Ad havens stier.

Sten ved sten blev lagt, og et net af stier blev til. Det foregik over et par somre, stille og roligt `åd` jeg mig ind på græsplænen, indtil den til slut var helt borte. De arealer, som ikke blev til stier, blev til hævede bede, idet græstørvene og al jorden, der blev gravet fra stierne, havnede ude ved siderne, hvor det hobede sig op i store bunker.

Den afgravede jord (20 cm. dybde) blev erstattet med bakkesand. Og efter at sandet var blevet vandet godt igennem, så det faldt sammen, var stenene klar til at blive lagt. Fladerne voksede meter efter meter i vekslende bredder for at gøre det mere levende og naturligt, men aldrig under 120 cm. i bredden så man altid kan komme rundt med trillebøren.

Jeg har læst om en væverske, der fortalte, hvordan hun undervejs i arbejdet indvævede de mange tanker, hun havde, i sine ting.

En smuk og poetisk betragtning, synes jeg.

Efterfølgende kom jeg til at tænke på alle mine tanker, som jeg undervejs må have lagt ned mellem stenene i stierne. Selv om jeg gjorde mig umage, ligger stenene ikke altid helt plant, hvilket jeg finder charmerende og rustikt, men er måske samtidig udtryk for en lidt ujævn tankegang.

Jeg blev aldrig træt af arbejdet med at lægge stenene, faktisk var det en stor tilfredsstillelse, at se fladerne af de mange gråtoner i granitten  blive til.

Den samme varierede og rolige farvevirkning kan man opleve i de af  vore romanske landsbykirker, der er bygget af kløvede kampesten eller tilhuggede granitkvadre. Hvilket skyldes, at stenene kom til os med isbræen ved den seneste istid, fra mange forskellige steder i Skandinavien.

I matematikken lærer man, at den korteste vej mellem to punkter er en ret linje. Men jeg vil påstå, at det ikke altid er det mest spændende forløb. Derfor valgte jeg at lade stierne sno sig gennem haven, hvilket gør oplevelsen større og forhindrer, at man kan overskue haven fra ét sted.

Det var her i dette hjørne af haven, det hele tog sin begyndelse. På stranden ved vores sommerhus samlede vi de første sten, som vi tog med hjem. Men det battede for lidt, det blev højst til en kvadratmeter per gang, hvorfor vi ret hurtig begyndte at hjemsøge bøndernes stenbunker rundt omkring Silkeborg - naturligvis efter aftale med ejerne.

Billederne jeg viser, er taget over en årrække, hvorfor haven i dag sine steder er en del forandret. Nye tanker og ideer - vind og vejr har grebet ind med væltede træer i efterårsstorme, og svampeangreb i buksbom gør også sit indhug. En have er jo ikke noget statisk, men er undergivet foranderligheden, hvilket  kan gøre det spændende og mere levende at følge en have over et længere forløb.

 Vore gæster siger ofte: "Vi tager lige en runde mere, for at få alle detaljerne med". Det får I vist også i dag - haven er trods alt kun 1000 kvadratmeter, den kan måske virke større på billederne.

Meget tidlig som ung menneske stødte jeg på ordet `æstetik´ gennem min uddannelse som malerlærling på teknisk skole, og fik dets betydning forklaret som `læren om det skønne´. Denne æstetik gik som en rød tråd gennem alt hvad vi arbejdede med. Et fag hed faglig kultur, hvor vi stiftede bekendtskab med billedkunst, arkitektur og litteratur. Jeg er dybt taknemlig for at jeg mødte malermester Kai Skytte-Rasmussen, der var en fremragende pædagog, og var min lærer (sammen med andre) gennem lærlingeskolen og senere i den videregående uddannelse på Randers tekniske Skole. Han gav mig noget, som fik stor betydning for mig i mit videre liv - ikke mindst da jeg selv blev underviser på teknisk skole.

Æstetikken - glæden ved form og farve, er i dag, helt naturligt ført over på haven. Det er de samme følelser og fornemmelser, der kommer i anvendelse derude i haven, når nye ideer skal realiseres, hvor det vi tilstræber, er skønhed gennem en bevidst leg med havens elementer.