mandag den 30. september 2013

Farvel september.


September har været en utrolig smuk måned med masser af godt vejr til aktiviteterne i haven. Også til turene rundt med kameraet. Den har på alle måder fyldt meget - også på min blog fylder den godt op. Det er med en smule vemod man siger farvel til september, for den har også været fyldt med god belysning til mine billeder - billeder med fornemmelsen af den sidste rest af sommer.












I toppen af den gamle træstub har en lille Cotenaster horizontalis
etableret sig i løbet af sommeren. De små selvsåede individer har det med at dukke op forskellige steder i haven. Denne skal nu have lov til at blive. Det kunne være nærliggende at forme den som et bonsaiagtig lille træ.












Vi har sommeren igennem haft mange små træer i skåle og krukker stående rundt i haven, hvor de nu kunne falde naturligt ind i omgivelserne. Jeg tager altid mine forholdsregler når vinterhalvåret nærmer sig. Oftest stille jeg dem ind til husmuren, hvor de normalt er rimelig beskyttet.



- men med sidste vinter i erindring, har jeg tømt et af bedene i urtehaven for store gamle stauder. hvor nu de små træer kan overvintre trygt. De er taget ud af skålene, da de flest af dem alligevel skulle plantes om til foråret.

Bagerst står en del Hosta som vi har delt og plantet i potter, så de er klar til salg til næste sommers gæster.
























Træernes blade er så småt begyndt at drysse ned.







































torsdag den 26. september 2013

I Anne Just`s Have.


Anne Just påbegyndte sin have oppe mellem sand og marehalm i Hune ved Blokhus i 1993. Vi blev opmærksom på haven gennem en artikel i MAD & BOLIG i 1996, hvorfra nærværende billed stammer, og samme år besøgte vi haven for første gang. Der var åbent søndag eftermiddag og vi var kun tre gæster, hvorfor Anne havde god tid til at vise om og fortælle.

Haven var på den tid ikke særlig stor, men spændende anlagt efter engelsk forbillede omkring hendes atelier, det sorte træhus med hvide vinduesrammer. Haven var klart adskilt med en lang, gennemgående regnvandsrende samt en let terrasseret forhave og en baroklignende del med hækomkransede bede til den anden side. De var centreret omkring en luftig pavillon eller pergola, og haven her vendte op mod en række høje, mørke fyrretræer.
Hendes egentlige mål var oplevelse, overraskelse og nydelse.
"Der må ikke være et kedeligt øjeblik", sagde hun, "og når man går sine havevandringer skal der helst også være noget, man kan nippe af og putte i munden".
Jeg var meget optaget af nogle meget smukke skærmformede prydløg, som jeg ikke kendte, og Anne skrev navnet ned til mig, det var Allium christophii. 
Ved besøget stiftede vi også bekendskab med Anne Just som keramiker og billedkunstner, der var hendes egentlige beskæftigelse.



Forleden var vi her igen, det var på den allersidste del af sæsonen, før man lukker ned. Vejret var dejligt, og der var en vidunderlig stemning i haven.



Rent fototeknisk kunne jeg godt have tænkt med lidt mindre lys.



















Anne Just havde en utrolig hukommelse og havde let ved at genkende mennesker. Tre år efter vores besøg i haven var vi til et af hendes foredrag i Skanderborg Havekreds -  da hun kiggede ud over tilhørerne og fik øje på Inger og mig, udbrød hun: "I har da været i min have". Senere, hvor jeg var formand for Silkeborg Havekredes, havde vi hende også her som foredragsholder, ligesom vores sommerudflugt i havekredsen gik til Haven i Hune.

Hos den tidligere formand for Kjellerup Havekreds, Gertrud Kristensen var vi inviteret til middag for at spise sammen med Anne, inden hun skulle holde foredrag i kredsen. Anne Just var en fremragende foredragsholder, hun var dejlig livsbekræftende og kunne tryllebinde sine tilhører. Gennem TV - udsendelserne fra hendes have blev hun jo landskendt, og hendes mange havebøger blev solgt i store oplag. I haven, der blev udvidet et par gange flokkedes mennesker i stort tal. "De er nok kommet for at se giraffen" - sagde Anne.







Vi kan stadig genkende strukturerne i forhaven fra vores første besøg.












De første år efter Anne Just`s død var det lidt mismodigt at besøge haven, dels savnede man det at møde Anne med hendes glade og søde udstråling og hendes kvikke bemærkninger, og dels fonemmede at haven manglede hendes overvågende blik og sansen for harmoni og gode ideer.

Det har ændret sig.  Det er igen en fornøjelse at besøge haven. Der er i dag folk, som har magtet at tage tråden op og udvikle haven videre i Annes ånd - man glæder sig og finder masser af inspiration.
Det er hyggeligt at møde Claus Bonderup, Annes mand, gå rundt og deltage i havens drift. Han har gennem årene formodentlig også haft stor indflydelse på havens udvikling. Anne fortalte i sine foredrag at hun, der var optaget af de mange stauder - det brusende flor af mange farveharmonier, var hendes mand, arkitekturprofessoren mere optaget af havens arkitektoniske virkning. I virkeligheden er haven nok blevet til gennem et lykkeligt samspil af de to menneskers glæde over det smukke, gennem en fælles indsigt i de æstetiske virkemidler.












Anne Just`s påvirkning og glæde ved engelsk havekunst skinner tydeligt igennem på turen gennem haven. Men hun formåede at give haven sin helt egen tone og særpræg.