søndag den 30. juli 2017

Rundt i en have.


At vandre ind i en have og gå på opdagelse rundt ad stierne er vel det helt essentielle ved haveoplevelser. 



Hvad gemmer der sig mon om næste hjørne? Det ikke at kunne overskue haven fra et sted, men at man må bevæge sig rundt, giver turen mere indhold og oplevelse. Egentlig var det vel japanerne, der lærte os det nye syn på haver. Barokhaven skulle man opleve på én gang, og den skulle helst opleves i sammenhæng med bygningerne, så man i ét hug kunne fremvise og imponere beskueren med alt det man formåede.



Den formelle have var den stil der tegnede mange hundrede års europæisk havekunst, hvor det symmetriske understregede den faste rytme. Først med landskabshavens opståen, fik man en mere levende, naturpræget og asymmetrisk rytme, hvor stierne snor sig naturligt gennem haven og planterne placeres frit, som naturen kunne have gjort det. Dog er der ikke noget til hindre for, at man formklipper visse af havens vækster i kontrast til alt  det fritvoksende.



I virkeligheden lever vi i en tid, hvor der ingen regler er for, hvordan en have skal udformes. Haven er det sted, hvor den enkelte kan være sin egen designer. Ud fra smag, idé, fantasi og personlighed er der frit slav. Og det er jo lige netop det, der gør det spændende at besøge andres haver: " Vis mig din have og jeg skal sige dig, hvem du er".




















































mandag den 24. juli 2017

Haven i juli.


Rosen Tommelise blomstrer flittigt hen over sommeren i sin jernurne. De bregnelignende blade. der omgiver den er Sødskærm eller som den også kaldes, Spansk Kørvel. Den har forvildet sig til staudebedet et forår, hvor jeg spredte komposten ud. Og den får lov til at blive her, for den falder godt ind i beplantningen, og dybest set er den jo også en staude - selv om den mere mere hører hjemme i urtehaven.



Rosen Raubritter har stået i sit stativ gennem mange år og har blomstret med vekslende intensitet. Den remonterer ikke, men blomstrer hele juli måned.



De marksten-belagte stier snor sig gennem haven. Sten ved sten blev de lagt for mange år siden, og alt det opgravede, græstørv og jord, blev blev skovlet ud til siderne og blev efterfølgende til hævede bede, hvortil der også blev anvendt mange sten.



Forskellige lave, krybende og tæppedannende planter bløder kanterne mellem stier og bede lidt op, så det kan virke som en naturlig, sammenhængende helhed.









I urtehaven blomstrer apotekerrosen, Rosa officinalis, der oprindelig blev indført af munkene i middelalderen. 












Rosen Bonica er rigtblomstrende og har stået i sit bed gennem mange år. Jeg lavede dem som stiklinger, og de står således på egen rod, så vi er fri for vildskud.