lørdag den 16. juli 2011

Sommerdrømme.


Sommerdrømme kan man have hele året, men måske i særlig grad i vinterhalvåret, hvor man kan bruge  drømmene til at lune sig på. Men det er nu, man skal rundt med kameraet og indfange sommerbillederne, der kan nære disse drømme.

Jeg har brugt morgenfruen som symbol for mit indlæg, fordi jeg oplever den som en af de smukkeste sommerblomster man kan have i haven. Jeg synes, at den udstråler varme som selve solen og bliver dermed symbolet på sommeren med sol, varme og masser af haveglæder.

Jeg er ikke sikker på at egentlige plantesamlere rigtig regner den for noget - den er alt for nem og for almindelig, den sår sig, så  mange betragter den nærmest som ukrudt. Der findes et gammel dansk ordsprog, der siger: "Det som er sjældent og kommer langt fra er dyrt - det som koster intet, agtes intet". Og det passer nok godt på morgenfruen.

Apropos sommerdrømme. Så har jeg lige været på cykeltur med to af mine børnebørn, drenge på 11 og 13 år, langs kysten på Djursland og det var en god oplevelse. Vi skulle prøve at gennemføre lidt af en tur som jeg tog sammen med deres far, da han var 11 år. Men i nat drømte jeg, at jeg var på cykeltur sammen med en kammerat og da jeg skulle op at tisse, bad jeg ham om at holde min cykel så længe. Da jeg kom tilbage i sengen kunne jeg ikke finde tilbage i drømmen og det bekymrede mig meget. Nu stod den arme mand midt på landevejen og ventede og ventede med to cykler og alt vores bagage. Hvad må han ikke tænke?

Jeg har siddet i sommerhuset og skrevet de to seneste indlæg, medens det regnede. Og det er jo en hyggelig beskæftigelse. Billederne som jeg viser i dette indlæg er fra dias, som jeg har affotograferet. Det er forklaringen på en knap så gode teknik -  med lid mere slørede billeder - hvilket jo egentlig også kan være en charme.



Efter min smag behøver det ikke alt sammen at være så farverigt i haven. Jeg kan godt lide det lille udsnit her, hvor det handler om kontrast og karakter. Stenen med de skarpe kanter er meget markant og en god kontrast til de bløde planter. Farvemæssig er det måske lidt stille - vel nærmest lidt sagtmodigt, men jeg kan godt lide det stille "kammerspil" mellem de grå granitsten og de grågrønne planter.

Planterne bløder stenkanten lidt op og det er jo tydeligt, at planterne stortrives. Om dagen optager stenene varme fra solen, som de afgiver igen til planterne i den kølige nat - og om natten opstår der kondensvand på stenene, der kommer de nærmest stående planter til gode. På varme sommerdage søger planternes rødder ind under stenene, hvor de finder fugt og kølighed.

Den grågrønne kattefod og den lidt mørkere timian er plantet i udkanten af et hævet bed, hvilket betyder, at vandet løber fra dem i fugtige perioder. Begge planter er skabt til tørre områder og særligt om vinteren kan det være problematisk at få dem til at overleve, idet de rådner i rodhalsen, hvis der ikke som her er godt dræn.



Jeg har en svaghed for buksbomkugler. Flere steder i haven er de strøet ud med rund hånd. Der er noget beroligende ved disse enkle og smukke geometriske former, og det opleves nærmest som meditation at sidde i fred og klippe dem i form.



Vi har mange andre buske end buksbom, som klippes i form. Og man må sige alt med måde, det kan overdrives, det handler jo også her om at finde en balance i tingene. En have er jo egentlig en komposition med alt hvad det indebærer af spændende muligheder. Høj planter mod lave, slanke mod brede, runde mod firkantede,  bløde planter mod hårde sten, komplementærfarver som rødt mod grønt, beslægtede farver som blåt og grønt, tone i tone, de neutrale virkninger, alle de forskellige materialevirkninger op mod hinanden, linjer mod flader, vertikalt mod horisontalt o.s.v.. Alle de mange virkemidler der dog er at lege med, medens man skaber sin have og udlever sine drømme, sine ideer, finder inspiration, opnår harmoni mellem tingene og bare har det dejligt medens de kreative evner slippes løs - oplevelse og drøm går op i en højere enhed.



At placere lidt kunst kan skabe god variation, hvis det falder naturligt ind i helheden. Her fugle af billedhuggeren Jørgen Glud, Rødkærsbro.






Jeg holder meget af de enkle udtryk som her - en enkelt buksbomkugle placeret i en bunke sten, der tjener som kant i et hævet bed. Stenenes placering kan virke tilfældig, som naturen selv kunne have fundet på det, men i virkeligheden er hver sten placeret efter nøje overvejelse.



