tirsdag den 9. oktober 2018

Efterår







Solen står nu lavt og belyser haven pletvis. Efteråret er en årstid vi erfaringsmæssigt ved automatisk efterfølger sommeren, sådan har det været i alle de år og havesæsoner man kan huske. Herefter bliver det vinter og i slutningen af vinteren higer vi mod foråret, der fylder os med håb, hvor alting begynder forfra, og er med til at give livet mening.

Men når man som menneske har nået sit efterår og sin livsaften, stiller sagen sig lidt anderledes - man ved, at ens 'havesæson' slutter, uden der er håb om en ny - ihvertfald ikke i det jordiske. En sådan erkendelse sætter tingene i relief, og ens glæde over dagene skærpes - det gælder om at være til stede i sit liv hver eneste dag, og i taknemmelighed for et langt liv, ikke forspilde muligheden for oplevelsen af alt det smukke - kærligheden, kunsten,
 og ikke mindst poesien og haveglæden.



 Trods den tørre sommer har regnen fået rettet op på haven, så den nu står med stor frodighed.



Løvfaldet er så småt sat ind, og er med til at give den første stemning af efterår.




Flere af hostabladene har antaget den gule farve som de plejer her i begyndelsen af oktober - en sidste fanfare før de klasker sammen og siger tak for i år. Det står sådan set meget godt som symbol for havens cyklus. Et klogt havemenneske har engang udtalt: 'Vil du være lykkelig i din have, må du have forsonet dig med tanken om  alt levendes uundgåelige og bestandige forandring - også at det visner og dør'.