Den 'unyttige' have.

Jeg har oplevet haver, hvis eneste kvalitet var den, at der ikke fandtes ukrudt - alt var renskuret og ordentligt. Andre haver har været knapt så disciplineret, men har så til gengæld virket mere naturlig, charmerende og med poetiske indslag på turen rundt. Dybest set må vi jo erkende, at der ikke findes regler for, hvordan en have skal se ud - og heldigvis for det - at det er helt op til den enkeltes opfattelse af æstetik, temperament, kulturel orientering o.s.v..

Ikke alt man foretager sig i haven skal vel kunne begrundes ud fra nyttebegreber. Jeg mener helt afgjort, at der skal være plads til det irrelevante - det unyttige, der ikke skal bruges til noget.

 Haven er jo som bekendt ikke natur, men kultur. Den ved det bare ikke, og når haven når en hvis alder, vil den opføre sig som var den natur.

Når vi formklipper planter (her sydbøg) er det vel en reminiscens af barokken eller renæssancen  og dermed kultur.

Her er stenene forsøgt placeret på en 'naturlig måde' - som havde naturen selv drysset dem ud efter seneste istid. 

Det visuelle som farve og form er vægtige sanseoplevelser og dertil kommer dufte, summen at insekter, fuglenes sang, det at føle og smage på havens produkter skaber stemning, der gør at vi lever og ånder, og fornemmer havens natur.

Vi bør have mange siddepladser, hvor vi skal huske at sidde og vegetere, blive et med haven, og opleve den fra forskellige vinkler. Sidde eller gå rundt uden mål og med i en slags lediggang og bare nyde haven. 

Kierkegaard siger i et af sine skrifter: "Lediggang som saadan er ingenlunde roden til alt ondt - tværtimod det er en sand guddommelig tilstand - når man ikke keder sig."

Den vintergrønne have.

Det milde vintervejr  lokker mig dagligt ud på flere ture rundt ad havens stier, og næsten altid med kameraet som følgesvend.

Her ved indgangen til det nye årti kan man ikke undgå, at der dukker nogle ambivalente følelser frem omkring klimaet i fremtiden. 

I det foregående årti havde vi overvejende milde vintre, og denne vinter er foreløbig ingen undtagelse. For år tilbage kan jeg huske, at jeg misundte franskmændene deres klima - de slap nådigt med milde vintre, hvor de kunne overvintre planter ude, der slet ikke kunne klare den danske vinter - og egentlig er det jo klimaet, som franskmændene var velsignet med, som vi nu tilsyneladende har fået.

Men dybest set er det jo lidt vanskeligt med de blandede følelser, at være ubetinget glad for forandringerne.

Mange af de bundækkende planter klarer vinteren igennem som et grønt tæppe, der sammen med de mange stedsegrønne træer og buske giver en vintergrøn have.

De formklippede planter giver nogle strukturer, så der vinteren igennem er nogle markante punkter, der fanger øjet, når man sidder inde og kigger ud og falder i staver.

Også i vinterhalvåret er der behov for fredfyldte og stemningsfulde kig ind i bedene. Vinterhaven har sin egen tyste poesi, der blandt andet handler om alt det, vi har i vente.

De mange sten vi har slæbt hjem i haven, træder lidt tydeligere frem om vinteren.

Stierne fører rundt til mange haverum, der giver arkitektoniske fornemmelser, skabt af plantevækst.