Flere kugler, noget vandret og noget lodret og nogle græsser til at bløde billedet lidt op. Et blik op i trækronerne kan virke som havens loft.



Sten ved sten og nogle med hul der samler regnvandet. Lige her påbegyndte jeg stenstierne med sten vi slæbte med hjem fra stranden ved vores sommerhus. Men det battede for lidt, hvorefter jeg begyndte at hjemsøge landmændenes stenbunker i omegnen af Silkeborg.



Den klippede firkant med skarpe hjørner er dels en god kontrast til kuglerne, samtidig med at det er en rolig flade, hvor øjet finder hvile, før det vandrer videre til andre elementer.



Her i et stille hjørne af haven kan man finde ro til afslappelse og en reflekterende væren i det, som er havens univers. Bare sidde og lade havens stilhed komme til sig og fornemme roen midt i det, der kan opleves som havens langsomhed. Lige her mellem alt det sansede - det visuelle som lys og farver - den rene luft - duftene - lyden af insekter fra blomst til blomst - lige her er stedet, hvor man i stille stunder også kan få styr på "den indre have".

Den indre have kan have trange kår i den rationelle civilisation af en larmende storby, hvor modernitet, tempo og overfladiskhed kan være fremherskende. Haven kan derved være et af de livsvigtige tilflugtssteder, det mentale rum, hvor den opleves som en lægende faktor i alt det overvældende skabte. Den er stedet, hvor man altså kan få den indre have berørt, helt ned i de dybeste jordlag.



Billederne kan vel stort se tale for sig selv. Man siger jo, at billeder kan sige mere end mange ord. På rejser har jeg ofte købt franske og italienske havemagasiner, hvis de indeholdt gode og inspirerende billeder. Så kan man i det mindste sidde og drømme, få gode ideer eller blot lade sig underholde af dem, uden at forstå ret meget af teksten.



Man kan i sine billeder vælge at indfange helheder eller søge langt ned i detaljerne. Det vigtigste er jo at billedet som sådan virker interessant, smukt, dragende, åbner op for drømme, giver inspiration eller hvad det nu kan udrette.



Der findes jo et bredt spektrum af grønne farver fra gulgrøn til grøn og videre til blågrøn. De er jo beslægtede farver, der alle virker beroligende og derfor er haver, som domineres af grønt meget afslappende at færdes i. Det er årsagen til at man forskellige steder har etableret terapihaver, hvor mennesker der lider af stress, udbrændthed og depression kan blive behandlet. Det er jo nærmest et privilegium, at have en have med mange grønne farver liggende lige uden for døren.

Den gulgrønne plante er Acer shirasawanum "Aureum", der jo skiller sig stærkt ud fra omgivelserne.



Med dette billede er jeg dykket helt ned i de små detaljer som omfatter havens mikrokosmos. Der ligger en skønhedsverden og byder sig til og ofte er det ren poesi, der kan indfanges derude, når man kommer helt tæt på.



De skønne prydløg, Allium bliver ikke mindre skønne når de er afblomstrede. Der er noget næsten magisk over deres dekorative opbygning med en stor skulpturel værdi.



Storslåede stauder på rad - forrest Kløver, Trifolium pannonicum - derefter kommer Stjerneskærm, Astrantia  
major "Rosea" og bagerst den dekorative Aks-Brandbæger, Ligularia przwalski med de elegante dybt indskårne blade.



Græskarret i groft stentøj fandt vi i en antikforretning. Jo mere patina det får i form af grønalger, des smukkere bliver det.



Den høje flotte Bronzefennikel er egentlig en krydderurt, men kan sagtens have sin plads hos de egentlige stauder med sine smukke skærme og dildagtige blade.



I forhaven findes et lille bassin med en nykkerose og zebrasiv.



Storbladede stauder er interessante  og skaber ro, samtidig med at det giver frodighed en enkelt daglilje med de græslignende blade giver variation. Bagerst ses bladene af Sølvlys, Cimicifuga  - nederst til højre er det Skjoldblad, Darmera og nederst til venstre et enkelt blad af Parasolblad, Astilboides tabularis.



En gammel møllesten indbød til placeringen af en opstammet buksbom i midterhullet - andre sten og buksbomkugler blev tilføjet og en lille installation opstod. Den lille mosagtige i bunden er sedum, Lydium.



Grønne skulpturer. Et billede, der er anvendt i mange sammenhænge, og er blevet et slags vartegn for vores have. Den firkantede blok er af buksbom, hvor kuglerne op imod er af cotoneaster.



Skumblomst, Tiarella cordifolia er en god bunddækkeplante i sol og skygge. Den kan godt lide humusrig jord og vokser derfor godt i gammel bladjord under buske og træer.



Forhavens struktur med kvadratiske bede er oprindelig inspireret af et gammelt kobberstik fra renæssancen. Bedenes beplantning er til gengæld helt efter egen idé.



