onsdag den 19. september 2012

Tiltag i septemberhaven.


September er en god måned til forandringer i haven. Haven er jo ikke noget statisk, men er i stadig udvikling og efter et langt sommerhalvår med masser af vækst, er det nok tid til at kaste et kritisk øje på hele herligheden. Der kan være tale om de helt store forandringer eller blot mindre indgreb. I oktober vil vi fælde nogle fyrtræer, der er blevet for store, så vi kan få mere lys ind i forhaven.




Mit `kritiske øje`havde længe kredset om den lille dværgfyr på hjørnet af  et af de hævede bede i forhaven. Jeg havde klippet og nevet `lysene` og derved formet den gennem mange år, men nu var den efterhånden blevet for stor på det pågældende sted, og havde dermed udspillet sin rolle. Alt har jo sin tid, så nu måtte den væk. 




Erstatningen blev en mindre plante, der gennem en del år har stået i sin skål og `leget` bonsai. Det er en gran, Picea glauca `Alberta Globe` - en dværggran med kugleformet vækst som jeg i sin tid forgreb mig på og yderligere  klippede i kugler.

Det at der kom en mindre plante på stedet betød, at en del af stenene med skarpe kanter nu kom til syne. Netop disse sten er jeg særlig glad for, jeg synes, at de giver en god kontrast til de bløde planter. Jeg er meget fascineret af netop denne kombination af sten og planter og har spillet på den flere steder i haven. Jeg føler  virkelig, at jeg her er inde ved noget af det, der for mig er helt essentielt, når man skal tale om at være skabende i haven.































Stenene med de skarpe kanter fandt jeg på en brandtomt på Djursland for mange år siden, hvor jeg fik lov til at fjerne alle dem jeg kunne nå, inden bulldozeren jævnede og fjernede det hele.




Et sted i haven har vi stående denne Cryptomeria japonica, der virker som overstander - vi kan godt lide at have planter i flere etager. Den er gennem årene blevet stammet op flere gange, så der til stadighed er lys og luft til planterne under den.



Netop i dag har den så fået endnu et nøk opad, hvilket jeg synes får den til at virke lettere og mere interessant, her hvor kronen løftes op, og stammen og grenene kommer mere til syne.




Inger og jeg var i søndags sammen med to af vores børnebørn til plantemarked i Botanisk Have i Aarhus. Da vi fortalte børnene, at de nu måtte slippe deres computere, fordi de skulle med ud i virkeligheden og opleve noget spændende, himlede de med øjnene  - hvad det så skulle betyde?
Det var dejligt vejr, folk hyggede sig, snakkede, handlede og udbudet var som sædvanligt stort og til rimelige priser.




Vi hjembragte en opstammet dværglærk med smukke blålige nåle, Larix kaempferi `Blue Dwarf`.



Samt en Hydrangea paniculata `Limelight` som vi længe har haft i kikkerten på grund af blomsternes smukke farve.




Plantningen af de nye ting betød flyttedag for krukken med takskuglerne, der netop var placeret der. Det at de står i en krukke betød, at de førsøgsvis let lod sig flytte om bag granitfuglene, hvor de kan være med til at skabe en hvis ro.




Men ellers handler det jo stadig væk om at nyde haven og glæde sig over dens grønhed, freden og roen - medens man på temperaturerne og på regn- og havlbygerne fornemmer, at det går mod efterår.










Sten og planter klæ`r hinanden. De smukke gråtoner i granitten harmonerer fint med de grønne toner.






Jeg glæder mig sig over kejsertræets store smukke blade.




Nede i bunden under kejsertræet findes grønne blade i vekslende størrelse.




Der findes smalle strittende og hængende blade, de udgør tilsammen  en stille harmoni, der ikke gør så megen falbelade af sig. Haven byder på denne tid af året i det hele taget på megen stille poesi.




Aks- Brandbæger, Ligularia przewalskii har smukke karakterfulde, indskårne blade.




Stenene i gangene kan lige nå at tørre, før den næste regnbyge sætter ind.

















Fuglebadene bliver jævnligt fyldt op af de mange regnbyger.



               Ind imellem kigger solen frem og luner. 

































Vi er begyndt at glæde os til at få gæster i haven til næste år. Havekredse som vil komme her i haven på deres udflugt i 2013 er ved at melde deres ankomst. Indtil videre drejer det sig om Nordsjællands Havekreds og Aarhus Havekreds, der begge kommer i busser, og vil besøge os i juni.



6 kommentarer:

  1. Hej Jørn
    Fantastiske billeder igen.
    Det er jo som en havevandring i haven virtuelt.
    Sikke mange gode ideer og personligt præg jeres have har. Håber at komme forbi i 2013 - indlægget inspirerer og forstår godt der er busser på vej.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne
      Det glæder mig, at du finder gode ideer i haven. Vi håber, at få besøg af dig i 2013.
      Kh. Jørn

      Slet
  2. En masse skønne billeder, du viser igen. Det er lidt nemmere at besøge jeres have end som min, det er dejligt med havebesøg. Du har jo rigtig mange fine ting at vise frem, jeg kunne godt lide din opstammede cryptomeria, det må jeg kunne lære lidt af. Jeg har en Cryptomeria Japonica Christata, gad vide hvad du ville gøre ved den.
    Kh
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisbeth
      Det lyder spændende med din Cryptomeria japonica Christata, den kender jeg ikke. Vi må simpelt hen på et tidspunkt en tur over se se din spændende have på Samsø.
      Kh. Jørn

      Slet
  3. åhhh... at være en dværgfyr, når det kritiske øje falder på én! Håber den lille fyr fik et andet godt hjem. ;o)

    Haven er bestemt ikke statisk, men jeg er alligevel imponeret over den ro hvormed du lige klipper en tå og kapper en hæl, og vupti... så er der et nyt udtryk uden at du har gjort et kæmpearbejde. Det handler vel om at du, Inger og haven er vokset op sammen og de værste "børnesygdomme" er overstået, nu kan I nyde hinandens selskab i ro og mag.

    Håber også børnebørnene kom sig over turen ud i den virkelige verden, mon ikke de ligefrem nød det... :o)

    Havehilsner til dig og Inger.



    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette
      Den lille dværgfyr gik desværre til, det var ikke muligt at grave den op med klump. Du har ret, vi er vokset op sammen med haven og kan nyde hinandens selskab i ro og mag. Og ja, børnebørnene syntes godt om oplevelserne ude i den virkelige verden.
      Kh. Inger og Jørn

      Slet