tirsdag den 15. november 2011

November-billeder


På turen rundt i haven med kameraet er det stadig muligt at finde lidt poesi - samtidig man må erkende, at det er blevet koldere, og man må finde den tykkere jakke frem for at holde varmen.





                         Brænderummet er fyldt op, så nu kan vinteren bare komme an.



November er en god måned til oprydning og fældning. Det rod som det afstedkommer er til at leve med i netop denne måned, hvor der ikke foregår så meget andet i haven. Men man bør tænke sig godt om før man fælder træer og f.eks. fjerner gamle stedsegrønne buske. Det tager som bekendt mange år for nye træer at gro op. Overvej om ikke nogle af træerne kan stammes op og måske beskæres i toppen så der på den måde skaffes mere lys til havens bund. Og måske kan gamle stedsegrønne buske også klippes og beskæres, så de ser nye og spændende ud og på den måde få en helt ny skønhedsværdi.



Det er lige sent nok for i år med en kraftig kliping af stedsegrønne nåletræer, men lad dem stå til foråret og forsøg så. I vinterens løb kan man passende studere emnet formklipning af træer og buske gennem læsning af Jørgen Skammaritz´s lille bog "Er du i tvivl så klip!" og bogen "Planteskulpturer" af Jenny Hendy fra forlaget Høst og Søn.



Haven er jo formet natur i et eller andet omfang og det er netop det, som kan give anledning til overvejelser om hvorvidt haven er natur eller kultur.



Haver kan på mange måder være beslægtet med kunstarter som arkitektur, skulptur og maleri. Det handler i høj grad om oplevelser i form og farve når man ser haver, hvor blomsterbedene kan være spændende og smukke kompositioner, der sommeren igennem skifter karakter som et levende maleri, der aldrig stivner i en fast form, men bærer foranderligheden i sig.



Ved formklipning  af træer og buske har vi fat i det skulpturelle og gennem hele havesæsonen bevæger vi os i de haverum, som er selve havens arkitektur og som består af en natur af stor foranderlighed gennem året.







For at hindre, at haven bliver total vildnis må den plejes. Og her er det, at man blandt andet kan klippe sig ind på den og holde den i ave, hvorved dramaet udspilles - med og mod naturen.



Det at forme visse af havens træer og buske til for eksempel geometriske former som terning, kegle eller kugle kan undertiden give nutidige haver et næsten surrealistisk præg. Men det at klippe et område af haven og skabe det som englænderne kalder den "formelle have" er jo ingen ny foreteelse, det kan tvært imod ses som en søgen tilbage til noget gammelkendt og trygt i et forsøg på at skabe en slags orden i en verden af kaos.





















Jeg synes, at de rumlige grometriske figurer er smukke i deres enkle lovmæssighed og har da også fascineret mennesker op gennem historien. Og i haverne har de udviklet sig til en spændende leg med kontraster gennem figurernes grundlæggende væsen, hvor terningen forekommer at være kantet og hård, medens kuglen virker blød i sin runde form.



Den klippede have kan i sagens natur være en meget flygtig og forgængelig kunstart og for at den fortsat kan bestå må det være havemenneskets lod at gentage processen med saksen gang på gang, år efter år for at holde de valgte former - det være sig de geometriske former eller de mange former for dekorationstræer, som især knytter sig til den japansk inspirerede have. Men det er min erfaring, at dette enkle og næsten vanemæssige vedligeholdelsesarbejde som haven kan byde på virker beroligende og afstressende i en tid med forrygende tempo, teknologisk set og stor omskiftelighed. I haven kan mennesker året igennem opleve det nære, det sanselige og enkle liv som en modvægt til en ufredelig verden.



























10 kommentarer:

  1. Hej Jörn och Inger, roligt att ni är hemma igen. Det är så fint att få se bilder från trädgården som ni av och till fotograferar ur nya vinklar.
    Den söta violfröstjernen vill jag gärna skaffa till vår lille have, den lyser upp så fint. Ha en fortsatt god höst hälsar Calle och Margareta

    SvarSlet
  2. Hej Margareta og Calle

    Tak for hilsenen. Ja, det er dejligt, at være hjemme igen efter en god og indholdsrig ferie. Det er rigtigt, at jeg fotograferer meget i haven og prøver af og til på at finde nye vinkler for at variere det lidt. Violfrøstjernen kan anbefales, selv efter blomstringen står den med meget smukke frøstande.
    Kh Inger og Jørn

    SvarSlet
  3. Skøn efterårsstemning i jeres have. Hver årstid har sin poesi - ikke mindst novembers forfald og forgængelighed :-)
    Ha' en dejlig dag!
    Kh. Signe

    SvarSlet
  4. Hej Signe
    Tak for din kommentar. Du har ret, også efteråret
    har sin egen stemning og poesi med forgængelighed og måske lidt vemod.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  5. Sånn en vidunderlig hage dere har! Når jeg besöker bloggen blir jeg stadig forundret over mangfoldet! Så utrolig masse forskjellige spennende bilder på så mange ulike planter! Og så vakkert dere har det, selv nå i november!
    Ha en fin helg! /Ingrid

    SvarSlet
  6. Hej Landbohaven
    Velbekomme. Det er dejligt, at nogen kigger ind og har glæder sig over billederne.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  7. Hej Ingrid
    Tak for din kommentar. Vi glæder os meget over haven, den er kommet til at fylde mer og mer som årene er gået.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  8. du gør sku' dig dæl'me umage med billederne, ret så imponerende... flot..flot..

    SvarSlet
  9. Hej Tim

    Tak for din kommentar. Det er rigtigt, at jeg er meget optaget af at fotografere haven og har gjort det gennem mange år. Jeg synes, at haveinteressen og foto hænger naturligt sammen. Jeg er i denne tid ved at scanne gamle dias, hvorved der dukker mange billeder frem af haven gennem mange år.
    Kh. Jørn

    SvarSlet