onsdag den 13. juli 2011

Nuet og evigheden.

I haven kan man sætte sig i et stille hjørne og reflektere over tingene. Man kan også finde fred og ro gennem havearbejdet og lade tankerne flyve hid og did. En avisoverskrift havde lige sat sig fast i min bevidsthed: "At lade evigheden spejle sig i øjeblikket" - lød den. Linjen indgår i en sangtekst af musiker og sangskriver Nils Torp. Her midt mellem væksterne i havens grønne rum satte den tankerne i bevægelse - hvordan skulle den tolkes? Ja, det må vel være noget med at være til stede i sin tid - i sit liv, lige i dette korte øjeblik, der er nuet, men hvordan kommer evigheden ind i billedet?


Hver gang jeg bliver fanget af noget smukt eller interessant i haven og griber kameraet, er det et forsøg på at "forevige" øjeblikket, hvorved evigheden måske kommer til at spejle sig i øjeblikket. - Ja ok, jeg kan godt høre, at det lyder noget søgt, og måske skal det slet ikke fortolkes, men blot have lov til at stå som en poetisk tanke.


 På et skilt skrev jeg engang teksten: "Et liv - et lille glimt af tid mellem to evigheder" - en påmindelse til mig selv om, at livet altså er her, lige nu. Humanisten, renæssancemennesket Montaigne skrev: "Hvis livet er en overgang så lad os i det mindste i den overgang så blomster".



Aftensol. Pludselig medens vi sad på terrassen og spiste, kunne jeg  se, hvor smuk lyset fordelte sig over haven, og jeg måtte ind og hente kameraet. Hver gang man griber til kameraet, handler det vist om at forsøge på at forevige øjeblikket i erkendelse af, at nuet aldrig kommer tilbage.



Lyset vandrer hen over haven og sætter spot på snart det ene og så på det andet, haven får herved sit eget liv i nuet, der er så unik og uden gentagelse.



Margeritterne fanger det blide lys og lader det reflektere videre frem til beskueren, der lader sig betage af øjeblikkets ro.



Et kig fra skyggen og ud i lyset kan være som forestillingen om et kig ind i evigheden. Mennesker med nærdødsoplevelser beskriver rejsen gennem en mørk kanal - mod et dragende lys.



Stolt Kavaler, Cosmos bipinnatus og Hjulkrone, Borago officinalis er her kombineret mellem klippede buksbom og andet godt.



En brogetbladet Hosta står i det blide, vandrende lys sammen med andre skovbundsagtige vækster .



De høje, strittende og bevægelige græsser kan undertiden danne noget i retning af fletværk, hvorved vi er ovre, hvor der tales om havens tekstur. Når denne tekstur så yderligere kombineres med klippede strukturer, vises der noget om de righoldige virkemidler en have kan bestå af.



Brydningen mellem lys og skygge giver haven liv. Det grønne bunddække guldjordbær, Waldsteinia skaber ro. Den selvsåede, opstammede og klippede lille taks er ved at tage form. Medens den hvidbrogede benved, Euonymus fortunei "Emerald Gaiety" lyser op i halvskyggen.



Blandet beplantning i et af havens hævede bede - her hersker ikke megen orden, men er i pagt med naturens tilsyneladende tilfældige måde at gebærde sig på.



Haver kan være opbygget af drømme, der langsomt er dukket op og helt uplanlagt har føjet sig til de bestående og sådan er haven vokset frem skridt for skridt, til stor forbavselse for dens ejere.



Antoine De Saint-Exupéry: "Gå hen og se på rosen igen, og du vil forstå, at din er den eneste i verden".



 Det rå, rustne jern og den uskyldsrene, yndefulde og blide elfenbensklokke fremhæver hinanden gennem en tydelige kontrast. Jernet ruster og tænker kun på at vende tilbage til sin dvaletilstand i jorden som jernilte, medens elfenbensklokken tror på et evigt liv.



Den smukke, lysende og søjleagtige kongelys, Verbascum er en flerårig staude og skyder trofast op år efter år til stor glæde for os.



Haven hører til de flygtige kunstarter - forgængeligheden er dens vilkår og forudsætning. I det korte perspektiv oplever vi de hurtige sceneskift, når farver og mønstre hen over sommeren forandrer sig. Men betragter vi haven i det lange perspektiv er havefolk undergivet det, man kan kalde for havens langsomme mysterium.



De enkle geometriske former har til alle tider virket magisk på mennesker, der har tilstræbt orden. Arbejdet med komposition er at bringe orden i kaos. Men orden for ordenens egen skyld forekommer at være livets karikatur.




Noget opadstræbende og noget vandret voksende er et af havens virkemidler, der kan anvendes igen og igen, hvor der tilstræbes spænding.



Stramt klippede former har op i gennem historien tilført haver store æstetisk virkning, hvorfor de må anses for at tilhøre de eviggyldige værdier.







5 kommentarer:

  1. Gode billeder. Mange smukke planter.
    Tak for kigget.

    SvarSlet
  2. Sikken en poesi, og jeres have er virkelig pragtfuld. Man kan tydeligt fornemme at I har tænkt over hver enkelt lille detalje undervejs.
    Jeg synes det er virkelig dejligt at se 'vilde' sommerblomster som Cosmos, Borago og jeg tror jeg spottede en solsikke, mellem alt det formklippede.
    Hér hos mig bestemmer haven også selv meget omkring hvordan den vil se ud, med selvsåede små beboere, og stædige planter som nægter at blive flyttet.
    Det er noget af det mest charmerende ved have synes jeg, at den har sit eget liv og ikke bare gør som vi vil have.
    Hilsen Hanne
    http://hanneihaven.blogspot.com

    SvarSlet
  3. Endnu en gang en række meget dragende billeder, hvor man bliver ført ind i det grønne beroligende univers. Tak for synet, som vil dvale længe i mit hoved.

    Ha' en dejlig aften ;-)

    SvarSlet
  4. For mig er haven den bedste spillefilm der overhovedet findes :) gode og rolige billeder du har "fanget", din have SKAL besøges engang ;)

    SvarSlet