ad havens stier, og næsten altid med kameraet som følgesvend.

Her ved indgangen til det nye årti kan man ikke undgå, at der dukker nogle ambivalente følelser frem omkring klimaet i fremtiden. 

I det foregående årti havde vi overvejende milde vintre, og denne vinter er foreløbig ingen undtagelse. For år tilbage kan jeg huske, at jeg misundte franskmændene deres klima - de slap nådigt med milde vintre, hvor de kunne overvintre planter ude, der slet ikke kunne klare den danske vinter - og egentlig er det jo klimaet, som franskmændene var velsignet med, som vi nu tilsyneladende har fået.

Men dybest set er det jo lidt vanskeligt med de blandede følelser, at være ubetinget glad for forandringerne.

Mange af de bundækkende planter klarer vinteren igennem som et grønt tæppe, der sammen med de mange stedsegrønne træer og buske giver en vintergrøn have.

De formklippede planter giver nogle strukturer, så der vinteren igennem er nogle markante punkter, der fanger øjet, når man sidder inde og kigger ud og falder i staver.

Også i vinterhalvåret er der behov for fredfyldte og stemningsfulde kig ind i bedene. Vinterhaven har sin egen tyste poesi, der blandt andet handler om alt det, vi har i vente.

De mange sten vi har slæbt hjem i haven, træder lidt tydeligere frem om vinteren.

Stierne fører rundt til mange haverum, der giver arkitektoniske fornemmelser, skabt af plantevækst.