mandag den 30. juni 2014

Romantik efter smag og behag.


Romantik er vel noget, der kan opstå i haven gennem haveejerens mere eller mindre bevidste planlægning og tilrettelæggelse af haven, men kan vel også opstå spontant som et udtryk for den enkeltes smag, holdning og temperament - eller hvad det nu er, der styrer havelysten. Der kan være havefolk, som er lidt romantikforskrækkede. Det kan være i den meget stramme arkitektoniske- og minimalistiske have, hvor alt er styret, og hvor  man bevidst fravælger `tilfældighedernes spil` - hvor andre er lidt mere lydhør over for havens natur, som undertiden peger på nogle sjove og uventede løsninger.






 Den korteste afstand mellem to punkter er en ret linie, men ikke altid den mest spændende løsning. Derfor får stierne i vores have lov til at bugte sig.






På mark og strand kan findes skulpturelle sten formet af naturens bearbejdning gennem årtusinder.














Der findes så mange smukke bladplanter, at man kan opbygge en have, hvor der spilles på de grønne nuancer, deres mønstre, form og kontrasten mellem bladstørrelserne.



























Der er ikke noget i vejen med romantik - der er kun noget i vejen med forloren romantik.

















Romantikken er en stilperiode fra midten af 1800-tallet og kan handle om elementer og stemninger, der opstod i tip - tip-tipoldemors have, og som vi normalt forbinder med noget rart fra en tid før `verden gik af lave`.



Vi skal nok ikke kopiere den tids haver, men kan måske finde anvendelse af visse reminiscenser derfra i nutidige haver.








lørdag den 7. juni 2014

Åben have igen.


Den enkle drøm om en have kan vel rummes i dette billede: En frostsprængt krukke blev til en lille have værnet af en beskyttende mur, som man kan opleve det i gamle engelske haver - lidt jord, hvori der plantedes et lille træ (buksbom), for hvad er en have uden træer? Bunddækket blev miniporcelænsblomst, der blomstrer her i juni, ikke for meget, så det forstyrer helheden. Den lille vandkande fandt vi i England fyldes med vand, hvorefter det siver ud og vander `hele arealet` - enkelt og overskueligt.

Jeg vil bruge billedet som symbol for vores have her i forbindelse med åben have arrangementet den 14. og 15. juni 2014,
For vores have har også sine beskyttende mure bagerst og er mere åben fortil, men så hører ligheden også op. For trods sin lidenhed på  de knap 1000 kvm. er vores have ikke helt så let at overskue - ja, faktisk har vi med vilje anlagt haven således, at den ikke kan overskues på én gang, men at man tvinges - eller endnu bedre, får lyst til at gå en tur rundt for at opleve dens mange detaljer og undervejs forhåbentlig også lægger mærke til helhederne.















Flere steder i haven er der opstået plamager af gul lærkespore. Jeg synes, at den bidrager lidt til havens `vildskab`. Den udvikler sig ikke til besværlig ukrudt, og er let at fjerne. På samme måde dukker fingerbøl og kongelys lidt uplanlagt op forskellige steder, ligesom kvan, sødskærm og broncefennikel dukker op de mærkeligste steder og skaber en illusion om `havens natur`.



Snart sætter kvanen store, dekorative skærme.



Grundlovsdag var vi til plantemarked i Den Geografiske Have i Kolding og fandt nogle spændende ting, blandt andet denne heksekost Abies koreana `Blauer Eskimo`.



Og denne Pinus proc. `Blauer Hexe`. De små vækster er velegnede i en lille stenhave som vores med begrænset plads.



Vi fandt også en japansk guldlærk, som jeg synes er meget smuk. Vi har haft den tidligere, men den gik tabt en hård vinter.






















































onsdag den 4. juni 2014

Junimorgen


Findes der mon noget mere livsbekræftende og forfriskende end at gå sig en tur i haven en junimorgen lige efter regn? Alt fornemmes som nyt og frisk, lyset er mildt, der er stadig dufte fra syren og azalea, og fuglende har travlt med at finde føde til ungerne.



Vi er begyndt at tænke frem mod vores næste åben have arrangement den 14.-15. juni. Det er jo ikke så længe siden, at vi havde åben sidst, og har haft en havekreds på besøg i mellemtiden, så vi synes stort set at vi har styr på haven.



Det er spændende at søge helt ned i havens små detaljer, hvor der ofte gemmer sig stille, undselig skønhed.






Min skulptur som jeg udførte af vraggods fra stranden - små fragmenter af alt mulig - er gledet naturligt ind i havens miljø, og er nu delvis dækket af af de omkringstående træer, vedbind er kravlet op i et forsøg på at bemægtige sig den, mos og alger er ved at sætte deres præge. Det var oprindelig også min hensigt, at naturen skulle tage over - der kan være noget smukt over forgægeligheden.