Sten efter sten.

I marts 1996 var der en artikel i HAVEN, der fortalte, at det var ti år siden, at jeg nedlagde græsplænen. Det må altså været i 86 vi begyndte at samle sten til stierne rundt i haven og til de mange hævede bede, der fremkom ved den lejlighed.

Vi havde gennem mange år gået og glædet os over stenene langs "vores strand" ude ved Elsegårde. Nogle af stenene (de mindre) var kommet ind ude fra havet, men de fleste var langsomt gennem årene blevet udvasket af klinten. Og her havde de ligget siden den sidste istid - hidført af isbræen fra forskellige lokaliteter i Skandinavien - hvorfor man finder stor variation i farver og mønstre.

Vi  finder strande med mange sten mest spændende, her kan man gå og studere naturens egne "stenbede" med marhalm, bidende stenurt o. a.. Men ulempen ved strandstenene er efter min mening, at de er for glatslebne og runde i formen.

Derfor begyndte vi at hjemsøge landmændenes stenbunker i omegnen af Silkeborg - naturligvis efter aftale med landmændene. Vi fik begyndt at samle sten, før så mange andre begyndte at interessere sig for dem.
Utallige er vore udflugter ud i landskabet med græssende køer, masser af idyl og gode stenbunker, hvor vi nød den medbragte termokaffe og glædede os over alle de mange dejlige sten vi fandt. Hver eneste sten vi har hjembragt, har således været "håndplukket" og er indgået på forskellig vis i havens univers.

Fra en brandtomt på Djursland hentede vi rigtig mange tilhuggede sten med kanter. Sådanne sten har en dejlig markant karakter, der er en god kontrast til havens bløde planter.

Det ser mest naturligt ud at grave stenene lidt ned, så det virker som grundfjeldet, der stikker op, frem for at lægge stenene oven på jorden.

Det er hele tiden en balanceakt mellem planternes vækst og stenene - det er jo ikke meningen at stenene skal blive helt væk, efter alt det abejde man har haft med at lægge dem.

I stenbede kan man lave små lommer med surt spagnum til surbundsplanter. Her er der blevet plads til en Rhododendron yakushimanum, der efter afblomstringen stadig er meget smuk med sin nyvækst.

Her er det den lille gule Rhododendron "Princess Anne", der ikke bliver mere end 20-30 cm høj og derved har en perfekt placering i stenbedet.

Jeg er meget optaget af, at finde små stedsegrønne nåletræer til at plante mellem stenene. Jeg synes, at de i den grad klær` hinanden i samspillet med "havens natur".

Også en lille akeleje Aquilegia "Ministar" klæder stenene godt. Den er desværre ikke særlig stabil, og må af og til fornyes. Den lille gule er en Cymbalaria, Torskemund, der er et helt kapitel for sig.

Den lille lodden høgeurt, Hierrachium villosum  med de dunede blade og stængler dukker til gengæld trofast op år efter år.

Kattefod og timian stortrives mellem stenene.

De pude- og tæppedannende planter bløder stenkanterne lidt op.

Jeg glædede mig over meter efter meter, der blev lagt til stierne. Bredden på stier lavede jeg mindst 120 cm og nogle gange mere, for at opnå variation.

Bløde buksbomkugler og runde og kantede sten indgår her i en "installation".

Små hulsten i belægningen samler regnvand til glæde for fugle, bier og andet tørstig kræ.

Også mellem de kvadratiske bede i forhaven blev der lagt marksten. Bedenes kanter er lavet af trykimprægneret træ, der med årene er blevet smukkere og smukkere.

Jeg er glad for noget stramt klippet i samspil med markstenene i gangene.

Det evindelige tema skarpe sten og bløde planter, som jeg nok aldrig bliver træt af. Den lille strittende blågræs
klær`de grå sten i både farve og tekstur - plamagen med trædebregne giver ro, medens hasselurten med de blanke blade spiller lidt op.

    Overvejende gråtonede sten og planter med sart violet og en anelse gult fra citrontimian.

En opstammet fyr giver plads til planterne i bunden og vigtigt er det også, at stenene kommer til deres ret.

En skulpturel leg med firkantede stenblokke og en enkelt rund sten, der er en god kontrast til alle kanterne og de skarpe hjørner.

Blandingen af sten og planter kan tilføre bedene en naturlighed, som var det naturen selv, der havde udformet dem

.
Undertiden var vi heldige at finde nogle flade granitsten, hvilket gav stierne et lidt mere varieret udseende.

                Og skal der skabes yderligere variation kan stenene serveres på et fad.