Stolt kavaler, Cosmos i kølig skygge. Den er en fin blomst til måneskinshaven, hvor den vil reflektere det svage lys.



Lige nu blomstrer Violfrøstjerne, Thalictrum delavvayi på sin egen forfinede måde.



Det lille bonsai-agtige træ er en Enebær, Juniperus aquamata "Blue Star", der vokser i forhaven og må af og til have en tur med saksen, for at holde den i ave.



Stolen er optaget.



Klippede og frit voksende langs stien.

12 kommentarer:

  1. Fine stemninger,godt beskrevet i ord og bilder. Nå ser jeg endelig at stein skal INN i bedet også, ikke bare ligge rundt som en ramme..noe som vel har skurret lenge i hodet mitt.Så blir det jo nesten latterlig at en ikke har innsett dette før..men bedre sent enn aldri. Flott Jørn,takk skal du ha-hos deg er det mange aha!
    Hilsen Tone

    SvarSlet
  2. Det er altså en fantastisk have du har.....så rolig og frodig.
    Når man ser dine billeder forstår man, at man ikke behøver at have store staudebede med prangende farver over alt - det er virkelig en fornøjelse at se en have der er så fin i balance......sikke et livsværk - det opnår kun få :o)

    SvarSlet
  3. Kære Jørn.

    Dejligt at høre I havde en vellykket cykel-ferie, som jeg jo havde hørt lidt om inden .... Hold op hvor jeg grinede af din drømme-fortælling :-)

    Jeg er lige startet på en uges ferie, som kun er forbeholdt have-arbejds-hygge, altså ren luksus efter min mening. Jeg har som altid en masse små-projekter derude.

    Hils Fru Inger
    og nyd jeres weekend.
    Kh Lone

    SvarSlet
  4. Käre Jörn, dina bilder och tankar är fulla av stämning och känsla. När jag vill vila mig en stund beöker jag Havetid en liten stund, sedan fortsätter jag med förnyad kraft! Tack! klem Hillevi

    SvarSlet
  5. Jeg er sikker på at din kammerat har fundet en god løsning på "problemet", så sov du bare trygt igen ;o)

    Tak for et meget fint indlæg i ord og billeder, du mestrer både fortællingens kunst og havens ditto.

    Stor hilsen fra fru friis :o)

    SvarSlet
  6. Tak for din søde kommentar på min blog :-)
    Og tusind tak for endnu en dejlig tur rundt i jeres have... den er helt vidunderlig.
    Jeg smilede også højt over din drøm. Sådan ville jeg også have det, hvis jeg havde drømt det :-)
    Fortsat god weekend til jer begge to.

    SvarSlet
  7. Jag är full av beundran över ert arbete med er trädgård. Den är sublim men kontrastrik - former, färger, textur... jag kan inte se mig mätt på den helt enkelt!

    Ha det gott, Anna Vattenkanna

    SvarSlet
  8. Hej där :)
    Vilka underbara bilder du visar :)
    å missa inte

    B
    L
    O
    G
    G
    P
    A
    R
    T
    Y
    T

    som fortsätter hela helgen.....
    VÄLKOMMEN :)
    Håkan

    SvarSlet
  9. Tänkvärda funderingar och bilder på vackra växter - vilket fint inlägg Jörn!

    Ha det gott
    Åsa

    SvarSlet
  10. Åhh.. vilken omväxlande och vacker have ni har! Den verkar oändligt stor med sina stensatta gångar som slingrar sig runt bland alla välklippta buxbomsklot, buskar och blommor. Ett heltidsarbete att sköta förmodar jag...
    Visar ni upp trädgården någon gång,
    undrar Eva

    SvarSlet
  11. Hej Jorn,
    Din have bliver bedre og bedre hver gang jeg ser det. Jeg tror, ​​du skal have den perfekte haven til afslapning. Billederne af din have er så afslappende og jeg vil gerne se på dem efter en vanskelig dag. Thanks.
    Jeg fortalte dig om din tvilling, men jeg tror jeg er forkert. Efter at have kigget på hans haven blog, ved jeg han kan lide blomster mere end smukke blade. Jeg kan lide smukke blade mere end blomster.
    Anyway, her er hans smukke have at se. Han er oppe i Wisconsin og vokser nogle af de samme planter som Danmark. Fortæl mig hvad du synes om hans have. Jeg ved ikke, hvordan han kan gøre det meget arbejde! Jeg er glad for jeg har en lille have!
    http://conradartglassgardens.blogspot.com

    SvarSlet
  12. Tak for din kommentar på min blog..

    Er hermed noteret i kalenderen, så må jeg se om jeg gør alvor af det med at kikke forbi..
    Var det forresten ikke en artikel i "Haven -magasinet nr. 1 2010" om din have ??

    SvarSlet